Sproget

Færøsk er et vestnord. sprog. I vikingetiden førtes denne gren af de nord. sprog foruden til Færøerne og Island (samt Grønland) til flg. områder i v.: Shetland, Orknøerne, Hebriderne, dele af Skotland, Nordvestengland, øen Man og Irland. Den nære forb. i den tid m. keltisk-talende folk førte med sig, at der – især i øsprogene – optoges nogle gæliske låneord. For færøskens vedk. kan nævnes, at sådanne daglige ord som tarvur (tyr; også isl.) og blak (kærnemælk) er af gælisk oprindelse. De fleste (oprindelige) ord i færøsk er dog af nord. rod og har paralleller i nabosprogene i Vestnorge og i Island.

Til oplysning om sprogets tilstand og udvikling i ældre tid finder vi kun sparsomme kilder. De ældste sprogmindesmærker er to runeindskrifter, der dateres til henh. ca. 1000 og ca. 1200. I et håndskrift, som nu findes på det kgl. bibliotek i Stockholm (perg. 33, 4°), og som i middelalderen på Færøerne kaldtes Kongsbókin, og hvis hovedtekst (den no. landslov) er skrevet i beg. af 1300t., finder man også originalen – el. hvad man har anset for originalen – af Seyðabrævið (fårebrevet) af 1298, den eneste réttarbót (supplerende lovforordning) for Færøerne, vi kender. Seyðabrævið indeholder uden tvivl en del særfærøske udtryk, men det er ført i pennen af en no. skriver. Andre steder i den omtalte skindbog står der nogle færøske indførsler fra 1300t. og 1400t. Den længste af disse indførsler, der går under navnet Hundabrævið (navnet er nyt, givet af Jón Helgason), er en lagtingsvedtægt fra 1300t. om ret til at holde hunde. Et andet lovhåndskrift, fra beg. af 1300t., der almindeligvis går under navnet »Lund 12« (Universitetsbiblioteket i Lund), har en tydelig tilknytning til Færøerne, idet det indeholder en anden redaktion af Seyðabrævið. I dette håndskrift er der så mange ejendommelige ordformer og skrivemåder, hvoraf nogle synes at pege mod Færøerne, at man, som især Mikjel Sørlie har hævdet, bedst kan forklare disse ejendommeligheder, om man antager, at skriveren var en i Norge (Bergen) bosat fær. klerk. Nogle af de samme ejendommeligheder findes også hos en af skriverne af Hauksbók (håndskrift fra 1300t.), som Marius Kristensen har ment også var færing. Vor hovedkilde fra 1400t. er to afskrifter (AM, fasc. 100 nr. 1 a og nr. 2 b), det ene (6 breve 1403-05) fra 1407, det andet (2 breve, 1412 og 1443) fra 1479. En ung, men vigtig kilde er en afskrift af Seyðabrævið (AM 316 fol.) fra år 1600. Hertil kommer de på da. skrevne jorde- og regnskabsbøger (den ældste fra 1584) samt den ældste lagtingsprotokol, som dog ikke er ældre end 1615; i disse tekster findes bl.a. sted- og personnavne. Også fra andre kilder end de nævnte, fx. fra optegnelserne af de middelald. viser (nogle få strofer i afskrift fra 1600t., J. C. Svabos håndskrifter fra 1700t., osv.) kan vi finde materiale til belysning af sproget i middelalderen og den nærmest flg. tid.

Angående lydudviklingen i ældre færøsk kan fremdrages følgende træk. Bortfald af v foran r, som bortset fra et par no. dialekter er et fællestræk i alle vestnord. mål (rangur, ‘vrang’, reka, sv. vräka), var måske gennemført, før Færøerne blev bebygget. Udviklingen hl-, hn-, hr- til l-, n-, r-, som er fælles for Norge og Færøerne, må være sket i 1300t. Lige så gammel i færøsk er den overgang fra hv- til kv-, som man har paralleller til i største delen af det vestnord. sprogområde. M. h. t. þ fulgte færøsk forsåvidt no., som det i de fleste ord udviklede sig til t-, men i pronominer og adverbier har færøsk h- over for norsk d- (hesin, har, haoðan af þessi, þar, þaðan). Þ-> h- findes nu også i fx. hósdagur (< þórs-) og Hórisgøta (þóris-), en udvikling, man har paralleller til i orknøske stednavne. Fra senmiddelalderen må vi regne m. overgangene -ll- (og -rl-) til -dl-, -rn- til -dn, samt (overalt efter de opr. diftonger, i Suðuroy også efter gl. lang vokal) -nn- til -dn-. Lign. udviklinger kendes fra islandsk, vestshetlandsk og vestno. mål. Bortfald af -r- foran den bestemte artikel (ca. 1400: kyrtlaner for kyrtlarnir) og udviklingen -t til -ð efter vokal (»metid«, d.v.s. metið, af metit) er middelald. fænomener. Diftongeringen af gl. lang vokal, fx. ý (og í), der hos Svabo skrives »uj«, stammer sandsynligvis fra 1300t. Specielt færøske former som bant og vant (for batt, vatt, af binda, vinda) tør vi antage for middelald., og fra ca. 1400 kender vi formen tóa (= tvá) af talordet s. 169 tveir ’to’ (hos Svabo skrevet tøgva, nu udtalt: tægva el. tågva). Former som fjala og stjala (isl. fela, stela) stammer fra 1300t. Angående u-omlyd kan flg. bemærkes (vi ser bort fra de no.-påvirkede former i folkevisesproget som hall, hand olgn. for høll, hond): foran nasaler (m, n, ng) udvikledes o til o, i øvrigt til ø, men udviklingen i tryksvag stilling ses af middelald. skrivemåder som: onnur, manadum, skilrikastv. Der findes mange spor af den gl. u-omlyd af á (langt a), fx. rók (af rák) ‘afsats’, skóru (af skáru) ‘skar’ (til skera), og i svage hunkønsord synes man at have haft en bøjning efter mønstret slátta: slóttu (høslæt). Til det her nævnte kan føjes nogle oplysninger om middelalderformer, som vi enten kender fra skrift el. fra det moderne talesprog. Man har haft formerne atla (agte) og val (vel) adv. svarende til ætla og vel, og Suðuroy-mål har et sikkert middelald. báði (konj. både) svarende til det alm. bæði. Enkelte ord havde to former, ved siden af det førnævnte tóa har man haft tvá, ved siden af sia (se) sjá, også svá ved siden af só (sen. so). Ejendommelig for middelaldersproget er former og brug af den nu forsv. konjunktion né (og ikke, eller, også = nema), der skrives ne, nea og næa. En form som hini – over for det opr. hin – i intetkøn i flertal (af pronominet hinn, nyfær. hin) stammer sandsynligvis fra middelalderen. Verbalformen »æk hafi« (jeg har) var som nu (skrevet: eg havi) i brug i 1300t.; mere tvivlsomt er, om »(æk) radi« (jeg råder) viser den moderne form »(eg) ráði« (ellers i vestnord.: ek ræð). Der kan dog næppe være tvivl om, at ikke-omlydte præsensformer som »(eg) skjóti, bjóði, haldi« (jeg skyder, byder, holder) osv. (ellers i vestnord.: ek skýt, býð, held) er middelalderlige. – Angående syntaks kan nævnes, at der i folkeviserne findes enkelte eksempler på brug af konjunktiv efter oldsprogets regler. I nyfærøsk er som i no. konjunktiven forsvundet som en faktor i sætningskonstruktionen. – Vi har endnu ikke omtalt nogle af de træk, der har ført til det nuv. lydsystem. Af afgørende betydning blev her kvantitetsomvæltningen, hvorved opr. korte vokaler blev forlænget foran kort konsonant og lange vokaler forkortede foran lang konsonant og konsonantforbindelser. Kan det være svært at tidsfæste denne omvæltning i systemet, kan vi dog med sikkerhed sige, at henimod slutn. af 1500t. finder vi eksempler på, at langt æ (af oldsprogets æ el. é) foran konsonantforbindelse var blevet kort a. Dette betyder, at det sammenfald af opr. kort a og opr. langt æ, som er karakteristisk for alle dialekter undt. Suðuroy-mål, var gennemført i 1500t. Heraf tør vi slutte, at ved den tid var kvantitetsomvæltningen en fuldbyrdet kendsgerning. Når Svabo i 1700t. skriver navnemåde og datid af udsagnsordene »stara« (stirre) og »læra« (lære) således: steara/stardi, leara/lardi, så er dette ikke alene i overensstemmelse m. moderne færøsk (Suðuroy-mål har i det sidste tilfælde: lera/lerdi), men det harmonerer lige så vel m. sproget i 1500t. – Det mest iøjnefaldende træk i lydudviklingen, skærpningen, er ældre end det alm. bortfald af ð, der næppe er yngre end 1500t. Skærpningen består i, at der i opr. og sen. udviklet diftong fremkommer et konsonantisk element. Således bliver de middelfærøske diftonger »åi«, »ui«, »äu« el. »åu«, »yu« til henh. »åigj«, »uigj«, »äugv« el. »åugv«, »yugv«. Hos Svabo skrives de til oldsprogets former »eyjar«, »flýja«, »róa«, »búa« (øer, fly, ro, bo) svarende færøske former: »ojggjar«, »flujggja«, »røgva«, »bygva« (nutidens normalretskrivning har: oyggjar, flýggja, rógva, búgva). – En stor ændring i lydsystemet medførte det nævnte bortfald af ð (»blødt« d), idet der foran -u udvikledes et v (dog ikke i Suðuroy-mål) og foran -i et j. Således udtales skriftsprogsformerne bað (bad), skarð (skår, fjeldpas), s. 170 glaður (glad), glaðir (glade): bæa, skæar, glæavur (også: gle-ur), glæajir. I enkelte tilfælde er ðr blevet ggr, fx. udtales veðrið (vejret): væggri. Det gl. »bløde« g (lyden er ligesom ð bev. i nyislandsk) har fået en lign. skæbne som ð. Som eks. kan vi tage forsk. bøjningsformer af ordet »dag«: dagur udtales dæavur (også: de-ur), dag: dæa, degi: deeji, dags: daks, dagar: dæ-ar (også: de-ar, dæijar), døgum: døøvun (også: dø-un). – Færøsk har bev. meget af oldsprogets bøjningssystem. Således anvender man i skriftsproget og i skriftpåvirket tale alle de fire gl. kasus, såvel i ubestemt som i bestemt form. I det alm. talesprog er genitiven dog kun et rudiment. Et par forenklinger i bøjningssystemet kan nævnes: Akkusativsformerne i flertal af hankønsord er (i ubestemt form) faldet sammen m. nominativsformerne (bátar, ældre báta), dativ i intetkøn af adjektiv, artikel og pronomen er nu den samme som dativ i hankøn (góðum, skipinum, ældre góðu, skipinu).

J. C. Svabos (1746-1829) tanker om det sprog, han ved hjælp af en ordbog havde sat sig for at beskrive, er tydelig udtrykt i fortalen til et af manuskripterne til hans første ordbogsforsøg (dat. Regensen 18. juni 1773). De sa. tanker gav han udtryk for i afsnittet »Sproget« i indberetningerne fra hans »Reise i Færøe« i årene 1781-82. Heri hedder det:

»Det Sprog, som imellem Indbyggerne egentlig bruges, eller det færøeske Sprog, har i Førstningen været det oprigtige gamle Nordiske. Dette ædle Nordens Sprog begynte omtrent fra Dronning Margretes Tid af at dale i Norge, men i Island skal det have holdt sig til Begyndelsen af det 15de Seculum, hvor det endnu, at forbigaae virkelig lærde Mænd, forstaaes, i de gamle Membraner, endog af de fornuftigste Bønder, ja endog for det meste skal tales af Øster-Fjerdingens Beboere. Det har ikke desmindre i Almindelighed paa Island, efter de sandfærdigste Beretninger, tabt sin Reenhed i sildigere Tider, og det er just denne, som det islandske Litr. Selskab, efter en god Plan, hældigen stræber at bringe tilbage; og heller kan man ikke tænke noget fornuftigere for nordiske Mænd, end at gjøre deres til, at den Nations Historie og Sprog, der især oplyser dem og Norden om Old-Tidens Sæder og Skikke, ej allene blev bevaret i Skindbøger, som Nationens Genier og tidlige Skrive-Lyst frembragde, men endog, at dette samme Sprog i denne Krog af Verden, til Nordens Ære endnu kunde høres i sin Reenhed af samtidige Tunger. – Den færøeske Mundart derimod, som og stammer ned fra Norræna, har saaledes igjennem Tiden udartet, ved Omgang med fremmede, og ved Forsømmelse at skrive i Sproget, at det gamle Sprog nu er næsten uigjenkjendeligt …. – Man finder nu omstunder intet Document skrevet paa Færøesk, heller ikke forstaaer nogen at Bogstavere det Sprog, der nu tales, saa det kunde læses af Andre. Dansk kan ansees for Hoved-Sproget, og forstaaes, i det mindste, af alle, siden de lære deres Kristendom paa dansk, og samme Sprog bruges ved Gudstjenesten og i Rettene. Mange tale det og temmelig got. – Naar man vilde tænke paa nogen Forbedring i det færøeske Sprog, saa fordervet, som det nu befindes, saa vilde der, efter mine Tanker blive 2 Veje at vælge; enten 1) at bringe det til sin første Reenhed; bringe de gamle manglende nordiske Ord tilbage; udrydde de nye og fordervede, give Sproget, om ikke en nye udtale, saa dog altid en nye Orthographie; Men hvor mange Rejser maatte ikke, i denne Henseende, gjøres igjennem de islandske Membraner, hvorfra denne Forbedring ene kunde hentes? Og end da vilde dette Øjemeed finde de største, ja fast uovervindelige Hindringer. Langt fornuftigere forekommer det mig, 2) om man her vilde stræbe at befordre det danske Sprogs Indførsel i den Reenhed, som det i sildigere Tider har erholdt, og for Eftertiden endvidre vil erholde. – I saadan Henseende har jeg valgt at legge den danske Udtale til Grund for Retskrivning i min Ord-Samling ….«.

Når Svabo havde så ringe tanker om sprogets fremtid, kunne man spørge: hvorfor beg. han på sit livslange arbejde på sin færøsk-dansk-latinske ordbog? Herfor gøres der rede i fortalen fra 1773: Selv om man ikke, siger han, kan regne det for et af de vigtige arbejder at bestræbe sig for at gøre verden bekendt m. færøsk, da de grunde, der gør kundskab til islandsk nødvendig, ikke er til stede for færøskens vedkommende, må man dog undre sig over, at kun en eneste færing er s. 171 faldet på den tanke, »da man dog ved saadant et Arbejde kunde giøre sig selv en behagelig Tidsfordriv i Timer, som Ensomhed, lange og kolde Vinteraftener ofte giøre ubehagelige, fornøye derved mange, ja nytte endeel, og fortiene den Tilstaaelse, at man ved at redde sit Fædrene Sprog fra Undergang, havde givet sit Fædreneland et lidet Beviis paa sin Kiærlighed til det«. Denne ene mand var en præst, der forfattede en færøsk grammatik, som »blev ved en Ildebrand, tilligemed meere, lagt i Aske«. Besynderligt er det, at ingen, ikke engang han selv, har beskæftiget sig yderligere med sproget. »Uagtet en Grammatik ikke var den beqvemmeste Plan for at redde et Sprog fra Forglemmelse eller Undergang, kunde ikke heller nytte infødde eller fyldestgiøre Fremmede, tænkte han dog vel i denne Henseende, imod Sproget«. (Grammatikkens forfatter var J. H. Weyhe, Svabos morbroder). – Om hans fremgangsmåde ved gengivelse af færøsk udtale i skrift hedder det kort i indberetninger, at han har valgt at lægge da. udtale til grund for sin retskrivning. I fortalen 1773 gør han dog nærmere rede for såvel sine principper som for enkeltheder: Da der ikke er skrevet, endsige trykt, noget på færøsk, har man frie hænder, siden brugen ikke har pålagt nogen tvang.

Qvintilians simple og naturlige regel: at skrive som man taler, kan, synes han, gøre dette foragtede sprog, fra denne side betragtet, endnu fuldkomnere end noget af de »polerte« moderne europæiske sprog, hvor fuldkomne de end er i alle andre henseender. – I stedet for at gøre rede for enkeltheder i hans retskrivning vil vi her nøjes med at anføre en samtale ml. to mænd (Indberetninger, s. 960):

»Géùan Morgun! Gud signi tee! Kvéàt eru Ørindi tujni so tujlja aa Modni? Ee atli méàr tiil Ûtiréùrar; Kvussu eer Vegri? kvussu eer atta? Téà eer got enn, men Ee vajt ikkji kvussu téà viil teaka (!) see up méùti Deï. Viil tû ikkji féàra vi? Naj! Kvuj taa? tuj Ee vanti méàr ajnkji aa Sjéùnun, o téà eer betri à féàra éàt Sejï«. (Med vor nuv. »etymologiske« retskrivning ville samtalen have flg. udseende: Góðan morgun / Gud signi teg / Hvat eru ørindi tini so tíðliga á mor(g)ni / Eg ætli mær til út(i)róðrar / Hvussu er veoðrið / hvussu er ættað / Tað er gott enn, men eg veit ikki, hvussu tað vil taka seg upp móti degi / Vil(t) tú ikki fara við / Nei / Hví tá / tí eg vænti mær einki á sjónum, og tað er betri at fara at seyði).

Da færøsk udtale på Svabos tid (og det sa. er for en stor del tilfældet endnu) var bestemt af den talendes dialekt, kunne man vente, at dette forhold skabte vanskeligheder for en så pas »fonetisk« gengivelse af sproget. Hertil mærker man ikke noget, og hvad han skriver om dialekterne, er lidet oplysende. I indberetninger kalder han en af mundarterne »den Almindelige«, hvis udtaleformer vi må regne med er identiske med dem, vi finder i hans ordbog og viseoptegnelser. Det må forstås sådan, at hans fonetiske grundlag er at finde i hans egen vestfærøske dialekt, dog med forbigåelse af visse udtaleformer, som han har anset for alt for outrerede el. afvigende fra andre dialekters. – Svabos ordbogsværk er et videnskabeligt arbejde, værdifuldt både for sprog- og kulturforskere. – Det var Svabos opr. tanke foruden at meddele selve ordstoffet at oplyse ordenes slægtskab m. ord i andre sprog. I de med hans egen hånd skrevne manuskripter finder man kun få af sådanne etymologier, men så meget mere i det store af Nicolai Mohr skrevne håndskrift. Her er regelen den, at der ved ord og udtryk tilføjes det tilsvarende islandske. Det sa. er tilfældet med Svabos glossar til visehåndskrifterne, »Collectio Vocum & Phrasium ex Carminibus Færoënsibus antiquis, quas Latinè & Danicè redditas, cum Islandica praesertim, & hie illic aliis cum Linguis contulit J. Chr. Svabo«, der foreligger i 2 eksemplarer, begge skrevne med Mohrs hånd. Mohr s. 172 (1742-1790) berejste Island fra aug. 1780 til okt. 1781 og havde fået så godt kendskab til islandsk, at han var i stand til at fuldkommengøre Svabos ordbogsværk på denne måde. En del af det færøske ordstof er sikkert også indsamlet af Mohr.

Svabos værker, ordbog og viseoptegnelser fik i første omgang kun betydning for videnskaben, idet de blev benyttede af Rasmus Rask til hans afsnit om færøsk i »Veiledning til det islandske Sprog« (1811). Svabos pessimistiske syn på sprogets fremtid deltes ikke af en mand som præsten Johan Henrik Schrøter (1771-1851), der ikke tvivlede på sprogets anvendelighed som skriftsprog. Da han hørte om Det danske Bibelselskabs oprettelse, skrev han til biskop Münter for at forespørge, »om en Oversættelse for det første af det ny Testamente kan antages af det høie Selskab, da jeg skal anvende al Flid og haaber at være istand til at oversætte samme i det færøiske Sprog« (18. juni 1815). Selskabet var villigt til i første omgang at påtage sig trykningen af Matthæi evangelium. Oversætterarbejdet tog længere tid, end man havde ventet, og bogen forelå først færdigtrykt 1823, med da. såvel som færøsk tekst. Schrøter havde ikke været klar over, hvor svær en opgave han havde påtaget sig. Allr. ortografien (byggende på Svabos fonetiske system) skabte problemer, da færøsk jo kun eksisterede i form af dialekter med forsk. udtale. På dette punkt resulterede overvejelserne i en sprogform, der nærmest stemmer med udtalen i Tórshavn. Ikke mindre vanskeligt var det at bestemme ordvalget, da dialekterne også på dette punkt divergerede. Hertil kom, at da da. siden reformationen havde været det religiøse sprog, havde man vænnet sig til en del da. udtryk, der fremtrådte i en halvfærøsk form. Som det pionerarbejde oversættelsen var, må eftertiden beundre dens kvalitet, selv om den på mange punkter i form og ordvalg ikke er i overensstemmelse m. nutidens sprogideal. Oversættelsen, som blev uddelt til alle færøske hjem, fik til at begynde med ikke den modtagelse, man havde ventet. Dels blev den kritiseret for at være for hverdagsagtig (»ikke hellig nok«), dels for at indeholde færøske ord, som man ikke kendte fra sin egen dialekt. Sen. vænnede nok en del sig til »Den færøske bog«, som oversættelsen blev kaldt. Bibelselskabet var imidlertid så skuffet over den første modtagelse, at Jens Davidsen (1803-1878) fik afslag, da han 1833 tilbød en oversættelse af Markus.

Schrøter oversatte også Færeyinga Saga til C. C. Rafns udgave (1832). Denne gang udeblev kritikken, måske fordi man nu havde vænnet sig til at læse modersmålet, og fordi der her var tale om et verdsligt skrift.

I det tidl. 1800tal var der blandt intellektuelle i Tórshavn stærk interesse for modersmålet, især for ortografien. Man var ikke tilfreds med Svabos system, der dannede grundlaget for retskrivningen i de to første bøger, der blev trykt på færøsk, nemlig H. C. Lyngbyes viseudgave, »Færøiske Qvæder om Sigurd Fofnersbane og hans Æt« (1822), og Matthæi evangelium (1823). Især var Jacob Nolsøe (1776-1869) ivrig efter at nærme færøsk retskrivning til den islandske. Selv skrev han ca. 1830 en (utrykt) færøsk grammatik. Diskussionen førte ikke til en sådan tilnærmelse, men bidrog dog til, at ortografien i oversættelsen af Færeyinga Saga (1832) fjernede sig fra Svabos retskrivning. Men under den andensteds omtalte sprogdiskussion i 1840’rne blev retskrivningsspørgsmålet pludselig bragt ind i et nyt spor, ja, der er faktisk tale om en revolutionær løsning af problemet. Årsagen var N. M. Petersens reaktion på en ham tilsendt trykt indbydelse til stiftelse af et færøsk selskab (9. april 1845). I en artikel »Det færøske Sprog« (»Fædrelandet« for 13. maj 1845) gør han rede for sit syn på mulighederne for at skabe og udvikle et s. 173 færøsk skriftsprog. På grundlag af et indgående kendskab til, hvad der til dato forelå af trykte og skrevne ting på færøsk, hævder han, at der endnu ikke eksisterer et skriftsprog, alt det foreliggende er kun »blevet til en skriftlig Gjengivelse af en blot og bar Dialektudtale«. »Skriftsproget«, hedder det videre, »er det harmoniske i Dialekterne, henført til Sprogets simple, ædle, oprindelige Form. Naar det rives løs fra denne, ophører det at være det, som det bør være: det almindelige og ædleste Udtryk for et helt Folks Tanker. Noget saadant Skriftsprog er nu Færøsk ikke…«. Bag skrevne former (byggende på udtalen) som mävur (meavur), jøør, mikji, kväï (kveaï) o. desl. så han de opr. former: maoðr, jørð, mikið, kvæði… Efter disse linjer blev så det ny grundlag lagt for en etymologiserende retskrivning, der hævede skriftsproget over dialekternes mangfoldighed af former. Det blev den unge færøske student V. U. Hammershaimb (1819-1909), der i Annaler f. nord. Oldkyndighed 1846 præsenterede det nye skriftsprog. Alt hvad Hammershaimb i de følgende år indsamlede og lod trykke, havde denne sprogdragt, som i hovedsagen er den sa., som anvendes den dag i dag. – Det skal dog tilføjes, at der i slutn. af firserne og begyndelsen af halvfemserne af den færøske sprogmand Jakob Jakobsen (1864-1918) blev gjort et forsøg på at indføre en fonetisk retskrivning, på hvilken enkelte mindre skrifter blev trykt, men at forsøget mislykkedes. Selv da man enedes om et kompromis imellem Hammershaimbs og Jakobsens retskrivningssystemer, vendte alle undt. Jakobsen selv og en enkelt anden forfatter tilbage til Hammershaimbs ortografi.

Hammershaimbs virke falder mest inden for det folkloristiske og litterære område, s. 174 men han er også forfatter af den første trykte grammatik (i Annaler f. nord. Oldk., 1854). I omarbejdet skikkelse, m. assistance fra Jakob Jakobsen, er den optrykt i »Færøsk Anthologi« (1891). I sa. værk giver Jakobsen, med tekster i lydskrift, den eneste eksisterende oversigt over dialekterne samt udarbejder en ordliste, som i realiteten er den første trykte færøske ordbog.