Sundhedsvæsenet

Om sundhedsforholdene på Færøerne i det lange tidsrum fra den første bosætning og til reformationens indførelse ved man på det nærmeste intet. Flere sagn beretter om den sorte død (pestepidemien 1349), men omtaler i øvrigt også andre lidelser.

Efter kristendommens alm. udbredelse på øerne har befolkningen uden tvivl nydt gavn af lægekyndige præster og munke. Beliggenheden af Færøernes ældste hospital, Argjahospitalið, i umiddelbar nærhed af den gl. fjeldsti fra bispesædet i Kirkjubøur til Munkastovan på Tinganes synes at pege imod, at omsorgen for de syge her som andre steder i Norden til en vis grad varetoges af de gejstlige, og at hospitalet allr. har eksisteret i katolsk tid. I hidtil tilgængelige skriftlige kilder omtales det dog først efter reformationen i en kgl. skrivelse fra 1547.

Knap 40 år sen. – 1584 har man hidtil ment – kom den første læge til Færøerne, idet det i et brev til Chr. Valkendorff omtales, at lagmanden p. gr. af skrantende helbred – delvis på det offentliges regning – har ansat bartskæreren s. 134 Gabriel Mitens, som foruden at være læge 1584-1619 samtidig i en del af sin embedstid fungerede som sorenskriver. Det usædvanlige har antagelig kun været ansættelsesmåden, da man allr. 1566 i regnskaberne for Bergenshus len finder omtalt en Claus bardscher.

I lighed med hvad der var tilfældet andre steder i Europa, var det i middelalderen spedalskheden, der påkaldte særl. foranstaltninger, om end man på Færøerne indtil 1661 synes at være faret frem med mere lempe end de fleste andre steder.

Det gl. Argjahospital, der i lighed m. andre hospitaler i Norden på denne tid var lille, primitivt og fattigt, fungerede i det 16., 17. og 18. årh. hovedsagelig som spedalskhedshospital, men tjente også som opsamlingssted for andre smitsomt syge og fattige krøblinge. Efter at spedalskheden 1744 var uddød på Færøerne, havde det gl. Argjahospital udspillet sin rolle, selv om det endnu i nogen tid lejlighedsvis tjente som opholdssted for fattige og invalide, men dets tilstand o. 1800 var yderst dårlig.

Efter lange og trange forhandlinger åbnedes 1829 i Tórshavn et nybygget hospital, nærmest som en selvejende inst., der dreves med tilskud fra den kgl. monopolhandel og fra kongsjorden, og m. egen bestyrelse bestående af øernes 5 øverste embedsmænd – princippet m. hospitalet som selvejende inst. og egen bestyrelse er siden bevaret.

Færøerne havde dengang, henimod midten af 1800t., kun den ene – off. ansatte – læge, landkirurgen i Tórshavn. Benævnelsen og i nogen grad uddannelsen af lægerne havde siden 1619 ændret karakter (indtil 1743 bartskærer, indtil 1806 kirurger, hvorefter betegnelsen indtil 1883 blev landkirurg).

Selv om folketallet i beg. af 1800t. kun var ca. 5-6000, var bebyggelsen meget spredt og enhver form for sygebesøg besværlig og overmåde tidsrøvende. Der kunne hengå 5 år, uden at Suðuroy m. sine ca. 1250 indbyggere modtog lægebesøg. Aflønningen og indtjeningsmulighederne har formentlig heller ikke ansporet læger til etablering. Endnu 1851 havde landkirurgen for en sum af 100 rbdl. om året pligt til uden yderligere vederlag foruden hospitalet at betjene og gratis udlevere medicin til garnisonens mandskab samt alle øernes fattige (afgrænsningen af begrebet »fattig« var overladt til den lokale præst). Fra formuende kunne han tage rimelig betaling for sine ydelser, i tilfælde af hospitalsindlæggelse 1 rbdl. om ugen.

1842 nedsatte den første læge ved siden af landkirurgen sig i Tórshavn. Det var Napoleon Nolsøe, den første lægeuddannede færing. 10 år sen. kom han til at beklæde det første lægeembede uden for Tórshavn, den 1852 i Tvøroyri på Suðuroy oprettede distriktslægestilling (indtil han vendte tilbage til Tórshavn som landkirurg 1858).

Sygehusvæsenet.

Det 1829 i Tórshavn åbnede hospital forblev i brug i henved ét årh., men omkr. århundredskiftet oprettedes som resultater af et yderst prisværdigt privat initiativ 1898 i Klaksvík og 1904 i Tvøroyri 2 små sygehuse m. henh. 8 og 12 senge. Af ikke mindre betydning var det, at tuberkulosesanatoriet – Færø Amts Tuberkulosehospital – m. 32 senge blev åbnet i Hoydalar, beliggende lidt uden for Tórshavn, 1908. Hospitalet i Tórshavn havde dengang allr. i mange år befundet sig i en nærmest s. 135 ynkelig forfatning, og pladsforholdene trodsede, selv om der skete enkelte udv. og ændringer i årenes løb, efterhånden enhver beskrivelse. 1924 nedlagdes det gl. hospital, og det nye Dronning Alexandrines Hospital toges i brug.

Princippet m. 3 sygehuse til dækning af øernes behov er det lykkedes at opretholde, selv om der fra forsk. lokal side har været bestræbelser fremme på opret. af flere småsygehuse – en udvikling, som ville have hindret udbygningen af et til øernes behov afpasset sygehusvæsen. 1927 åbnedes et nyt sygehus i Klaksvík, medens den afsides beliggende ø Suðuroy m. ca. 6000 indbyggere endnu i mange år måtte nøjes med den helt forældede bygn. fra 1904, men 1950 kunne man i Tvøroyri tage et i enhver henseende tidssvarende sygehus m. tilh. funktionærbolig i brug. 1962 toges en ny funktionærbolig i Klaksvík i brug, og 1965 åbnedes det nye, udv. og omb. sygehus for Norðoyar. Dronning Alexandrines Hospital havde faktisk fra åbningsdagen lidt af pladsmangel, ligesom birummene lod meget tilbage at ønske. 1927 fik dette hospital en tuberkuloseafd. (m. 20 senge), 1952 henlagde man den ene af sanatoriets bygninger til hospitalet som plejeafd. for kronisk syge, og 1956 øgedes sengetallet m. 12 ved åbningen af en gigtafdeling. 1962 nedlagdes tuberkulosesanatoriet i Hoydalar definitivt (ombyggedes sen. til kostafdeling ved Færøernes Studenterskole), samtidig m. at en nyopf. bygn. ved Dronning Alexandrines Hospital toges i brug til tuberkuloseafd., tuberkulosestat. og plejeafd. (m. i alt 24 senge). S.å. beg. den egl. store udbygning af Landssjúkrahúsið (Dronning Alexandrines Hospital), og grundstenen nedlagdes 19/6 1962. Denne udbygning, der endnu ikke er fuldført (de første afsnit toges i brug 1967), sigter imod et moderne hospital m. de specialafdelinger, som øernes afsides beliggenhed s. 136 gør nødvendige, og som patientantallet og den økon. bæreevne muliggør, først og fremmest medicinsk og kirurgisk afd., fødeafd., røntgenafd., tuberkuloseafd., anæstesiologisk afd. og mindre afsnit til øjen- samt til næse-, øre- og halspatienter. Det samlede antal senge efter nybygningens fuldførelse vil andrage ca. 220.

Samtidig er på et naboterræn under opførelse et statshospital for sindslidende (lov om opførelse af statshospital på Færøerne vedtaget 1963), der forventes at ville få 100 senge, og under de kommende psykiatriske speciallæger er det også hensigten at henlægge afdelinger for åndssvage (i alt ca. 80 patienter). Hermed vil man for første gang få mulighed for at behandle sindslidende på Færøerne i deres eget miljø.

For øjeblikket råder det færøske hospitalsvæsen over 235 senge (153 ved Landssjúkrahúsið samt ved sygehusene i Klaksvík og Tvøroyri henh. 46 og 36 senge).

1936 åbnedes hvilehjemmet »Naina« m. 14 pladser. Dette hjem, der har været det eneste sted, som færøske kvinder, når det trængtes, kunne henvises til, måtte af økon. grunde ophøre med sin virksomhed 1963, men driften er genoptaget, siden lagtinget 1964 stillede sig som økon. garant. De sen. år har hjemmet dog mere virket som et gennemgangssted til og fra hospitalet (også for gravide kvinder) end som egl. rekonvalescenthjem.

1956 åbnedes i Tórshavn Skodsborgbadet, der m. forsk. former for fysioterapi har virket stærkt aflastende for Landssjúkrahúsið under nybyggeriet.

Det færøske sygehusvæsen drives i h. t. lov af 15/3 1939 for Færøerne om sygehuse.

Lægevæsenet.

I løbet af de sidste 100 år er der selvsagt sket betydelige ændringer inden for det færøske lægevæsen. 1852 blev – som nævnt – opret. en distriktslægestilling i Tvøroyri, 1872 oprettedes et tilsvarende embede i Klaksvík og 1883 yderligere et i Vestmannahavn (først besat 1885), og m. disse 4 lægeembeder, hvis indehavere alle var off. ansatte – landkirurgen (efter 1883 fysicus) i Tórshavn og de 3 distriktslæger på bygd – blev lægeforholdene på øerne tålelige, om end ikke gode. Folketallet var efter monopolhandelens ophævelse 1856 stærkt voksende, men samfærdselsmulighederne uændret dårlige. Behovet for læger modsvaredes ikke af evne til at betale for den modtagne hjælp. Først m. lov af 1872 om den betaling, der tilkom lægerne på Færøerne for deres forretninger, ses særlige honorarer at være fastsat, stadig for ubemidlede, medens lægerne fra mere velhavende kunne kræve, hvad der fandtes rimeligt. Sygekassebevægelsen skabte selvsagt en vis mulighed for udbygningen af lægevæsenet, men den alene gjorde det ikke, dertil var arbejdsforholdene for besværlige og indtjeningsmulighederne for ringe for lægerne, der skulle hentes fra mere udviklede områder. Man nåede dog omkr. århundredskiftet efter mange overvejelser og forhandlinger frem til den løsning af sagen, som i store træk endnu danner grundlaget for den færøske kommunelægeordning, og som i korte træk går ud på, at det off. (stat, lagting og de lokale kommuner i fællesskab) yder en vis fast løn til kommunelægerne, der ansættes i et – ofte geografisk velafgrænset – distrikt. Kommunerne yder gratis bolig og et mindre brændselstilskud (de sen. år også i vid udstrækning gratis instrumentarium, ligesom flytteudgifter til Færøerne og efter et vist åremål også fra Færøerne refunderes af det offentlige). Til gengæld for disse faste ydelser har kommunelægerne s. 137 hidtil måttet arbejde for relativt lavere ydelser fra sygekasserne end i Danmark. 1901 ansattes den første kommunelæge i Tórshavn, og siden er der opret. kommunelægestillinger i Sandur (1903), Eiði (1912), Miðvágur (1913; her havde en læge nedsat sig 1911), Vágur (1927), Saltangará (1928), Fuglafjørður (1946) og forsøgsvis i Klaksvík (1950).

Ved anordning af 4/10 1919 var embedslægeloven af 1914 sat i kraft på Færøerne – den 1883 indførte benævnelse fysicus blev herefter ændret til amtslæge, og de 3 distriktslæger blev kredslæger. Efter oprettelsen af sanatoriet i Hoydalar 1908 udviklede der sig den praksis, at kommunelægen i Tórshavn også var sanatorielæge, og først 1931 – efter at tuberkulosearbejdet var blevet intensiveret – fik sanatoriet selvstændig overlæge, medens kommunelægen i Tórshavn blev reservelæge ved sanatoriet og ved Dronning Alexandrines Hospitals tuberkuloseafd., et forhold, der bestod indtil 1947, da sanatoriet i en årrække fik egen reservelæge, medens kommunelægen fra dette år blev fritaget for andet end alm. lægepraksis. Allr. i 1920’rne var det blevet alm., at amtslægen i Tórshavn og kredslægen i Klaksvík måtte have – i hvert fald midlertidige – hjælpelæger (amanuenser), ikke mindst fordi de samtidig skulle betjene stillingerne som sygehuslæger. Først i Tórshavn, siden i Klaksvík fik disse sygehuse efterhånden fast reservelæge, og 1931 fik Dronning Alexandrines Hospital selvstændig overlæge. På grund af dav. amtslæges sygdom og sen. død (1939) betjentes hans praksis af skiftende vikarer, indtil der 1948 oprettedes yderligere en kommunelægestilling i Tórshavn. 1949 blev amtslægeembedet, der siden 1939 havde været besat ved konstitution, omdannet til en landslægestilling uden fri praksisret, og ved den nye lægeordnings ikrafttræden 1. januar 1953 blev landslægen Færøernes eneste embedslæge, medens kredslægerne i Klaksvík og Tvøroyri overgik til at blive sygehusoverlæger m. delvis praksisret, og kredslægen i Vestmannahavn blev kommunelæge. Samtidig hermed oprettedes en fast kommunelægestilling i Klaksvík og en i Tvøroyri. Allr. 1960 blev det nødvendigt at ansætte en tredie kommunelæge i Tórshavn, og landslægen ophørte 1961 m. enhver form for praksis, bortset fra det der er pålagt embedet. 1965 ansattes en kommunelæge i Skáli, og 1967 en fjerde kommunelæge i Tórshavn. På grund af vanskelighederne ved at skaffe læger til det stærkt øgede praksisarbejde ansattes 1964 en sideordnet overlæge ved sygehusene både i Klaksvik og i Tvøroyri. – I øjeblikket findes således på Færøerne af alment praktiserende læger de nævnte 14 kommunelæger og – m. visse begrænsninger i patientantal – 4 sideordnede sygehusoverlæger (2 i Klaksvík og 2 i Tvøroyri). Hertil kommer 6 hospitalsoverlæger i Tórshavn, dvs. i alt 25 faste læger, hvortil kommer ca. 8 underordnede hospitalslæger.

Kommunelægedistrikternes størrelse er på o. 2000 indbyggere (fra 1700 på Sandoy til 2800 i Vágur).

Man har – til dels inden for hospitalsvæsenets rammer – allr. længe søgt at tilvejebringe så megen specialkyndig hjælp for de færøske patienter, som det har været muligt. 1923 aflagde den første øjenlæge besøg på Færøerne m. praksis i ca. 6 uger, og dette fortsatte i de flg. år hvert andet år, indtil man 1949 som klinikchef, sen. overlæge, ved Dronning Alexandrines Hospital tilknyttede en færøsk læge m. specialuddannelse både i øjen- og i øre-, næse- og halssygdomme (virksomheden ophørte midlertidig ved dødsfald 1966). 1953 afholdt for første gang en ortopædisk specialist konsultation i et par uger ved de 3 sygehuse. Dette gentoges s. 138 1956 og siden 1958 hvert år af sygehusoverlægen i Tvøroyri, der har uddannet sig med særl. henblik på ortopædi. En ortopædisk skomager (i Fuglafjørður) har siden 1959 været at træffe én gang månedlig på hospitalet i Tórshavn. En enkelt gang – 1957 – har lign. konsultationer været givet af en neurolog og 1964 og 1965 af en psykiatriker. 1957 indrettedes særl. røntgenafd. ved Dronning Alexandrines Hospital, og 1958 fik denne tilknyttet en afdelingslæge, der 1960 udnævntes til overlæge. I en vis udstrækning er der også givet røntgenterapi. 1960 deltes Dronning Alexandrines Hospitals blandede sengeafsnit i en medicinsk og en kirurgisk afd., ved hvilken sidste der 1965 ansattes en assisterende overlæge. 1967 oprettedes m. egen overlæge et psykiatrisk ambulatorium som forløber for det endnu ikke fuldførte statshospital.

For forståelsen af udviklingen må ganske kort omtales oprettelsen af syge- og sen. befordringskasser. 19/12 1886 stiftedes den første sygekasse, »Sygekassen for Thorshavn og Omegn« (d.v.s. Tórshavn og Argir), der således blev stiftet 7 år før sygekasselovens ikrafttræden (loven af 31/3 1892, sat i kraft på Færøerne 24/11 1893). Først 23/2 1905 opnåede den kontrakt m. kommunelægen i Tórshavn, men ikke før 1911 statsanerkendelse og dermed statsstøtte. 1/1 1906 påbegyndte sygekassen i Klaksvík sin virksomhed og opnáede allr. s.å. statsanerkendelse. På dette sted bør fremhæves kbmd. O. F. Joensen, Klaksvík – en levende, fordomsfri og initiativrig personlighed – hvis oplysningsvirksomhed i blade og på møder (sen. sa. m. mænd som amtmand Svenning Rytter og mejerist Peter Jensen) gav stødet til opret. af sygekasserne i Tvøroyri (1909) og i Vágur (1910). Disse 4 kasser stiftede (sa. m. en sen. nedlagt 5. kasse i Tórshavn) 1912 »Centralforeningen af Sygekasser på Færøerne« (ved 50-års jubilæet 1962 navneforandring til »Meginfelag sjúkrakassa Føroya«), bl.a. til fremme af den færøske sygekassebevægelse. 1918 var medlemstallet fordoblet, og 1937 fandtes der sygekasser overalt. Antallet af sygekasser er i dag 37 m. 22.818 medlemmer. Færøernes Fortsættelsessygekasse påbegyndte sin virksomhed 1/1 1935 og har nu 1581 medlemmer. 1936 indgik som den første på Færøerne sygekassen i Tórshavn en kontrakt om tandbehandling, der siden er vedtaget af andre kasser. 1937 stiftede sa. sygekasse ligeledes som den første en begravelseskasse og m. virkning fra 1/1 1954 den første kontrakt m. øjen-, øre-, næse- og halsspecialist. Den sidste kontrakt ml. sygekasserne og lægerne på Færøerne er fra fra 1/4 1963 m. en tillægsoverenskomst, som svarer til den da. provinsoverenskomst (taksterne ligger gennemsnitlig ca. 20-25% under de danske).

Ikke mindre betydning for udviklingen fik befordringskasserne. Den første nyskabelse på dette område gennemførtes 1910, idet man i Vágur – samtidig med stiftelsen af sygekassen dér – oprettede den første befordringskasse, der 1912 fik statsstøtte. Dette blev anledning til loven af 1916, der åbnede mulighed for statsstøtte til kasser, der påtog sig befordringen af læge el. jordemoder til patienterne og af sidstn. til sygehus. Oprettelsen af disse kasser kom til at ske i et noget langsommere tempo end for sygekassernes vedkommende, men 1937 fandtes 24 sådanne kasser, og de findes nu overalt. 1955 åbnedes mulighed for ved en genforsikring at fordele udgifterne mere jævnt, så medlemsbidragene i afsides bygder m. store befordringsudgifter mere kom på linie m. de store bygders m. både læge og sygehus.

Apotekervæsenet.

De første læger var selvsagt dispenserende. Dette ophørte o. 1930, men endnu er alle kommunelæger uden for Tórshavn, Klaksvík og Tvøroyri distribuerende.

6/5 1883 oprettede Svaneapoteket i Kbh. m. justitsministeriel tilladelse et »hjælpeapotek« i Tórshavn (ved Olaf Finsen). Dette blev nedlagt 12/8 1898, idet apoteker Finsen etablerede sig m. selvstændigt apotek, der imidlertid – efter hård konkurrence – så sig nødsaget til at indstille driften 1913, efter at apoteker Johs. Djurhuus 1911 havde opret. »Tjaldurs Apoteket« (den da. apotekerlov var aldrig trådt i kraft på Færøerne). 1931 oprettede dette apotek hjælpeapotek m. bestyrer i Tvøroyri, 1932 i Klaksvík.

If. lov nr. 137 af 23/3 1948 om Færøernes hjemmestyre er sundhedsvæsenet særanliggende, og i h. t. denne lov overtog hjemmestyret – som faktisk den eneste del af hele sundhedsvæsenet – apotekervæsenet ved lagtingslov af 28/3 1949. S.å. overgik apotekerne til off. eje. Ny apoteker blev udnævnt dec. 1949. Hovedapoteket i Tórshavn gennemgik 1955 en gennemgribende udv. og modernisering, og de 2 hjælpeapoteker har fået til huse i nyopførte og særdeles velindrettede bygninger (Klaksvík 1961, Tvøroyri 1964). Drift og eftersyn er fastlagt ved landsstyrets regulativ for apoteker af 16/7 1956. For tiden beskæftiger det færøske apotekervæsen foruden landsapotekeren 6 farmaceuter (4 provisorer, 2 exam. pharm.), 1 apoteksassistent, 16 defektricer, 6 defektriceelever og 10 andre funktionærer. – Der findes desuden rundt om på bygderne 46 håndkøbsudsalg.

Jordemodervæsenet.

I ældre tid var de fødende her som andre steder henvist til hjælp fra kvinder, der havde vist sig at have særligt håndelag hertil (nærkonur, ljósmammur). O. midten af 1800t. beg. landkirurgerne at give disse jordemødre en vis undervisning i forb. m. arbejdet på det gamle hospital i Tórshavn. 1848 udstedtes en anordning, der stillede 2 fripladser åbne på den kgl. jordemoderskole i Kbh. for kvinder fra Island, Færøerne og Grønland, og 1871 ændredes dette til, at disse pladser altid skulle stå åbne for kvinder fra de 3 nævnte områder, selv om der i øvr. var fuldt elevantal i forvejen. Bestemmelsen udnyttedes ikke i stor udstrækning, og endnu ind i 1900t. praktiserede der jordemødre, der kun havde fået deres uddannelse hos fysicus. 29/3 1878 kom lov om jordemødre på Færøerne, hvorefter øerne inddeltes i 13 hoveddistrikter, hvis jordemødre helst (i Tórshavn altid) skulle have gennemgået uddannelse på jordemoderskolen, og 12 hjælpedistrikter, hvor uddannelse hos landkirurgen var tilstrækkelig, ligesom der åbnedes fri ret for privat praktiserende jordemødre til at nedsætte sig, hvor de ville. Lønforholdene reguleredes, der ydedes fri befordring og fastsattes bestemt takst pr. fødsel. – Disse forhold ændredes igen ved ny jordemoderlov fra 1920, hvorved hjælpedistrikterne nedlagdes, distriktsinddelingen ændredes, og lønforholdene forbedredes. Men også fra denne lov løb udviklingen – ændrede samfærdselsmuligheder, i en vis udstrækning forskydninger i befolkningsforholdene foruden ganske anderledes muligheder for effektiv lægelig fødselshjælp, der bevirkede, at det blev mere og mere alm., at de vordende mødre i god tid søgte ind til mere betryggende forhold for at føde (en tendens, der nu stimuleres af det off. i form af hjælp til hushjælp og befordring), gjorde, at antallet af fødsler i forsk. distrikter faldt så stærkt, at man måtte forudse, at stillingerne i fremtiden ikke kunne besættes, også på grund af dårlige aflønningsforhold. O. 1950 havde kun 2 distriktsjordemødre over 100 fødsler årl., medens de 3 havde haft under 15 fødsler, og der var år, hvor der i nogle af distrikterne slet ikke forekom fødsler. Samtidig foregik 1/3 af alle fødsler på sygehus, og tallet viste stærkt stigende tendens (nåede 1967 79%). Alt dette bevirkede, at man ved anordning af 28/8 1953 satte lov om udøvelse af jordemodergerning samt lov om distriktsjordemødre af 31/3 1953 i kraft på Færøerne. – Ved bkg. af 27/4 1960 sattes med virkning fra 1/7 s.å. loven om svangerskabshygiejne i kraft på Færøerne, ved hvilken der åbnedes mulighed for gratis undersøgelse af svangre hos læge og jordemoder. Dette tilbud benyttes af ca. 97% af alle gravide kvinder. Gennem denne bestemmelse er jordemødrenes indtjeningsmuligheder yderligere forbedret.

1966 var der 15 distriktsjordemødre (2 i Tórshavn og 2 i Klaksvík foruden én i hvert af de flg. distrikter: Vágur, Tvøroyri, Hvalba, Sandur, Miðvágur, Vestmanna, Eiði, Glyvrar, Fuglafjørður, Syðradalur (Kalsoy) og Nor‡epil; stillingen i Funningur har i årevis ikke været besat) samt 5 privat praktiserende jordemødre (Vestmanna, Søldarfjørður samt 3 i Tórshavn).

Tandlægevæsenet.

Nogen mulighed for tandbehandling udover den tandudtrækning, som de almindelige læger foretog – og endnu har foretaget i vid udstrækning indtil for få år siden – gaves selvsagt ikke på Færøerne, og den synes heller ikke at have været nødvendig førend i de sidste decennier af 1800t. Omkr. og efter århundredskiftet har et skiftende antal ueksaminerede praktikanter, »dentister«, praktiseret på s. 141 Færøerne og vedblev hermed, samtidig med og også efter at en uddannet tandlæge 1910 bosatte sig i Tórshavn, hvor han i nogle få år drev praksis og også aflagde kortere besøg på Suðuroy. Af frygt for at miste de ikke-eksaminerede praktikanter, som drev uindskrænket tandlægepraksis, modsatte lagtinget sig, at den da. tandlægelov af 1916 blev sat i kraft på Færøerne. Atter 1929 påbegyndte en da. tandlæge praksis på Færøerne, i beg. nærmest som rejsepraksis, men m. fast bopæl og klinik i Tórshavn fra efteråret 1931. 1936 opnåede han kontrakt, først m. sygekassen i Tórshavn, men efterhånden fulgte flere kasser efter. 1936 fik han assistance af en ung færøsk kvindelig tandlæge, og ved kgl. anordning blev tandlægeloven sat i kraft på Færøerne 1938. 1/1 1947 overtog nævnte kvindelige tandlæge sa. m. en færøsk kvindelig kollega klinikken. Aug. 1952 nedsatte en ung mandlig tandlæge sig i Tórshavn m. selvstændig klinik, hvor han i adsk. år beskæftigede yderligere en tandlæge. Allr. tidligt i 1930’rne havde der udviklet sig en vis form for skoletandpleje i adsk. bygder gennem aftale ml. kommunerne og tandlægen i Tórshavn, en ordning, der fortsatte og udbyggedes i samarbejde m. de 2 klinikker. Denne ordning brød imidlertid helt sammen 1957, og dette sammenbrud blev den væsentligste årsag til lagtingslov af 11/6 1958, hvorefter den færøske landskasse kan yde indtil 50% af udgifter til opret, af skoletandklinikker, én i hvert kommunelægedistrikt. Foruden skoletandpleje lægger loven vægt på, at klinikken også kan anvendes til alm. tandpleje for distriktets beboere. Sådanne klinikker oprettedes straks i Sørvágur og i Tórshavn, hvor der begge steder ansattes skoletandlæge 1960. Førstn. sted viste praksisarbejdet sig hurtigt – p.gr.af tilstrømning af patienter fra andre distrikter – at blive så krævende, at tandlægen har beskæftiget indtil 2 assistenter. 1962 ansattes skoletandlæge i Vágur (både her og i Tvøroyri er opret. tandklinikker), 1965 i Klaksvík samt 1968 i Vestmannahavn. Men loven har båret yderligere frugt ved, at unge tandlæger fra Kbh.s skoletandpleje i deres ferie fra slutn. af juni til ind i august på initiativ af Færøernes Tandlægeforening har arbejdet på nyoprettede klinikker i adsk. færøske bygder (1965 i Gøta, Skáli og Glyvrar, 1966 i Fuglafjørður, Eiði og Skopun, 1967 i Vestmanna, 1968 i Leirvík). Dette vil være en ganske udmærket hjælp, indtil man overalt kan få fastansatte tandlæger, og der skal ikke oprettes ret mange flere klinikker, før behovet er dækket. For nærværende har således over 60% af befolkningen fast tandlæge – såvel skoletandpleje som alm. praktiserende tandlæge – og yderligere knap 30% har skoletandpleje i sommermånederne.

Den opr. kontrakt ml. sygekasser og tandlæger er gentagne gange ændret og forbedret. Nugældende kontrakt trådte i kraft 1/1 1967 og yder sa. honorarer som i Danmark. Den er vedtaget af langt den største del af samtl. sygekasser.

Sygeplejen.

Ved det gl. hospital i Tórshavn var der ikke beskæftiget egl. sygeplejersker, men »vakikonur« (vågekoner). 1897 lod Diakonissestiftelsen i Kbh. 2 søstre (diakonisser) begynde at arbejde på Færøerne. Den ene fik ledelsen af sygeplejen på det gl. hospital, den anden arbejdede efterhånden (hvornår dette arbejde beg. er usikkert) i byens menighedspleje. M. undt. af en kortere afbrydelse af arbejdet på sygehuset (1910-11) fortsatte søstrene arbejdet i Tórshavn, herefter dog begge på sygehuset. Dette nære samarbejde ml. Diakonissestiftelsen og hospitalet i Tórshavn ophørte 1948, da den dav. forstanderinde p.gr.af alder trak sig tilbage. Disse s. 142 diakonisser – der jo var udgået fra det sted, der i Danmark gjorde et pionerarbejde på sygeplejerskeuddannelsens område – er de første, der på Færøerne påbegyndte egl. sygeplejerskeuddannelse, idet de – vistnok o. 1910, dog uden nye elever hvert år – gik i gang m. en 2-årig uddannelse, hvorefter eleverne fortsatte på da. hospitaler i ét år til endt uddannelse. Selvstændig 3-årig uddannelse påbegyndtes ved Dronning Alexandrines Hospital 1922, i Klaksvík 1931. Loven om autoriserede sygeplejersker af 1933 sattes i kraft på Færøerne s.å., og loven af 25/5 1956 om sygeplejersker sattes i kraft ved anordning 1959. Den nye sygeplejeskole, hvis bygn. endnu ikke er opf., beg. ved hospitalet i Tórshavn 1/2 1960, og 1961 godkendtes Føroya Fólkaháskúli som sygeplejeforskole.

Oprindelsen til hjemmesygeplejen på Færøerne synes usikker, men omkr. århundredskiftet sluttede beboerne i Tórshavn sig sammen om »Thorshavns Menighedssygepleje« m. den ovf. nævnte da. diakonisse som sygeplejerske, sen. m. en alm. sygeplejerske (også på dette område havde diakonisserne i Danmark været pionerer). Imod et fast årl. bidrag kunne man blive medl. og efter lægeordination få sygeplejehjælp i hjemmet. Denne virksomhed ophørte 1921, netop på det tidspunkt, da bkg. af 30/12 1921 angående tilskud af statskassen til sygeplejesagens fremme på Færøerne trådte i kraft, hvorefter bl.a. støtte kunne ydes til foreninger til hjemmesygepleje el. til kvinder, der selv ønskede at lade sig uddanne til hjemmesygeplejersker. 1923 dannedes »Thorshavns Sygeplejeforening«, der s.å. m. støtte fra kommune og sygekasse beg. sin virksomhed m. ansat hjemmesygeplejerske (foreningen ydede fra 1925 medlemmerne tilskud til massagebehandling). 1963 overtoges denne forening af sygekassen i Tórshavn.

Hjemmesygeplejen har i øvrigt haft dårlig grobund på Færøerne og ikke fundet nogen større udbredelse, først og fremmest på grund af den spredte bebyggelse og de indtil de seneste år dårlige samfærdselsmuligheder. Kun i Tvøroyri og i Vágur findes der for tiden heldagsansatte hjemmesygeplejersker, medens de såvel i Tórshavn som i Vestmannahavn og i Klaksvík er deltidsansatte. Desuden findes i bygderne på Vágar 5 mere løst ansatte sygeplejersker, foruden at sygekasserne i 17 kommuner udbetaler mindre – ofte helt små – beløb til i alt ca. 25 pers. (i nogle tilfælde til på stedet fast bosatte gifte sygeplejersker), der lejlighedsvis efter behov yder hjælp og går lægerne til hånde.

Loven af 27/3 1957 om hjemmesygepleje er endnu ikke sat i kraft på Færøerne.

De færøske sygeplejersker, der tidl. havde været almindelige medl. af det 1899 dannede Dansk Sygeplejeråd, dannede fra 1/1 1949 »Dansk Sygeplejeråds kreds for Færø Amt« (siden navneforandring til DSR, Føroyadeild), der har til opgave at samle medlemmerne om fælles interesser. Medlemsantallet var pr. 1/1 1966 259 (heraf 103 passive medl.). Desuden findes på Færøerne nogle ganske få sygeplejersker, som ikke er medlemmer.

Det kan i denne forbindelse nævnes, at 1926 stiftedes »Røde Kors, Færø Afdeling«, der foruden blomsterdage og pengeindsamlinger til alm. Røde Kors-formål har gjort en stor indsats ved afholdelse af samariterkurser og arbejde for bloddonorsagen. En overgang i 1920’rne og 30’rne ansatte denne forening m. tilskud fra lagting og Centralforeningen af Sygekasser en fast sygeplejerske, der – navnlig under epidemier – rejste ud på bygder, der havde hjælp behov.

Veneriske sygdomme.

De første egl. bestemmelser synes indeholdt i lov om foranstaltninger mod den veneriske smitte af 10/4 1874, m. sen. ændringer, nu lov for Færøerne af 24/2 1960 om bekæmpelse af kønssygdomme.

1922 sattes regler om tvungen, men gratis behandling af fnat i kraft.

Karantænevæsenet.

De gl. retsregler, der var indført 1805, 1855, 1872, 1882 og 1897, ophævedes, da nuv. regler sattes i kraft på Færøerne. De er ganske på linie m. internationale bestemmelser og indeholdes i anordning af 23/12 1958, hvorved lov om karantæneforanstaltninger mod smitsomme sygdomme af 31/3 1953 sattes i kraft på Færøerne. I h. hertil ledes foranstaltningerne af karantænekommissionen bestående af landfogeden, chefen for Føroya gjaldstova og landslægen.

Efter at det var lykkedes den færøske frihandelsmand Poul Nolsøe at bringe human lymfe til Færøerne ved at indpode mandskabet én for én under rejsen, tinglæstes 1812 og 1813 forordningerne af 3/4 1810 og plakat af 19/12 1811 om vaccination mod børnekopper. – Nugældende regler indeholdes i lov og anordning for Færøerne af henh. 9/3 og 10/3 1906 om indpodning af kokopper.

Selve epidemilovgivningen som samlede bestemmelser indledes m. lov af 30/3 1895 om foranstaltninger mod udbredelse af smitsomme sygdomme på Færøerne. 1898 fik den et tillæg om tuberkulose og er sen. flere gange ændret, sidst ved lov af 17/3 1922 m. ændringer af 15/3 1939.

På dette sted falder det naturligt ganske kort at omtale reglerne for især smitsomme sygdomme hos dyr. Loven af 23/2 1866 om ordningen af haugevæsenet (udmarken) indeholdt i § 16 visse regler om indførsel af får, men i øvrigt findes de første bestemmelser i lov og bkg. af 1908 (henh. 28/2 og 31/7) om foranstaltninger mod smitsomme sygdomme hos husdyrene, m. tillæg og ændringer, senest ved lagtingslov 1951. I h. t. nævnte lov er af og til gennemført forbud mod indførsel af dyr og dyriske produkter, første gang mod fårehoveder 1937, mod høns 1962 (Newcastledisease). – Ved anordning af 1/3 1919 sattes m. visse ændringer lov om værn af dyr af 17/5 1916 i kraft på Færøerne.

Fast dyrlæge m. bopæl i Tórshavn fik Færøerne ikke førend 18/5 1918. Hans arbejdsområde blev fastlagt ved justitsministeriel instruks af 9/12 1919, bl.a. omfattende regelmæssige besøg ude på bygderne. Efter dyrlægevæsenets henlæggelse under hjemmestyret er udfærdiget instrukser af 1959 og 1962, hvorefter den 1/7 1962 – efter en kortere periode uden dyrlæge – udnævnte dyrlæge er ansat og arbejder.

Det skal nævnes, at kvægtuberkulose ikke findes på Færøerne.

Ulykkesforsikring.

1832 oprettedes en fond for forulykkedes efterladte på Færøerne til afhjælpning af øjeblikkelig trang, medens vedvarende understøttelse var fonden uvedkommende. 1891 stiftedes Forsikringsforeningen for forulykkedes efterladte, navnlig efter ulykker på søen under fiskeri. De da. love fra 1905 om søfolks forsikring mod ulykkestilfælde og af 1906 vedr. da. fiskeres ulykkesforsikring sattes i kraft på Færøerne 1906, og ved anordning af 16/11 1907 gjordes for Færøernes vedk. lempelser i førstn. lov. Anordning af 29/11 1922 satte loven af 1916 om forsikring mod følger s. 144 af ulykkestilfælde i kraft på Færøerne. Forsikringsvirksomheden overtoges 1926 af Føroya Vanlukkutrygging (vedtægt af 15/3 1927). Endelig henlagde anordningen af 31/3 1931, hvorved lov af 6/7 1916 om forsikring mod følger af ulykkestilfælde sattes i kraft på Færøerne, varetagelsen af disse forhold under Færøernes Ulykkesforsikringsråd, bestående af dommeren, amtslægen (sen. landslægen) samt 3 af lagtinget valgte medl. Bestemmelserne er sen. ændret, sidst ved anordning af 15/11 1966.

Ved midlertidig bestemmelse af 22/11 1940 oprettedes forbundet Tryggingarsambandið Føroyar m. det formål under forbundet at samle mest mul. af forsikringsvirksomhed på Færøerne, bortset fra livsforsikring. Ved lagtingslov af 28/3 1956 fik selskabet eneret på al forsikring på Færøerne, stadig bortset fra livsforsikring, som imidlertid ved lagtingslov om livsforsikring af 1966 m. gyldighed fra 1/1 1967 også er henlagt under dette forbund.

Omsorg for gamle og kronisk syge.

1935 åbnedes Ellisheimið i Tórshavn, der nu har 20 pladser, og dette er for tiden øernes eneste alderdomshjem. – I Tvøroyri indrettedes o. 1942 et alderdomshjem til 8 gamle, men dets virksomhed ophørte dog atter i 1950’erne.

Ved Landssjúkrahúsið findes som omtalt en plejeafd., og sygehusene belastes i ikke ringe udstrækning af gamle og kronisk syge, som vanskeligt kan opholde sig hjemme. Behovet er voksende. Der har da også i flere år foreligget udarbejdede planer til alderdomshjem i Klaksvík og kombinerede alderdoms- og plejehjem i Miðvágur og Toftir.

1956 beg. institutionen ALV sin virksomhed under små forhold i præstegården i Hvalvík (foregangskvinde på dette område er pastorinde Karoline Petersen), støttet af en forening og i meget nært samarbejde m. Færøernes Ulykkesforsikringsråd, under hvilket den færøske invalideforsikring henhører. Hovedopgaven var revalidering, men også indkøb af arbejdsmateriale til invalide og salg af deres produkter. 1959 flyttede institutionen ind i store og gode lokaler på den nedlagte hvalstation við Áir og har her bl.a. afholdt kurser for invalider til handelsmedhjælpereksamen.

Midlertidig lov for Færøerne om invalideforsikring trådte i kraft 1/4 1939, men er gentagne gange ændret. Ved lov af 11/6 1959 om ændringer i lov for Færøerne om invalideforsikring kom den til at omfatte revalideringsmuligheder, og nugældende lov er af 15/3 1967.

På forsk. anden måde har man søgt at komme andre syge og trængende i møde, bl.a. ved opret. 1941 af Hjálpargrunnur fyri óarbeiðsførar fiskimenn, der kan yde tilskud til fiskere, som p.gr.af sygdom er blevet uarbejdsdygtige, og som ikke kan få tilstrækkeligt tilskud fra anden side.

Omsorg for børn.

Pioneren inden for børnehjemssagen på Færøerne var fru Nicoline Simonsen, der – efter i nogle år at have modtaget enkelte børn i sit hjem i Rituvík – oprettede øernes første børnehjem i Vestmannahavn, der blev statsanerkendt 1928. Børneantallet steg hurtigt fra 10-15 til over 20, og 1955 flyttede institutionen til Tórshavn til det nye Føroya Barnaheim. 1932 beg. de katolske franciskanersøstre, der 1931 havde åbnet en efterhånden meget søgt skole i Tórshavn, deres børnehavevirksomhed. s. 145 Denne børnehave, der først langt sen. opnåede statsanerkendelse, modtager dagligt ca. 70 børn. 1951 åbnede den statsanerkendte Dronning Ingrids Menighedsbørnehave i Tórshavn og modtager nu ca. 50 børn dagligt. Disse børnehaver dækker dog langt fra behovet i den hurtigt voksende by. 1957 fik en af KFUM og K opret. børnehave i Klaksvík statsanerkendelse og modtager ca. 40 børn dagligt. – 1958 beg. franciskanersøstrene en hårdt tiltrængt vuggestue (Skt. Josephs Vuggestue) i Tórshavn, som efter udv. og modernisering i selvstændig bygn. blev statsanerkendt til 35 børn 1965. S.å. indrettedes en privat, endnu ikke statsanerkendt vuggestue til 22 børn i Tórshavn.

Loven om lægeundersøgelse af børn, der sattes i kraft på Færøerne 1960, benyttes i meget stor udstrækning. Loven om spædbørnssundhedsplejersker er sat i kraft 1965, men nogen sundhedsplejerske er endnu ikke ansat.

10/6 1960 gennemførtes lov for Færøerne om børneforsorg.

Af lovgivning vedrørende forebyggende sundhedsarbejde er som andetsteds omtalt 1960 gennemført gratis undersøgelse af svangre og af småbørn foruden (i h. t. bestemmelserne fra 1956) gratis vaccinationer mod børnelammelse af alle i alderen fra 6 måneder til 40 år og (i h. t. bestemmelse fra 1957) gratis vaccinationer mod difteri og stivkrampe samt (siden 1961) også mod kighoste af alle under 18 år.

Efter at lov for Færøerne om skolelæger var gennemført 31/3 1960, ansattes adsk. steder såvel skolelæger (i de fleste tilfælde stedets kommunelæge) som skolesundhedsplejersker (el. andre medhjælpere), og denne virksomhed påbegyndtes i foråret 1962, desværre ikke overalt, da en del kommunelæger ikke mente at kunne overkomme arbejdet. Disse undersøgelser åbnede selvsagt mulighed for tidlig korrektion af adsk. både lettere og sværere lidelser (som eks. kan nævnes, at af henved 2000 skolebørn i Tórshavn havde 23% nedsat syn).

Den nye folkeskolelov af 1962 åbnede mulighed for opret. af en stilling som konsulent for særundervisningen, og denne konsulent påbegyndte sit arbejde 1964.

1963 åbnedes i Tórshavn Statens skole for døve, tunghøre og talelidende (nu Statens Specialskole).

Her kan nævnes, at åndssvageforsorgen siden 1957 har haft en deltidsansat repræsentant på Færøerne for at formidle samarbejdet ml. forældre og myndigheder. 1966 oprettedes en selvstændig stilling til dette arbejde.

Sundhedskommissioner.

Med lov om de færøske landkommuners styrelse af 1872 fik forstanderskaberne ret til at fastsætte en vedtægt vedrørende den off. sundhedspleje, og de nærmere regler om denne vedtægts omfang fremkom ved loven af 1881 om sundhedsvedtægter. Tórshavn fik sin sundhedsvedtægt 1882, de øvr. kommuner langt senere, først langt inde i vort årh., en del først ved lagtingsbeslutning 1933. Af sundhedsvedtægterne i Færøernes i alt 50 kommuner er de 49 stadfæstede før 1934, og ændringer i vedtægten er siden kun sket i 4 kommuner. I sundhedskommissionen for Tórshavn m. 5 medl. er politim. og landslæge faste medl., indenrigsministeriet er appelinstans. Til de øvr. sundhedskommissioner vælger forstanderskabet 3 medlemmer. Appelinstans er her Færøernes Oversundhedskommission m. 3 af lagtinget valgte medl. foruden rigsombudsmand og landslæge som faste medlemmer. Intet særl. personale er tilknyttet disse kommissioner, men de kommunale ingeniører i Tórshavn og Klaksvík deltager sædvanligvis i møderne. 1966 havde 11 sundhedskommissioner s. 146 en læge som medl., i nogle tilfælde som formand. – Arbejdsbetingelserne for sundhedskommissionerne er vanskelige. Al vandforsyning må bygge på overfladevand, og al kloakering støder på stenet grund el. klippe. Alt i alt må en uvildig betragter indrømme, at der de sen. år er sket overmåde store fremskridt m. h. t. den off. vandforsyning og kloakering. Alle boliger på Færøerne har indlagt drikkevand. 1959 fik sygehuset på Suðuroy filtreringsanlæg ved sin vandforsyning – det første anlæg i sin art på Færøerne. Siden har apoteket i Tórshavn, flyverdetachementet i Mjørkadalur og en sildefabr. i Fuglafjørður fået filteranlæg. Foråret 1966 tog Tórshavn, der i mange år har haft en dårlig vandforsyning, som den første kom. på Færøerne et nyt vandforsyningsanlæg i brug m. filtrering af og klortilsætning til vandet. De første analyser af radioaktiv forurening af drikkevandet foretoges 1958, og siden 1962 er drikkevandet (foruden prøver af en lang række fødemidler, herunder mælk, fra landplanter og visse havvækster og mælketænder) undersøgt for radioaktivt indhold, foruden analyse af luft og nedbør. De hidtil fundne resultater menes stadig ikke at give anledning til ængstelse. 64% af alle husstande – ikke blot i de større, men også i mange helt små bygder – har moderne WC, 50% med indskudt septictank. Toiletforholdene ved de allerfleste af de eksisterende godt 70 større og mindre skolebygninger er i de sen. år gennemgribende saneret, ligesom de fleste skoler er moderniseret og en stor del nyopf. og af høj kvalitet i enhver henseende m. arbejdsrum til såvel skolelæge som skoletandlæge.

Renovationen – specielt dagrenovationen – lader dog stadig næsten overalt meget tilbage at ønske. Kun 3 bygder (Tórshavn, Tvøroyri og Hvalba) har kommunal natrenovation, og dagrenovationen besørges af det off. i 6 kommuner (Tórshavn, Klaksvík, Tvøroyri, Vágur, Vestmanna, Hvalba). Et gennemgribende ændringsforslag til de nuv. sundhedsvedtægter har foreligget for myndighederne siden 1957 og venter kun på sin stadfæstelse, ligesom en hårdt tiltrængt moderne naturfredningslov er under udarbejdelse.

Vedr. rotteplagen kan meddeles, at der stadig findes 10 beboede øer (Fugloy, Svínoy, Kalsoy, Hestur, Nólsoy, Mykines, Sandoy, Skúvoy, Koltur og Stóra Dímun), hvor der ikke forefindes rotter, og på 5 øer (Svínoy, Kunoy, Kalsoy, Koltur og St. Dímun) findes ej heller mus. Samtl. kommuner på de øer, hvor der findes rotter, udlægger gift, og denne udlægning har igennem de sen. år mange steder været meget omfattende; enkelte steder fra meddeles det, at det nu er ret sjældent at se rotter, medens rotteplagen i årene efter anden verdenskrig var et virkelig problem, nogle steder også for fuglebestanden.

Nogen egl. lov om kontrol m. levnedsmidler er ikke gennemført, men er under udarbejdelse. Kun i 4 bygder (Tórshavn, Klaksvík, Vágur og Skáli) findes egentlige levnedsmiddelforretninger, men i 39 af bygderne findes levnedsmiddeludsalg under en el. anden form i forb. m. alm. købmandshandel. 18 bygder har mælkeudsalg i forb. m. anden handel. Kun i Tórshavn, Klaksvík og Tvøroyri forefindes mejerier (dog kun i Tórshavn m. egl. mejerivirksomhed).

Gymnastik, idræt og bade.

1949 var der kun mulighed for at give gymnastikundervisning i dertil bestemte rum i Tórshavn (andre steder måtte sådan undervisning foregå i lejede lok., af og til danselok.). Ved en række af de større skoler findes nu moderne gymnastiksale, s. 147 og i Vestmannahavn kunne man som det første sted på Færøerne 1950 åbne en overdækket svømmehal i skolen. Tvøroyri fik overdækket svømmehal 1964. I Tórshavn toges 1959 et større friluftsbad i brug. Alle de 3 nævnte steder forefindes renseanlæg og tempereret vand. Disse bade står foruden til skolerne også til disposition for både unge og ældre. Antallet af besøg i Tórshavn har de sen. år ligget ml. 50 og 60.000 i sæsonen maj-sept. I adsk. bygder findes åbne, opdæmmede svømmedamme i elvene, og interessen for svømning er stor, som for sport i øvrigt, særl. for fod- og håndbold samt for kaproning i den færøske årebåd.

Antallet af kirkegårde i brug er 71. De sen. år er anl. en del nye kirkegårde, og gamle er udv., ved hvilket arbejde man nu altid sørger for tilstrækkelig jorddybde for gravene – et krav, som tidl. ikke altid opfyldtes, og som ofte var svært at tilgodese p.gr.af den vanskelige jordbund. Noget krematorium findes ikke. Ligbrændingsbevægelsen synes aldrig at have haft tilhængere på Færøerne.

Sundhedsforholdene.

Selv om der findes ret gode oplysninger om disse helt tilbage til 1600t., kan man på nærværende sted af pladshensyn ikke gå i detaljer, men særl. interesserede henvises foruden til de årlige medicinalberetninger også til specialarbejder, der vil kunne findes i den af R. K. Rasmussen (Fróðskaparrit 1957, 6. 97) offentliggjorte lægevidenskabelige bibliografi om færøske forhold. Ikke mindst arbejderne af R. K. Rasmussen selv indeholder altid et væld af oplysninger. I det flg. skal kun bringes enkelte medicinalstatistiske oplysninger om forholdene i dag.

Sammenlignet m. nabolandene må sundhedstilstanden på Færøerne betegnes som god. Folketallet var pr. 31/12 1966: 37.310, heraf i Tórshavn 9796. Fødselshyppigheden er relativt høj, de sen. år ca. 24 promille (1966 25,9 promille). Fødselstallet har været tydeligt stigende og nåede 1966 987, det på Færøerne hidtil højeste tal, hvoraf 967 var levendefødte børn. Når folketallet således – til trods for et fødselsoverskud gennem flere år på ca. 600 – ikke er steget hurtigere, end tilfældet har været, skyldes det, at antallet af udvandrede betydeligt overstiger antallet af indvandrede, selv om man ikke længere er inde i den forstemmende tilstand, som karakteriserede 1930’rne m. den voldsomme flugt – særl. af kvinder – fra øerne.

Dødfødselshyppigheden har udvist tydelig faldende tendens (gennemsnitlig 15 promille 1961-65 mod gennemsnitlig 25 promille 1956-60, 1966 androg den dog igen 20,3 promille). Andelen af for tidligt fødte børn har i adsk. år ligget omkr. 4%, medens tallet for børn født uden for ægteskab de sen. år har været jævnt stigende til 10% 1966. Ca. 95% af alle fødsler sker ved naturen. Tallet af kvinder, der modtager bedøvelse ved fødslen har været stigende og andrager nu 44%. Antallet af fødsler, der finder sted på sygehus har været stærkt stigende og udgjorde 1966 77% mod 38% 1956.

Dødeligheden ligger omkr. 7 promille (1966 7,1 promille). Spædbørnsdødeligheden på Færøerne har altid ligget lavt, den androg 1966 1,96%. 1966 døde på Færøerne 267 personer. Af dødsårsagerne kan nævnes, at 43 døde af forsk. svulstdannelser, 39 af karsygdomme i centralnervesystemet, 77 af forsk. hjertesygdomme, 21 af forsk. infektionssygdomme, 1 af tuberkulose, resten af forsk. andre årsager, herunder alderdomssvaghed, dårligt definerede og ukendte sygdomme.

1966 forekom 10 dødsfald ved ulykkestilfælde m. dødelig udgang i umiddelbar tilslutning s. 148 til ulykken. Der forekom intet selvmord, en på Færøerne meget sjælden dødsårsag (7 selvmord i alt 1957-1966), ligesom mord og drab er næsten ukendt. I det hele taget er ulykkestilfælde sjældne modsat tidligere, hvor fiskeriet (før motor og radio) hvert år krævede mange dødsofre, hvad fuglefangsten i fjeldene også ofte gjorde. Loven om ligsyn er fra 1878 m. sen. tilføjelser. Ligsynsmandsinstitutionen kan ikke undværes på Færøerne, selv om antallet af disse ligsyn er halveret igennem de sidste 10 år. 1966 foretoges i alt 23 sådanne ligsyn. Antallet af ligsynsmænd er 147 foruden 106 hjælpeligsynsmænd.

Smitsomme sygdomme anmeldtes 1966 m. i alt 8029 tilfælde, hvoraf hovedparten – over 7250 – faldt på de 5 sygdomme: alm. halsbetændelse (tonsillitis acuta 1904), forkølelse (febris catarrhalis acuta 1584), influenza (2755), bronchitis (tracheo-bronchitis acuta 587) og fnat (scabies 423), resten på samtl. andre anmeldelsespligtige sygdomme.

Tyfus, der i slutn. af 1800t. og nogle steder helt indtil 1930 med rette bar sit færøske navn landfarsótt, blev efterhånden bragt til ophør ved en intensiv smittebæreropsporing og har nu i flere år været uddød på Færøerne, ligesom heller ikke paratyfus er forekommet siden 1959, og kroniske bacillebærere findes ikke mere.

Kønssygdommene har endnu ikke – bortset fra de første år af anden verdenskrig m. relativ mange syfilistilfælde, smittet i England – frembudt noget egl. problem.

Frisk syfilis (syphilis acqvisita recens) konstateres ikke hvert år (1966 1 tilfælde) og er altid pådraget i udlandet, oftest af søfolk i fjerne havne.

Derimod har der siden 1961 været en betydelig stigning i antallet af gonorrhoea indtil 48 tilfælde 1965. Det er uden for al tvivl, at den opr. smitte hjembringes m. mænd, der er smittet uden for Færøerne (over halvdelen af tilfældene af mandsgonorrhoea). 1966 androg antallet af gonorrhoea-tilfælde kun 34.

Andre kønssygdomme er ganske overordentlig sjældne og ses kun enkelte gange med flere års mellemrum.

Meningerne om alkoholforbruget er særdeles forsk., og der er vist i befolkningen et ret udbredt ønske om ændring af den nugældende ordning, der har sit udspring i en enstemmig lagtingsvedtagelse 1906 om, at tilladelse til al handel m. berusende drikke skulle afgøres ved folkeafstemning i hver enkelt kommune. En 1908 afholdt afstemning gav en overvældende majoritet for forbud mod al sådan handel. If. lagtingslov af 28/3, ændret 17/12 1949, er berusende drikke m. over 23 rumprocent alkohol rationeret til 36 liter årligt pro persona over 20 år. Kun svagt øl må produceres og sælges på Færøerne, medens enhver over nævnte aldersgrænse fra udlandet (i praksis næsten altid fra Danmark) kan indforskrive stærkt øl, vin og spirituosa, forsåvidt vedk. ikke står i skatterestance. I øvrigt er berusende drikke belagt m. en ret høj told. Om noget konstant drikkeri drejer det sig med få undtagelser ikke, derimod ofte om ret umådeholden spiritusindtagelse ved off. sammenkomster (bl.a. dans). Det forhold, at egl. restaurationsliv er ukendt og udskænkning på dertil indrettede steder forbudt, gør, at spiritusforbruget ofte syner mere, end det virkelig er. Særl. ungdommen er kun henvist til danselok., veje og stræder og lejede taxabiler – og omgang m. alkohol sådanne steder kan ikke undgå at virke til en vis grad forrående. For tiden er der nedsat et udvalg til eventuel ændring af spirituslovgivningen. En opgørelse for 1964 viste, at alkoholforbruget androg 1,61 liter ren alkohol pr. indbygger, et betydeligt lavere tal end i de øvr. nordiske lande. 1964 udstedtes 5328 rationeringskort, d.v.s. at ca. 20% af den s. 149 voksne befolkning over 20 år har indforskrevet stærkere spirituosa, men dette tal er if. en foreløbig opgørelse stærkt stigende.

Om tuberkulosens rolle som folkesygdom på Færøerne og om, hvorledes den efterhånden er trængt helt tilbage, henvises interesserede til særl. oversigtsarbejde (Joensen 1956). Sygdommens tilbagegang den første fjerdedel af 1900t. kan ikke med rimelighed tilskrives nogen aktiv indsats mod tuberkulosen, selv om man 1898 påbød anmeldelse til embedslægen af alle dødsfald af tuberkulose og påfølgende desinfektion af bol., klæder, sengetøj m.v. 1905 gennemførtes de første tuberkuloselove (om foranstaltninger til tuberkulosens bekæmpelse og om statsstøtte til sygehuse for tuberkuløse – disse love er sidst ændret ved anordning 1939, hvortil kommer landsstyrets bkg. af 1952 om tuberkuløses ophold på tuberkulosesygehus i Danmark), og allr. 1908 opførtes tuberkulosesanatoriet. Tilbagegangen hænger simpelthen sammen med, at befolkningen fra at have udgjort en relativt jomfruelig jordbund nu var mere el. mindre genneminficeret. Derimod kan der ikke være tvivl om, at tilbagegangen gennem de sidste 35-40 år skyldes en vel tilrettelagt og vellykket indsats. Her må først og fremmest nævnes stiftelsen af Føroya felag móti tuberklasjúku 19/10 1924, oprettelsen af tuberkulosestationen 1928, der udsendte en omrejsende tuberkulosesygeplejerske, loven om tvungen, årl. tuberkuloseundersøgelse af alle skibsmandskaber fra 1939 og sidst den 1946 beg., omfattende BCG-vaccination, ved hvilken ved udgangen af 1966 i alt henved 27.000 pers. er blevet vaccineret. De sen. års effektive medikamentelle terapi må selvsagt heller ikke underkendes. Over for de tidl. meget høje tal af nyinficerede og døde – omkr. århundredskiftet henh. 90 og 25 årligt pr. 10.000 indbyggere – står tallene for de 2 sidste 5-års perioder, 1956-60 og 1961-65, m. henh. 3,5 og 2,7 nyanmeldte tilfælde og 0,7 og 0,3 døde af tuberkulose lidende pers. pr. 10.000 indbyggere. Det er under sygehusvæsenet nævnt, at man 1932 rådede over i alt 74 sengepladser foruden en barakbygning til 20 børn (1928) til tuberkulosepatienter, hvilket dog ikke var tilstrækkeligt. 1966 beslaglagde tuberkulose kun 2-3 pladser på den 1962 oprettede nye tuberkuloseafdeling. Antallet af kendte tilfælde af smitsom lungetuberkulose på hele Færøerne, der 1955 var 53, udgjorde 1966 kun 12.

Med den endelige nedkæmpelse af tuberkulosen, udbygningen af den profylaktiske lægegerning, en i løbet af få år fuldført modernisering og udspecialisering af det færøske hospitalsvæsen samt m. visse nydannelser på den off. sundhedsplejes område inden for rækkevidde skulle det færøske sundhedsvæsen have de bedste muligheder for at yde befolkningen fuld sundhedsmæssig betryggelse.