Vejr- og klimaforhold

På meget karakteristisk måde er Færøernes vejr- og klimaforhold præget af deres rent maritime beliggenhed og af de hydrografiske forhold, som er omtalt ovenfor.

Øernes atmosfæriske forhold er præget af deres beliggenhed nær trækvejene for en stor del af de mere el. mindre kraftige lavtryk, der hyppigt drager hen over Nordatlanten, oftest fra retninger ml. sv. og v. m. kurs mod Norge el. Nordsø-egnene, så nogenlunde følgende Golfstrømmens retning.

Dette er ingen tilfældighed, for lavtryk udvikles netop bedst og lettest gennem modsætningsforholdet ml. varm og damprig luft – som over Golfstrømmen – til den ene side og så den modstående, evt. modstrømmende, køligere, tungere og til dels mere tørre havluft fra den anden side. Det kan være alm. Nordhavsluft, men er ofte den endnu mere effektive luft fra nv., fra den østislandske el. den østgrønlandske havstrømning m. pakisen – hvis ikke ligefrem fra den meget kolde indlandsis.

Det er modsætninger af den her omtalte art, der kan sætte luftmasser i bevægelse og skabe de meget energirige lavtryk, når den fornødne energi i forvejen er potentielt til stede på rette måde. Og det er den i de her beskrevne modsætningsforhold, der kendetegnes ved eksistensen af den s.k. polarfront, en stærk og energirig luftmassegrænse, som vel kan forskydes mod s. og n. samt ændre form, men næsten altid kan genfindes over Nordatlanten som arnestedet for udklækningen af nye lavtryk af større el. mindre dybde og intensitet, alt efter årstiden og mængden af ophobet energi, til disposition omkr. polarfronten.

Mellemleddet er altså polarfronten, det atmosfæriske grænselag, der med sine naturgivne forudsætninger – luften, som den adskiller, af forsk. oprindelse og fysiske egenskaber – på ringe foranledning, ja næsten uundgåeligt, når visse små, men betydningsfulde forskelle i vindfelterne på dens to sider giver anledning s. 35 dertil, slår visse bugter, hvorved der opstår en s.k. varmfront, hvor varm og fugtig luft fortrænger koldere foran, en koldfront, hvor kold polar el. rent arktisk, tør og tungere luft fortrænger den varme, og endelig en varmsektor ml. de to fronter.

Lavtrykkene udvikles da hurtigt omlr. knudepunkterne, hvor de to fronter mødes, og vandrer i den retning, som luftbevægelsen i varmsektoren angiver. Men det bemærkes, at hele denne udvikling over havet, også omkr. Færøerne, er mere »modelrigtig«, end hvor lavtrykkene har været underkastet den bremsende og dermed delvis destruerende indflydelse over landjorden.

Ved Færøerne bliver da udviklingens faser tydeligt og kraftigt udtalt: først barometerfaldet m. venstredrejende og efterhånden tiltagende vind og begyndende nedbør – øsregn af længere varighed; så mildning m. højredrejende el. -springende vind, ofte aftagende under overgang til lettere regn (»finregn«), måske tåge, måske opholdsvejr m. delvis opklaring; så ny afkøling under vindspring (oftest fra sv. til v. el. nv.) m. kraftigere byger, jævnlig m. hagl, sjældent m. torden, samtidig bedre sigtbarhed, men igen højere vindstyrke. – Alt i alt kan såvel blæst som nedbør vare fra 1/4 til 1/2 el. helt døgn under det enkelte lavtryks passage (se s. 37).

Som følge af havstrømmenes forskellighed rundt om Færøerne, men også af rent atmosfæriske grunde, spiller det en rolle, om lavtrykkene vandrer helt n.om, dvs. med øerne på højre flanke, og giver dem mildt vejr – el. helt s.om og trækker kølighed ned over dem. Ofte går de dog så centralt hen over øerne, at disse typiske kendetegn og virkninger sammenblandes.

Men selv på Færøerne er naturligvis lavtryksvejr ikke enerådende, selv om de mellemliggende intervaller af opholdsvejr på højtryksbroer medregnes: rigtigt højtryksvejr kan også forekomme, men navnlig om sommeren er roligt, stabilt, højtryksagtigt vejr meget hyppigt ledsaget af tåge gennem længere tid. Tordenvejr forekommer næsten kun i vinterhalvåret, og selv da sjældent (fronttorden).

Som en tredie vejrtype af betydning på Færøerne skal nævnes de stabile vindfelter: lange og brede vindsystemer, der kan blæse gennem længere tid (om end ikke uden fluktuerende variationer) ml. et dybt, stillestående lavtryk noget forude på venstre fløj og et varmt, stabilt højtryk til modsat side, ofte ved Azorerne. På Færøerne er denne blæsevejrstype uden egl. lavtrykspassager dog ikke særlig hyppig.

Hidtil har der været talt om de rene vejrmønstre på havet omkr. Færøerne. Er disse øer end kun små af udstrækning, rejser de sig dog mange steder stejlt af af havet og forstyrrer vejrmodellerne, således at disse får lokalt orografisk særpræg m. mange opsplittede varianter, vekslende fra storm til stille og fra byger til sol el. tåge over forholdsvis korte afstande.

Også i denne meget udprægede vejrets finstruktur kan man genfinde den varierende indflydelse fra de varme og kolde havstrømme omkr. øerne; således kan kolde havstrømme el. koldt bundvands opstigning ved kysterne give lave, tætte tågebanker og regn i små dråber (finregn), sjældnere snefald el. kraftig lokal vind.

På selve øerne bliver der således i sin helhed kun lidt el. intet tilbage af den modelrigtighed, der præger vejrliget uden om dem: snarere kan man sige, at s. 36 hver vig og hvert næs, hver dal og hver tinde har sit eget vejr og sit eget klima. En beskrivelse af disse forhold må derfor i høj grad baseres på tilnærmelser, stikprøver og gennemsnitsværdier.

Luftens temperaturforhold. Færøernes klima er som nævnt ægte oceanisk og temperatursvingningerne kun små. I vintermånederne (december-marts) er middeltemperaturen (tabel 2) ml. 4° og 5°, medens den i juli og august er omkr. 11° – et udsving på knap 7° (i Danmark: ca. 17°). Den laveste temperatur for en måned, der er forekommet siden 1873, er 0,2° (i marts), den højeste 13,1° (i august). Årets middeltemperatur er ca. 7°; denne har siden 1873 varieret ml. 5,5° og 7,4° (i Danmark: fra 5,9° til 9,2°).

Forskellen ml. lufttemperaturerne m. sydl.-sydvestl. vinde og m. nordl. vinde er gennemsnitlig kun 4 1/2°; forskellen er størst i marts: ca. 6 1/2°, mindst i juli: ca 1 1/2°. I januar, februar og marts har absolut minimum været –8 1/2° til –10 1/2°, medens disse måneders laveste temperaturer gennemsnitlig har ligget på ca. –6 1/2°. Sommermånedernes tilsvarende højeste temperaturer (juli og august) nåede gennemsnitlig op til ca. 16 1/2°, en forskel fra vinteren på kun 23° eller omtrent som udsvinget ml. døgn-middel minimum fra midvinter –2,6° til højsommer 20,7° i Danmark.

Den absolut højeste temperatur, der siden 1873 er målt i Tórshavn og Hoyvík, er 21,2° (i juli), den absolut laveste –11,6° (i marts), hvilket er en forskel på 33° (i Danmark er den tilsvarende forskel 60°). Kun hvert 6. år når temperaturen dog op til 20° el. ned til –10°.

Frost forekommer ved Hoyvík i gennemsnit 40 døgn om året (i Danmark: 95). Juni, juli, august og september har i perioden 1926-1950 været helt frostfri, medens alle de øvr. måneder har haft frost, i det mindste et el. andet år (januar var frostfri 3 gange, februar 1 gang, marts 2, april 3 og maj 11 gange; oktober 12 gange, november 6 og december 2 gange). I gennemsnit har vintermånederne (december-marts) 6-8 frostdøgn hver, april og november 4, oktober 2 og maj 1 frostdøgn.

Middeldatoen for sidste frost om foråret har været 2. maj, medens den for første frost om efteråret ikke er før 5. november; ganske vist indtraf den et enkelt år (1926) allr. 10. oktober, men i 12 af de 25 år ikke førend i november, et enkelt år (1938) end ikke før 30. december – den absolutte frostgrænse til denne side. Om foråret har den seneste dato for sidste frostdøgn været 19. maj (1950), medens den tidligste dato for sidste frostdøgn var 28. marts (1937).

Vindforhold. Som tabel 3 viser, er sv.vind den hyppigste i årets løb; herefter følger i hyppighed v.- og n.vind, medens nv.vind er sjælden; i marts, april, maj og oktober er dog vind fra n. den hyppigst forekommende. Vindstille indtræder ofte, navnlig i sommermånederne, men varer i regelen kun kortere tid.

Middelvindstyrken er (bortset fra gunstigt beliggende steder som Tórshavn) stor over det meste af Færøerne (tabel 2), navnlig i efterårs- og vintermånederne, da der gennemgående blæser en frisk til stiv kuling; de sydvestl. og vestl. vinde er som regel de stærkeste. – Ved steder som Tórshavn og Hoyvík, der begunstiges af læ for de fremherskende vinde, er middelvindstyrken dog ikke større end i Danmark.

Stormende kuling (se tabel 4) kan forekomme på alle tider af året; den indtræffer s. 37 hyppigst i efterårs- og vintermånederne, navnlig i december, januar og februar, i hvilke måneder hver ottende el. niende af de iagttagne vinde er stormende på steder, hvor lævirkninger ikke gør sig gældende.

Storme fra sv. og v. forekommer hyppigst; i løbet af 40 år har således 40% af samtlige stormende vinde blæst fra disse retninger, og fra disse bliver vinden dobbelt så ofte stormende som fra de øvrige 6 vindretninger. I januar og februar er gennemsnitlig hver femte sv.- og hver sjette v.vind stormende.

Fra april til september er storm 4 gange mindre hyppig end i de øvrige 6 måneder. I maj-juni forekommer storm lige så ofte fra n. og nø. som fra sv. og v. Storm kan også opstå om sommeren, endda ganske pludselig og uventet, men bliver i sådanne tilfælde som oftest kun af få timers varighed.

Fjeldkast er pludselige og hårde vindstød fra kolde fjeldhøjder ned til kysten. De spiller dog ingen større rolle på Færøerne.

Til varsling af storm er iagttagelse af barometerstanden og dens gang samt af søen og luftens udseende ganske utilstrækkelig til sikringen af mindre både og fiskefartøjer. Nogen støtte kan man vel have ved iagttagelse af fx. urolig sø m. høj flod, unormal ebbe el. eventuelt af ringe om sol el. måne, medens bisole er mere end tvivlsomme kendetegn, og nordlys (også det uroligt flammende) siger intet om den kommende vejrudvikling. Derimod kan man regne med, at høj flod ofte ledsages af lav barometerstand, medens højt barometer forstærker ebben.

Vejrforhold. Særlig fra efterårsjævndøgn til henimod marts passerer mere el. mindre kraftige lavtryk m. kortere mellemrum Færøerne, jævnlig under uddybning og forstærkning, hvorfor barometret vil være meget uroligt m. stærke fald og stigninger i hurtigt vekslende følge. Ofte begynder det at blæse op fra sv., fx. om morgenen, hvorefter vinden hurtigt tiltager i styrke, ledsaget af regn, evt. hagl, og voldsomme stormbyger, dette sidste navnlig under selve frontpassagerne (d.v.s. passagerne af de karakteristiske luftmassegrænser, kaldet fronter, som gennemkrydser lavtrykkene, for det meste af deres centrale dele og gerne i hovedretningen n.-s. eller rettere: på tværs af den retning, hvori lavtrykcentret forskyder sig). I mange tilfælde drejer vinden efterhånden mod højre (fra s. el. sv. mod v. el. nv.); men ofte sker dette i et el. flere spring under stærk lufturo – samtidig m. frontpassagerne. Venstredrejende vind er noget mindre hyppig og som regel svagere og mindre springende end højredrejende (se side 35).

Når en storm har raset 12-18, sjældnere 24 timer, vil for det meste først nedbøren ophøre og derefter vinden aftage en del el. lægge sig helt, – ikke sjældent dog kun for at begynde forfra på sa. måde efter andre 12-18 el. måske 24 timer. Dette kan, navnlig om efteråret og vinteren, gentage sig uger i træk, indtil vinden under en jævn, men afgørende barometerstigning bliver nordl. m. køligere vejr og undertiden sne (dette sidste dog ikke i højsommeren over lavlandet el. ved havet). – I øvrigt er store, solide barometerstigninger både sjældne og kortvarige.

Efter nogle dages og sjældent efter længere end en uges forløb får man i regelen en smuk dag m. mildt vejr, hvilket dog ikke behøver at være andet end et tegn på nyt omslag i vejret. Færingerne har et særegent navn for en sådan dag, nemlig »avgongudagur«. Ved middagstid kan der da over den sydl. horisont vise sig en skybanke, som stadig kommer nærmere, og henimod aften kan der allr. være uvejr m. storm og regn fra sø. el. s., der dog snart går over til sv.

Når stærk blæst hersker om sommeren, er højere fjeldtoppe i vindsiden ofte dækket af tåge, færingernes »skadda«. Kommer denne tåge m. østl. til sydl. vind og lægger sig over en del af øerne, hvor der samtidig råder svag vind el. endog er vindstille, kan der hinsides fjeldene (altså v. og n. herfor) være klart solskin, men sine steder tillige stærk kuling, stigende til storm. Kommer tågen derimod fra v. el. n., finder tilsvarende forhold sted ø. og s.f. øerne – altid på læsiden. Det er endog hændt, at samtidig med, at der har været stille de fleste steder på øerne, har der i Vestmanna blæst en storm, og Vágar kan samtidig være dækket af tåge (sml. afsnittet fjeldkast ovf.), altså et meget kompliceret vejrbillede.

Nedbørforhold. Den årl. nedbørmængde har i Hoyvík været 1422 mm. Middelnedbøren er størst i efterårs- og vintermånederne (her: september-april) og mindst i sommermånederne (maj-august). Oktober-januar har den største normalnedbør (150-155 mm), maj den mindste (65 mm). Nedbørdøgnenes antal er særlig stort i vinterhalvåret; månederne fra oktober til marts har således hver 23 til 26 døgn m. nedbør, men maj kun 16. Gennem hele året falder der gennemsnitlig nedbør i 260 døgn el. godt 71 % af alle døgnene. I 41 % af nedbørdøgnene falder der mere end 5 mm nedbør, og der forekommer ikke sjældent kun 2–3 helt tørre døgn i løbet af en måned, undertiden ikke et eneste (som i Vestjylland okt. 1967). En betydelig del af nedbøren falder i kortvarige, heftige byger, men den langvarige øsregn (dagregn, natteregn; landeregn) er også hyppig. I Hvalba er nedbøren mindre end i Tórshavn, idet der kun falder ca. 1150 mm nedbør årl. på ca. 160 døgn, hvorimod nedbøren i Klaksvík er meget større, nemlig godt 2700 mm årlig, fordelt over 250 døgn.

Som overalt vokser nedbørens normale mængder også på Færøerne m. stigende højde. Som eksempel tages det lige nævnte Klaksvík, hvor middeltal for 16 år (1932-47) viser en stigning fra de 2711 mm i 10 m højde ved Stórá kraftstation til 3021 mm ved dæmningen i 221 m højde oppe i fjeldet, altså en tilvækst på ca. 5 % pr. 100 m stigning – i øvrigt langt mindre end fx. på Bornholm, hvor tilvæksten er henved 30 % pr. 100 m stigning (fra 540 mm ved kysten til 712 mm i Almindingen, ca. 110 m højere oppe). Dette interessante forhold kan have to forskellige årsager: for det første er havluften på Færøerne som oftest så dampmættet, at den kan afgive en væsentlig del af sin nedbør uden nogen synderlig orografisk stigning; men hertil kommer, at den sa. højdestigning, som giver nedbør-øgning m. pålandsvind (på luvsiden), omvendt giver mere tør luft, når vinden kommer fralands, og målestedet i Klaksvíkfjeldet ligger mere beskyttet på læsiden. Dette sidstn. forhold spiller en mindre neddæmpende rolle på fx. Bornholm, hvor bjerghøjden er fladere – men er dog ikke uden betydning hverken her el. over det øvr. da. bakkeland.

Sne er gennemsnitlig (tabel 2) faldet på 46 af årets døgn. I det omhandlede tidsrum har juli været helt snefri i Tórshavn, medens der i juni, august og september kun er faldet sne nogle ganske få gange. I de øvr. 8 måneder kan sneen jævnlig falde i store mængder, der dog plejer at smelte hurtigt – ofte i løbet af en dags tid, og kun sjældent bliver den liggende over en uges tid, navnlig ikke i dalene, hvor der hurtigt kan komme tøvejr igen, selv om det endnu fryser oppe i fjeldene.

Skymængden er stor som følge af det omliggende hav, lavtrykkenes hyppighed og s. 39 fjeldenes bratte højder. I gennemsnit året rundt er 4/5 af himmelen skydækket, og en årlig gang i skydækket som i Danmark kendes ikke, tværtimod har Færøerne flere skyer om sommeren end om vinteren; størst er skydækket i august og mindst i marts; men de regelmæssige variationer i årets løb er ubetydelige. På halvdelen af årets dage er himmelen helt overtrukket (med el. uden nedbør), og der er kun 6 klare dage årlig med under 1/5 af himmelen skydækket.

I de fleste tilfælde er anført månedsvise middelværdier for de 25 år, dog er de absolutte temperaturer de engangs-forekomne ekstremer; under Y (året) er anført årsmidler eller dog summer for nedbørmængders, soltimers og hyppigheders vedkommende samt årsekstremer. Såvel månedsmaximum (-minimum) som dagligt maximum (-minimum) er middeltal, men henh. af de 25 måneders højeste (laveste) temperaturer og af samtlige døgns maximum (minimum). Frostdøgn er døgn m. minimum under 0°, isdøgn (ikke anført her) døgn m. maximum under 0°. Det bemærkes, at lufttrykket (her anført ved havets niveau) er overordentlig labilt, også stærkt svingende fra en normalperiode til en anden. Som nedbørdøgn er medregnet alle døgn m. mindst 0,1 mm målt nedbør.

Klimasvingningen gennem 1900t., der har kunnet påvises over det meste af kloden, om end ikke på ensartet måde overalt, kan også tydeligt spores på Færøerne. s. 40 Ved sammenligning ml. ældre og nyere klimanormaler, fx. fra perioderne 1873-97 og 1926-50 (tabel 5), ses en mærkbar mildning på godt 1/2° i årsmiddel, størst i årets 3 første og 4 sidste måneder, hvorimod april-september udviser stilstand el. endog tilbagegang.

Det bemærkes, at en vind medregnes som stormende, uanset hvor længe stormen har vedvaret inden for et døgn.

Dette forklares utvungent ved den noget ændrede og øgede atmosfæriske cirkulation. Når mildningen fx. er så betydelig i marts (1 1/2 grad), beror dette på, at den sydvestl. vind el. blæst ikke som tidl. er tilbøjelig til at stagnere på denne årstid, men virker mindst lige så mildnende som i vintermånederne.

Den øgede cirkulations aktivitet genfindes også i højere vindstyrker end før og bevirker, som tabellen viser, næsten en halvering af antallet dage m. vindstille. Samtidig har vindretninger fra s. og sv. øget deres hyppighed m. 35%, idet de passerende lavtryk nu kommer fra mere sydl., mindre fra vestl. retninger end forhen.

Det er bemærkelsesværdigt, at dette kan foregå uden gennemgribende ændringer i barometerstandens (lufttrykkets) årlige middelværdier, der er næsten uændrede, s. 41 medens nedbøren endog er aftaget ca. 11% (i Danmark er den steget ca. 4%). Også nedbørdøgnenes antal er aftaget noget, tågedøgnenes endda betydeligt; derimod ligger luftens fugtighedsprocent ejendommeligt nok fast på 83, svarende til Jyllands og Øernes.