Ålborg amt

Afgrænsning og arealforhold.

Amtet omfatter den sydligste del af Vendsyssel, Himmerland undtagen Rinds hrd. samt øerne Livø og Egholm i Limfjorden. A. havgrænses mod ø. af Kattegat-farvandet, Ålborg bugt, mod n. og v. af Nibe bredning, Aggersund, Løgstør bredning, Bjørnsholm bugt, Risgårde bredning, Hvalpsund og Lovns bredning. Den nordl. landgrænse mod Hjørring a. begynder ved Kattegatkysten n.f. Hou og følger derefter v.på Gerås løb gennem engstrækningerne Tuekær og Bredeng, Lyngdrup bæk, de fugtige strækninger n.f. Nørkær samt Lindholm å. Derefter løber amtsgrænsen videre gennem Store Vildmoses nordl. dele og langs Rye å til dens udløb i Limfjorden. De fugtprægede lavninger, der før dræningens tid i langt højere grad end nu var vanskeligt passable naturlige grænsezoner, er altså her ligesom mange andre steder valgt som administrative grænser af rent praktiske grunde. Også sydgrænsen er en naturgrænse af lignende karakter dannet dels af Mariager fjord, dels af vandløb. Simested å’s øvre løb danner grænsen sv.f. Stenild, og den fortsætter gennem engdraget v.f. Durup. Længere v.på følger grænsen Lerkenfeld å s.f. Østrup og til udløbet i Lovns bredning, bortset fra en bugtning gennem morænelandskabet s.f. Farsø.

Arealet er 2911,1 km², vandarealet udgør heraf 13,8 km². Skove og plantager dækker 245,1 km², ɔ: 8,4%, en skovprocent lidt under landets gennemsnitlige. s. 768 Som helhed lader Ålborg a. sig ikke landskabeligt karakterisere ved en kortfattet beskrivelse, idet en linie fra Nibe til Hurup deler amtet i 2 områder med udpræget forsk. terrænudformning. I de nordøstl. egne om Limfjorden gentages i reliefmæssig afsvækket form Vendsyssels typiske landskabsmosaik af isolerede bakkelandskaber, der som øer hæver sig over de omgivende plane flader af hævet havbund. I sv.delen udgør Himmerlands istidslandskaber derimod en landskabelig kompakt enhed, topografisk opdelt af store dalstrøg. Tallet for den relative kystlinie, 0,12 km pr. km², er ringe såvel sammenlignet med det tilsvarende for det tilgrænsende Thisted a., 0,30, som for hele D., 0,17 km, hvilket understreger Ålborg a.s kontinentale karakter, der også giver a. et klimatisk særpræg. Frostdagenes antal 100–120 er relativt stort sml. med v.kystens 70–80, og sidste frost om foråret kommer gennemsnitlig så sent som ml. 23/4 og 10/5, mens første efterårsfrost melder sig tidligt med datoer ml. 9/10 og 23/10 som gennemsnitsværdier for en længere årrække, altså ca. en måned før kyststationer som Skagen og Thyborøn får lufttemperaturer under frysepunktet.

Dybgrundens geologi.

Et blik på det geologiske kort over formationerne ved basis af istidslagene (bd. I. 21) viser, at formationsmønstret i amtet er ret enkelt sammenlignet med forholdene i fx. Thisted a. Til trods for den tilsyneladende ensformighed er der dog tale om et geologisk set interessant område, som har betydet meget for forståelsen af vort lands geologiske opbygning, og hvis råstofforekomster danner grundlaget for Danmarks betydningsfulde cementindustri.

Det geologiske kort over dybgrundsformationerne ved basis af istidslagene. Ser man bort fra det lille unormalt udseende område ved Suldrup, som omtales nærmere ndf., optræder formationerne i den normale rækkefølge, hvori de er dannet, fra nø. mod sv. Den ældste formation er skrivekridtet, som danner underlaget for istidslagene i området n.f. Limfjorden og i det nordøstl. Himmerland ned til en nv.-sø. forløbende linie fra Nibe til Mariager fjord ml. Ove og Vive. Desuden findes skrivekridt i et mindre område, der strækker sig fra Limfjorden ml. Nibe og Løgstør mod Ranum.

Sv.f. skrivekridtområdet følger et bælte, hvor man træffer danskekalk under istidsaflejringerne. Grænsen mod de tertiære dannelser har et noget bugtet forløb fra Limfjorden ved Bjørnsholm bugt s. om V. Hornum, hvorpå den svinger mod n. i retning af Blære, videre s. om Skivum og derfra med retning sø. til Mariager fjord, som den når ø.f. Krogen.

S.f. danskekalken følger derefter to forholdsvis smalle strøg med henh. kertemindeler og eocæne lerlag, der forløber parallelt med danskekalkgrænsen fra Mariager fjord i retning mod Års. Det oligocæne ler, som er den yngste dybgrundsformation i amtet, er fremme ved overfladen ved Mariager fjord. Det anses for at danne underlaget for istidsaflejringerne i den sydligste del af amtet i den udstrækning, som det er vist på formationskortet.

Afsluttende skal tilføjes, at formationskortet repræsenterer en sammenstilling af oplysninger om de enkelte lag fra talrige vandboringer, brønde og dybdeboringer kombineret med oplysningerne om formationerne, som er fremkommet ved at studere dem på steder, hvor de når frem til jordoverfladen (kridt-, kalk- og lergrave). Observationspunkternes tæthed er naturligvis forsk. i de forsk. egne. Forholdene s. 769 er bedst kendt i den mellemste og nordvestl. del af amtet, hvor kalk- og kridtlagene kun er dækket af forholdsvis tynde istidsaflejringer. Mod s. og sv. er derimod kun få boringer trængt igennem de ret tykke istidslag. Vor viden såvel om formationernes beskaffenhed som om grænsernes forløb er tilsvarende usikker i disse egne.

Dybgrundsformationernes udvikling. Indtil Danish American Prospecting Co. påbegyndte sin eksplorationsvirksomhed i Ålborg amt, var skrivekridtet den ældste kendte formation. I årene 1947–50 gennemførtes imidlertid en række boringer efter salt, undersøgelsesboringer for at opklare de strukturelle forhold i lagene under skrivekridtet samt olieboringen Haldager no. 1, hvorved vort kendskab til den dybere undergrund blev betydeligt forøget. Da boringen ved Haldager har gennemboret den tykkeste og mest fuldkomne lagserie, gengives dens profil ndf. i forenklet form.

Sammenlignes boreprofilet for Haldagerboringen med boringerne ved Vedsted og Børglum (se bd. VI. s. 16), ses tydelige lighedspunkter. Bortset fra, at lagtykkelserne er forsk., genfindes de sa. formationer alle tre steder. Da lagtykkelserne i ret høj grad er afhængige af jordskorpens sænkning under aflejringen af lagene, kan man med en vis tilnærmelse danne sig en forestilling om jordskorpebevægelserne ved at gå ud fra tykkelserne for de enkelte formationsintervaller. De store lagtykkelser ved Vedsted og Haldager tyder således på, at området ved Ålborg s. 770 sænkedes kraftigere end de nordl. dele af Hjørring a., hvor boringerne ved Frederikshavn og Børglum repræsenterer lagserier af ringere tykkelse.

Desværre er Haldagerboringen kun trængt gennem en del af sedimentlagene. Vi må gå ud fra, at der under juralagene findes lag både fra triastiden, permtiden og måske fra endnu ældre geologiske perioder. Grundfjeldet, som ligger forholdsvis højt ved Frederikshavn, findes måske først i 4000–5000 m dybde.

Selv om Haldagerboringen således har ladet en del spørgsmål med hensyn til formationerne under juralagene stå åbne, er vi så heldige at kende en hel del til udviklingen i alt fald af en af de ældre formationer, idet permformationens saltlag har kunnet undersøges ved boringerne, som Danish American Prospecting Co. udførte i Suldrup salthorst. Her har saltet skudt sig op gennem de overliggende lag p.gr.af en naturlig opdrift, der skyldes dets plasticitet og ringere vægtfylde i forhold til de opr. overliggende tungere lag. Med hensyn til de ukendte lag ml. permsaltet, som vi kender det ved Suldrup, og de nederste juralag ved Haldager har vi lov til at slutte, at de stort set svarer til formationsudviklingen ved Gassum (se Randers a.) og ved Vedsted-Børglum (Hjørring a.).

Perm. Under omtalen af dybgrundsformationerne i Thisted og Maribo a. er der gjort rede for, hvorledes havet i slutningen af permtiden brød ind over udstrakte lavtliggende egne af Nordvesteuropa, hvorved der dannedes et stort indhav med relativt snævre forbindelser til verdenshavet. Der herskede dengang et meget tørt og varmt klima med en overordentlig kraftig fordampning i vore egne af jorden. Følgen heraf blev, at indhavet udviklede sig til en kæmpemæssig saltsø, hvis saltvand til sidst overskred mætningspunktet med det resultat, at der i tidens løb udskiltes enorme saltaflejringer, hvis tykkelse kan nå op på 1000 m el. mere.

Ved et nøje studium af denne saltserie har man opdaget, at der med mellemrum indtrådte en fortynding af saltopløsningen. Dette forklares ved, at åbningerne til verdenshavet i de pågældende perioder udvidedes, således at større vandmængder kunne strømme ind. Ved undersøgelsen af saltserien ved Suldrup har man opdaget lag fra den næstsidste af disse vandstigningsfaser, under hvilken der til at begynde med aflejredes lag af dolomit (magniumholdig kalksten).

Af særlig interesse er forekomsten af kalisalte i saltserien ved Suldrup. Da kalisalte er meget letopløselige, udskilles de først under den allersidste fase af en inddampningsproces, når det sidste vand fordamper. Kalisaltlagene ved Suldrup er dannet lidt før det omtalte dolomitlag og hører til en noget ældre underafdeling af saltserien end dolomitlaget, under hvilken inddampningen således var kraftig nok til at praktisk taget alt vand til tider var fordampet.

Trias. Som nævnt ved vi intet sikkert om triastidens aflejringer i amtet. På den anden side er der grund til at antage, at der findes ikke ubetydelige lag fra triastiden under juralagene, idet boringen ved Gassum i Randers a. har gennemboret en meget tyk sand- og lerstensserie fra denne periode. Hertil kommer, at triaslagene også er påvist i Hjørring a. (Frederikshavnboringerne m.fl.).

Triastiden var forholdsvis tør og varm. De da. triasaflejringer tyder på forhold, som kendes i nutidens saltstepper. Mod slutningen af triastiden blev klimaet dog fugtigere, og til sidst brød havet ind over de lavestliggende områder.

Nedre jura. Haldagerboringens nederste lag hører til den øverste afdeling af den s.k. Liasformation. Der er tale om forholdsvis mørke skiferlag med foraminiferer og rester af uddøde blæksprutter, de s.k. amonitter, som viser, at vi står over for en havaflejring. Skiferlagene er opr. aflejret som lerslam.

Liashavet dækkede største delen af Danmark. Det strakte sig langt ind i Nordtyskland. Samtidig fandtes ferskvandssumpe, hvori der aflejredes sand, ler og planterester, som senere omdannedes til henh. sandsten, skifre og kullag i Skåne og på Bornholm.

Mellem jura. I den mellemste periode af juratiden skete der en tilførsel af mere sandet materiale, hvilket tyder på, at kystområdet dengang ikke lå så fjernt som i Liastiden. Havområdet var øjensynlig skrumpet ind i tidens løb p.gr.af flodernes tilførsel af sand, slam og andet materiale. Vandet var sandsynligvis også mindre salt, idet de få forsteninger, man finder i lagene, væsentlig stammer fra brakvandsdyr.

Øvre jura og nedre kridt. I løbet af øvre jura og nedre kridt strakte havet sig øjensynlig atter ind over større områder. Aflejringerne ved Haldager indeholder talrige forsteninger af muslinger, snegle, amonitter og de encellede foraminiferer, hvorved det er ganske indlysende, at det drejer sig om lag, som opr. er aflejret på havbunden. Man kan meget let vise, at der er tale om de sa. forsteninger som i den tilsvarende lagserie ved Børglum og Vedsted. Det er endv. af betydelig interesse, at en del af de pågældende forsteninger også forekommer i de forsteningsførende blokke, der findes på stranden ved Hirtshals og andre steder, og at lagene ved hjælp af deres forsteningsindhold har kunnet paralleliseres med aflejringer i England. Opdagelsen af den meget tykke juralagserie i Jylland var en meget stor overraskelse for geologerne, navnlig fordi man tidl. forestillede sig, at største delen af Danmark havde været landområde i juratiden.

Øvre kridt. De meget tykke kridtaflejringer repræsenterer en ret ensformig, men alligevel ikke uinteressant periode af vort lands geologiske udviklingshistorie. Det bemærkelsesværdige skift fra skifer og sandsten til kridt ved overgangen fra nedre til øvre kridt afspejler en meget radikal ændring af de geografiske forhold i Nordvesteuropa. Der er ingen tvivl om, at klimaet blev mere tørt. Sand- og leraflejringer tilføres havet fra landområderne ved vandløbenes hjælp. Når sådanne lag spiller en forsvindende lille rolle i de øvre kridtaflejringer, må dette skyldes, at der ikke fandtes vand til at danne vandløb af nogen betydning. Endelig ved vi fra vort kendskab til nutidens geografiske forhold, at kalkslam udfældes og aflejres i forholdsvis tørre, tropiske el. subtropiske strøg. Vor konklusion må derfor blive, at perioden, der svarer til aflejringen af øvre kridt, var subtropisk og tør.

Skrivekridtet indeholder en mængde forsteninger, både mikroskopiske og makroskopiske. Man kan i kridtgravene både finde muslinger, brachiopoder, amonitter og søpindsvin.

Skrivekridtet kan studeres i de store kridtgrave omkr. Ålborg og Nørresundby og i de talrige kridtgrave mange andre steder i det nordl. og østl. Himmerland. Forsteningerne viser, at den nordøstl. del af skrivekridtområdet er ældst. Efterhånden s. 772 som man nærmer sig grænsen til danskekalkområdet mod sv., passerer man stadig yngre zoner.

Danskekalken er i sin nedre del hovedsagelig udviklet som bryozokalk ɔ: en kridtagtig stenart med talrige skeletdele af bryozoer (mosdyr). Overgangen fra skrivekridtet til danskekalken har tidl. kunnet studeres i kalkbruddet ved Vokslev, hvor lagserien minder en del om forholdene på Stevns (se bd. IV s. 6). Lige over skrivekridtet følger et tyndt lerlag, som overlejres af et ca. 2 m tykt lag af kokkolitkalk, og derefter følger bryozokalken, som nu er den eneste afdeling, der er blotlagt. Lagserien afspejler udviklingen under danskekalkhavets fremtrængen over kridtområdet, idet Danmark i slutningen af kridttiden havde hævet sig. Sandsynligvis har der dog kun været tale om en kortere landperiode.

Overgangen ml. skrivekridtet og danskekalken har tidl. også kunnet iagttages i kridtgraven ved Bundgård nv.f. Rebild.

De øvre dele af danskekalken består af bryozofattig kokkolitkalk, som fx. findes i de højtliggende kalkgrave omkr. Røde Mølle, Oplev, Ersted og ved Skillingbro. Bryozoernes forsvinden under den sidste del af danskekalkperioden kan mul. stå i forb. med aftagende vanddybde, for stærk kalkudfældning el. lignende. Danskekalken er meget forsteningsrig ligesom skrivekridtet. Særlig hyppige er søpindsvin, søpindsvinepigge samt brachiopoder.

Tertiærtidens aflejringer.

1. Kertemindemergel. Ved Røde Mølle og Oplev er der enkelte steder fundet små partier af forsteningsførende mergellag, som i alder svarer til kertemindemergelen i videre forstand. De er de sidste rester af en formation, som tidl. utvivlsomt har dækket store dele af amtet. Ved basis af mergellaget lige over kokkolitkalken findes et konglomerat af kalkrullesten, et bevis på, at danskekalkhavets periode efterfulgtes af en landperiode. Det nye land blev eroderet af havet, som aflejrede kertemindeleret sa. m. de nedbrudte rester af landet i form af kalkrullestenene.

2. Moleret. Under omtalen af dybgrunden i Thisted amt er der gjort rede for moleret, hvis tilblivelse skyldes aflejringen af skaller af mikroskopiske, encellede planter, diatomeer, som øjensynlig havde overordentlig gode vækstbetingelser i havet, der dækkede Limfjordsområdet i begyndelsen af eocæntiden. Molerlagene veksler med lag af cementsten og tynde vulkanske askelag. De sidstn. lag stammer sandsynligvis fra vulkaner i Skagerrak-området. I Ertebølle Hoved findes i istidslagene en flage af moler med askelag. Ejendommeligt nok har man hidtil kun fundet moleret som flager i istidslagene.

3. Oligocæne lag. Ved Røkkendal, v.f. Staverslund ved Mariager fjord, er der i sin tid fundet forsteninger i gråt og mørkt glimmerler, som viser, at lerlagene, hvori de findes, er dannet i oligocæntiden, som fulgte efter eocæntiden. Vi kender forholdsvis lidt til disse aflejringer, der sandsynligvis strækker sig ind under de sydl. dele af amtet.

Dybgrundens overfladetopografi. Det har endnu ikke været muligt at udarbejde et detaljeret kort over dybgrundens overflade, idet observationspunkternes antal er forholdsvis ringe. Enkelte egne er dog ret godt kendt. Det ser ud til, at dybgrundsoverfladen s. 773 mange steder i det nordl. og østl. Himmerland ligner terrænet ɔ: at dale i undergrunden svarer til dale i terrænet og højtliggende dybgrund findes under bakkeområderne. Der er ingen tvivl om, at den væsentligste årsag til ujævnhederne er at søge i isbræernes evne til at udmodellere landskabet under istiden. De udstrakte tunneldale er udtryk for en dybtgående smeltevandserosion, som i de fleste tilfælde har frembragt dale også i dybgrundslagene. Et bevis herpå er den ca. 180 m dybe underjordiske erosionsdal, som skærer sig ned i Suldrup salthorst med retningen nnø.–ssv. Endelig kan nævnes Lindenborgåens tunneldal, hvor man direkte kan iagttage resultaterne af den subglaciale erosions kraftige virkninger, idet kalken når op til terræn på plateauerne oven for dalen, mens den ude i dalen ligger 20 m under havet el. endnu dybere nede.

Dybgrundens struktur. Ålborg a. ligger i overgangsområdet ml. det strukturelt forholdsvis højtliggende Vendsyssel og det nordvestjyske salthorstområde. Der har i amtet udviklet sig strukturformer, som endnu ikke er kendt i enkeltheder. Suldrup salthorst, hvis dannelsesmåde er omtalt ovf., afslører sig på det geologiske kort ved, at der optræder et mindre skrivekridtområde i et strøg, hvor man ellers kun træffer danskekalk, og inden for denne plet med skrivekridt ses yderligere et område med permlag bestående af salthorstens anhydrit, som istidserosionen er nået ned til i den nævnte underjordiske dal.

Ser man i øvrigt på formationernes fordeling i amtet fremgår det, at lagserien som helhed øjensynlig hælder svagt mod sv. at dømme efter formationsrækkefølgen, idet de ældste formationer og zoner findes mod nø., de yngste mod sv.

Formationsgrænsernes bugtede forløb mod sv. og skrivekridtområdet ved Løgstør-Ranum svarer uden tvivl til lokale hævningsstrukturer.

Den praktiske udnyttelse af dybgrundens aflejringer. Kridtet har stor betydning som råstof ved cementfabrikationen på de forsk. cementfabrikker ved Ålborg. Det graves desuden til jordbrugskalk i egnen ml. Svenstrup og Ellidshøj samt andre steder. Danskekalken brydes lokalt til kalkbrænding. Både danskekalk og skrivekridt har betydning som vandførende lag. Stensaltet og kalisaltet ved Suldrup er endnu ikke genstand for udnyttelse (1961). For tiden udføres undersøgelsesboringer for at finde frem til brydeværdige forekomster. Stensaltets overflade ligger ca. 200 m under terræn. Kalisaltet findes som forholdsvis tynde, deformerede, ofte stejlt hældende lag i stensaltet. De øverste kalilag findes ved dybder omkr. 500 m under terræn. Salthorsten har et pæreformet omrids, med en udstrækning på ca. 5 km i n.-s. og ca. 3 km i ø.-v. Saltet er sandsynligvis trængt op fra ca. 5–6 km dybde.

Litt.: Albert Gregersen og Theodor Sorgenfrei. Efterforskningsarbejdet i Danmarks dybere undergrund, MDGF. Bd. 12. 1951. 141. Kaj Hansen, Erik Heller og Gunnar Larsen. Sedimentary and Economic Geology of Denmark. Guide to Excursions No. A 47–48 and C 42–43. 1960. Leif Banke Rasmussen. Geology of North-Eastern Jylland, Denmark, Guide to Excursions No. A 42 and C 37, part II, 1960. J. P. J. Ravn. Geologisk Kort over Danmark, DGU. III. rk., nr. 22. 1922. Sa. Molluskfaunaen i Jyllands Tertiæraflejringer, Kgl. Danske Vid. Selskabs Skr., 7. rk., nat.-mat. afd. 1907 III, 2. Theodor Sorgenfrei og Ole Berthelsen. Geologi og Vandboring, DGU. II. rk., nr. 31. 1954. H. Ødum. Studier over Daniet i Jylland og paa Fyn, DGU. II. rk. nr. 45, 1926.

Landskaber.

Landskabsdannelsen. Landskabets udformning i Ålborg a. er resultat af et samspil ml. meget forskelligartede naturkræfter. Storformerne er her som overalt i s. 774 Danmark istidsgletschernes værk; det er først og fremmest sidste istids moræneophobninger, der bestemmer de højere landområders udstrækning. Men i modsætning til, hvad der er tilfældet i Vendsyssel, Djursland el. Odsherred på Sjælland, hvor relieffet direkte afspejler de sidste gletschertungers beliggenhed så klart, at landskabets tilblivelseshistorie kan læses ud af terrænets linier med al ønskelig tydelighed, giver bakkemønsteret i Ålborg a. ikke så beredvilligt oplysning om denne landsdels genese. Kun få steder hist og her kan langstrakte bakkeformer entydigt tolkes som israndslandskaber, der fortæller om, hvorledes det sidste isdække smeltede bort, da landet blev født. Langt tydeligere er imidlertid i Ålborg a. de store smeltevandsdales vidnesbyrd om, hvordan indlandsisen mistede sit herredømme og svandt bort. De dale, der hos nutidens gletschere udformes af det bortstrømmende smeltevand under isdækket, de s.k. tunneldale, har altid retning vinkelret på isens rand. De mægtige dalstrøg, der gennemfurer Himmerland, og som nu gennemstrømmes af Halkær å og Lindenborg å, må opfattes som sådanne tunneldale, og det sa. gælder for Mariager fjord, der afgrænser Himmerland mod s. Disse dales retninger er typisk forsk., den vestligste stryger i smeltevandets strømningsretning mod ssø., den mellemste mod sø., og fjordens retning er ø.-v., hvilket på smukkeste måde støtter den opfattelse af isdækkets bortsmelten, som de længdeorienterede ovenn. bakkedrag foranledigede. Det er således amtets sydvestligste dele, der først blev befriet for ismassernes favntag. Det var området ml. Ertebølle, Farup, Binderup og Durup, der først lå som et arktisk tundralandskab, mens indlandsisen endnu rugede over egnene n., nø. og ø. derfor. Her i det vestl. Himmerland har de uhyre mængder af smeltevand derfor kunnet udvaske jordlagene for finkornede partikler langt grundigere end i de østl. områder, hvilket giver forklaringen på Vesthimmerlands sandet-grusede jordbund. Gradvis bredte det isfri område sig over det østl. Himmerland, og sidst, lange tidsrum derefter, smeltede isen endelig bort over de østligste egne.

I den arktiske periode efter istiden blev morænelandskabernes kyster beskyllet af det dav. ishavs, yoldia-havets, bølger. De ler- og sandmasser, der blev nedbrudt i klinterne, aflejredes på lælokaliteter, og de fineste dele, lerpartiklerne, førtes langt ud fra kysterne og blev sluttelig aflejret på havbunden. Som følge af den landhævning, der har fundet sted siden istiden, en hævning, der var størst for landets nordligste dele, er disse lerlag fra ishavstidens havbund i de dele af Ålborg a., der ligger n.f. Limfjorden, nu stedvis landskabsdannende. De danner udstrakte flader omkr. de højere morænebakker, som fx. Hammer- og V. Hassing bakker, der i ishavstiden lå som øer i yoldia-havet. Dette havbundsler giver gode dyrkningsflader, og i cementfabrikkerne, der fylker sig langs Limfjordens bredder ved Ålborg og Nørresundby, benyttes det sa. m. skrivekridt som råmateriale.

De udstrakte, lave, flade strækninger, der bræmmer Himmerlands ø.- og n.kyst, og som n.f. Limfjorden, i Kær hrd., udgør største delen af arealet, er amtets yngste landskaber, i det væsentlige dannet som følge af landhævningen siden stenalderen.

Dette er hovedtrækkene i landskabets historie. De enkelte landskaber får yderligere karakter ved den kløftfuring, der er forårsaget af det rindende vand (se afsnit: Himmerland) og ved den omlejring af overfladens jordlag, som stormvindene har kunnet udvirke, stedvis af voldsom karakter (se afsnit: Indsande). Endelig må menneskets virke som landskabsformende faktor ikke undervurderes i et landområde, s. 775 hvor dyrkning har fundet sted i over 3000 år, hvor jordens vandbalance ved dræning er under bevidst kontrol, og hvor den naturlige plantevækst, skoven, de fleste steder har måttet vige for agrenes kulturplanter, og hvor den endnu forekommer, er under forstlig røgt og pleje, altså også et kulturfænomen.

Morænelandskaberne i Kær hrd. I den del af Ålborg a., der ligger n.f. Limfjorden, møder man de tre typiske Vendsyssel-landskaber. Lave, marine forlandsflader, der maksimalt hæver sig til 8 m-niveauet, breder sig, hvor stenalderhavets bølger rullede for 6000 år siden (se afsnit: Marint forland). Kun lidt højere, indtil 15 m o.h., ligger yoldia-fladerne, den hævede havbund fra ishavstiden. Derover hæver så morænelandskaberne sig som en halv snes isolerede bakkepartier med største højde 88 m o.h. Selv om morænebakkerne er beskedne såvel af højde som udstrækning, virker de dog landskabsindividualiserende. De marine sletter er nemlig oftest så flade som siderne i en stilebog – og linieret som disse af grøfternes stribemønster, en todimensional verden, mod hvilken de reliefrige moræneområder kontrasterer voldsomt. Hammer bakker, nø.f. Nørresundby, når i Bålbakke 88 m. Såvel ved den småkuperede overflade som ved de udstrakte lyng- og plantageklædte arealer på gammelt kulturland adskiller dette morænelandskab sig fra de omliggende hævede havbundes plane engstrækninger og ny dyrkningsflader. Vester Hassing bakker, sø. herfor, er lavere med Hellighøjes 48 m som det højeste punkt. For begge disse bakkepartier gælder det, at de kan opfattes som dele af en nv.-sø.-forløbende israndslinie, ɔ: at disse moræneophobninger er sket langs isranden, da den i sidste istid har stagneret her. Det gælder også for begge bakkeområder, s. 776 at deres s.kant har været udformet som en udligningskyst i stenalderen. Landsbyen Gandrups aflange byplan er således betinget af beliggenheden på et system af strandvolde, en odde, aflejret som nævnte kyststræknings forlængelse mod ø. Morænelandskabet ved Nørresundby har sa. m. det tilsvarende s.f. fjorden ved at indsnævre denne til en 400 m smal rende været forudsætningen for det opr. færgested, sen. for broforbindelserne og dermed igen for storbykomplekset på dette sted. Hvorup plantage er anlagt for at dæmpe sandflugten i det her udviklede indsande. Lindholm højes storslåede oldtidsminder har været skjult under muldflugtens materialeophobninger. En betagende oplevelse af samhørighed ml. før og nu er det her oppe i bakkerne at stå ml. de mange graves vældige sten, der så udtryksfuldt vidner om menneskets virke i oldtiden, og se ned over fabriksbyen ved fjorden, når oceangående skibe lægger til kaj, og cementfabrikkernes høje skorstensrække med vajende hvide røgfaner tegner byens industriprofil mod den sydl. horisont, mens jetflyene trækker lyse kondensationsstriber over en klar, blå himmel.

Østhimmerlands høje, reliefrige morænelandskaber. En n.-s.gående linie skiller Himmerland i to lige store, men karakteristisk forsk. dele. Det østl. Himmerland er et højdeområde, af hvilket store dele ligger ml. 50–75 m o.h., og hvis centrale område, Rold skov egnen, ligger i højdeintervallet 75–100 m med Rold Bavnehøj som Himmerlands højeste punkt, 114 m o.h. I egnen ml. Skørping station og Arden har morænebakkerne en n.-sydl. længdeorientering, der vidner om deres aflejring langs gletscherranden, da indlandsisen endnu dækkede området ø. herfor. Den reliefrige overflade i Østhimmerland er dog ikke alene resultat af morænemassernes uregelmæssige ophobning. Dybt nedskårne store erosionsdale sønderskærer denne landmasse og opdeler den i lokale enheder, der for de n.østl.s vedkommende p.gr.af de adskillende dalbundes store bredde får karakter af isolerede moræneøer som fx. den, der kulturgeografisk afgrænses ved sin randbebyggelse: Romdrup-Lillevorde-Gudum-Gudumholm-Sejlflod-Storvorde, el. den v.f. liggende større, der afgrænses mod s. af Lindenborg ådal, mod ø. af Romdrup å, mod v. af Østeråens dallandskab og mod n. af lavningen ml. Gug og Sdr. Tranders.

Når det falder naturligt at anvende betegnelsen »øer«, er det, fordi der er tale om mere end en tilfældig analogi. Disse områder var nemlig i stenalderen øer, idet havet, hvis relative vandstand dengang var ca. 8 m højere end nu, trængte ind og oversvømmede de store dales lavere dele, der derved blev til fjorde og sunde. På udsatte steder blev øernes sider angrebet, og klintekyster udformedes. Disse gl. kystklinter står stadig skarpt markeret mod de marine forlandsflader, der nu har afløst stenalderhavets kystzoner, således på den 5 km lange strækning ml. Sejlflod og gården Louisendal. Jernbaneføringen i denne egn er direkte betinget af kystklinten, idet banen løber umiddelbart ø.f. og parallelt med denne på stenalderhavets grusede strandbred. Kløfterne, som det rindende vand har gravet i disse stejlskråninger, åbner adgang til »øernes« indre. Mange nutidsveje følger disse gl. skår, der efter dræning er blevet tørdale. Dette er således tilfældet i Dybdal, n.f. Gudumlund fabrik. Andre steder har disse dale kunnet betinge landsbyers placering i grænsezonen ml. markfelterne på morænen og engene i det marine forland. Det gælder fx. for Nr. Kongerslev.

Et af de største dalsystemer består af Gravlevdalen, hvis nordl. del gennemstrømmes af Lindenborg å og i hvis sydl. afsnit Simested å løber i forbindelse med s. 777 dens fortsættelse dels n.på til Ålborg i det brede dalstrøg, som afvandes af Østerå, dels i Lindenborg ådal, der med nordøstl. retning, stadig tiltagende i bredde, når ud til egnen om herregården af sa. navn. Da kalkundergrunden ligger højt v.f. Gravlevdalen, men ikke ø.f. denne, kan det tænkes, at dalens første tilblivelse kunne skyldes en forskydning langs en brudlinie i dybgrunden. Dens retning og dimensioner tyder i øvrigt på en udformning af smeltevandsstrømme, der har løbet i en tunnel i indlandsisen, altså en oprindelse analog med så mange andre østjyske dales. For disse tunneldale er det i øvrigt karakteristisk, at længdeprofilet er ujævnt, tærskler afveksler med lavninger, der, hvis de er tilstrækkelig dybe, fremtræder som langsøer, i andre tilfælde som moselavninger. I denne henseende er Gravlevdalen ikke særlig typisk, for så vidt som langsøer ganske mangler. Det må dog erindres, at vandskellet ml. Lindenborg og Simested åer er en typisk morænetærskel. Når dalens nordl. del er så plan, skyldes det bl.a., at den er opfyldt af de fjord- og havaflejringer, der blev afsat her, da dalen i stenalderen var havdækket.

Den vældige højdeforskel ml. de store dales bunde og morænelandskabets overflade, der omkr. Gravlevdalen er af størrelsesordenen 70–90 m, har muliggjort en yderst effektiv forkløftning af dalsiderne forårsaget af rindende vand. Disse erosionsdale og deres systemer af sidedale har arbejdet sig baglæns langt ind i morænelandet og stedvis omdannet den opr. overfladeform, der skyldtes morænemassernes ophobning, til en forkløftet overflade, hvis form helt og fuldt skyldes vandløbserosionen. Rebild bakker er et godt eksempel på et sådant erosionslandskab, hvor højdepartierne med et geologisk udtryk betegnes som »falske bakker«, fordi de er fremkommet ikke ved opbygning, men ved at de mellemliggende partier er skyllet bort. Store Stendal ved Rebild har arbejdet sig ca. 3 km tilbage i landmassen, og dalen, hvori Mastrup bæk løber, har fra Støvring, hvor den udmunder i Gravlevdalen, gravet sig 5 km bagud mod sø.

Halkær ådal, der fra Sebbersund løber 15 km mod s., er som Gravlevdalen en tunneldal, fra hvis sider landet på lignende måde er blevet dissekeret af vandløbenes erosion. Sønderup ådal kan her fremhæves som et vældigt nedskåret, bugtet og rigt forgrenet, stedvis 40 m dybt rendesystem i morænebakkelandet. Sidevæggenes stejlhed hindrer opdyrkning, og hyppigt er skråningerne dækket af skræntskove som fx. Skivum Nørrekrat og Plejlstrup plantage.

På lignende måde som de store tunneldalstrøg har i amtets sydl. del Mariager fjord dannet udgangspunkter for morænelandskabets erosive opdeling. Landoverfladen er højtliggende, Tinghøj, 115 m, er det højeste punkt i et bakkeland 5 km n.f. fjordkysten. Umiddelbart s. herfor har landskabet karakter af bølget moræneflade, der med en højde af 50–75 m o.h. kan betegnes som moræneplateau. Fjorddalens skrænter er stærkt kløftfuret, dels af erosionsdale som Valsgårddalen og dens sidekløft, Kirkedal, der med næsten canyonagtig karakter skærer deres skår 2 km ind i moræneplateauet, dels af dale som Villestrup ådal, der med sidedale har arbejdet sig over 15 km ind i land og udformet dalsystemer med typiske forskelligheder ml. de øvre snævre, stejlvæggede løb af ung type og det nedre løb, nær fjorden, med bred dalbund, hvorigennem åløbet snor sig fra side til side i en typisk gl. dal.

Vesthimmerlands reliefsvage, sandede morænelandskaber. Jævnt bølgede landskaber med små højdeforskelle har stor udbredelse, fx. i Løgstøregnen, inden for Lovns s. 778 bredning, omkr. Overlade og Hornum stationsby. Udstrakte flade lavninger dækker også store arealer. Nævnes kan de vældige engdrag om Bjørnsholm å s.f. Ranum, Svoldrup kær ø.f. Farsø, fladerne om Simested å ø.f. landsbyen og omkr. Lerkenfeld å, såvel ml. Ll. Binderup og Brorstrup som ved denne ås nedre løb. Ind i dette mønster af reliefsvage landskabsformer forekommer bakkeområder som fx. Hyllebjerg v.f. V. Hornum, hvor navne som Blushøj og Bavnebjerg vidner om, at dette stærkt kuperede bakkeområde trods ringe absolut højde på 58 m i Turshøje for egnen har været det samlende landskabselement, der har kunnet ses viden om. Hyllebjergs uregelmæssige bakkeverden har ingen karakteristisk længdeorientering, der kunne antyde dannelsesmåden. Dette er derimod tilfældet med Gøttrupbjerg, n.f. Farsø, hvor en nv.-sydøstl. retning er fremtrædende, hvilket i forbindelse med den s.f. liggende flade Gøttrup hede gør det sandsynligt, at der her er tale om bakker dannet langs indlandsisens rand, medens egnen n.f. området endnu var dækket af ismasserne. Ved Gislum, længere østpå, kan man spore en fortsættelse af dette israndslandskab, der også her mod s. grænser til store hedeslettelignende flader omkr. Lerkenfeld å og dens tilløb Odderbæk og Nørager å. Oudrup bakker sø.f. Løgstør, hvis Bavnehøj er 44 m høj, har en tydelig sv.nordøstl. retning. De er antagelig dannet langs isranden på et sen. stadium, da denne var smeltet tilbage og stod 15 km nordligere. Når de reliefrige landskaber skal optælles, må også klitområderne nævnes (se afsnit: Indsande) samt ådalenes stærkt kløftfurede skrænter, som de fremtræder fx. ved Rise ned mod Svenstrup bæks udstrakte lavning el. omkring Vidkær å. Trods det at bakkeområder med landskabsprægende virkning forekommer, er niveauforskellighederne i Vesthimmerland som helhed langt mindre end i Østhimmerland. Det er de reliefsvage landskaber, der dominerer arealmæssigt, hvilket i forbindelse med jordbundstyperne, sand og grus, giver denne del af Himmerland et vist vestjysk præg. De brede flade dalstrøg med kærmosernes uoverskuelighed præger billedet – ikke mindst i kystzonerne, hvor de går over i de marine fladers vidtstrakte sletteverden.

Vandløb og søer. Ålborg a. afvandes for langt den største dels vedkommende til Limfjorden. Fra et mindre område strømmer vandløbene mod Mariager fjord og kun et ganske ringe areal afvandes til Kattegat. De enkelte vandløbs karakter, deres dalformer og disses forudsætninger i tidl. tiders erosionsrelief som fx. istidens tunneldale har været skildret under landskabsbehandlingen (se afsnittene om morænelandskaberne). Som følge af de lavtliggende fladers store udbredelse i Ålborg a. har regulering af de naturligt bugtede vandløb ved kanalisering fundet sted i allerhøjeste grad. Eksempelvis kan anføres reguleringen af Lindenborg ås nedre løb ved gravning af Gudumlund kanal, der anlagdes allr. i 1700t. Hertil kommer de storstilede systemer af ringkanaler og afvandingsgrøfter, som de store mosekultiveringer har nødvendiggjort (se afsnit: Vildmoserne). Amtet er fattigt på søer. Den største er Madum sø, 2 km², en morænesø beliggende i Himmerlands høje områder 37 m o.h., omgivet af Rold skov mod s. og v., af lyngarealer mod ø. Økssø ligger længere mod v. inde i skovdybet i en højde af 65 m. I Vesthimmerland er søerne som helhed forsvundet, omdannet til moser ved tilgroning. Sørup sø, Navnsø og Klostergårds sø i egnen ml. Ranum og Ulstrup er undtagelserne, der bekræfter reglen. Også ved tørlægning er søer forsvundet, således Vårst sø og de tre Vildmose-søer (se afsnit: Vildmoserne). Til gengæld er s. 779 talrige tørvegrave fremkommet som vandarealer, især efter udnyttelsen af mosernes brændselsreserver. I strandengenes ydre dele er de talrige vandhuller et typisk træk for de unge stadiers vedkommende. Amtet har landets største kildevæld (Blåkilde, Blåhøl, Ravnkilde m.fl.).

Indsande. I det vestl. Himmerland, hvor jordbunden er sandet-gruset, og hvor vestenstorme med tilløb over Løgstør brednings udstrakte vandflade har kunnet virke med fuld styrke, forekommer store klitområder langt fra kysten, de s.k. indsande. Allr. i perioden lige efter istiden, før et beskyttende tæppe af arktisk plantevækst dækkede overfladen, har vinden stedvis kunnet sønderflænge jordbunden og hvirvle sandet op for sen. at aflejre det andetsteds i store, uregelmæssigt formede ophobninger, – snart som et reliefrigt, men uoverskueligt klitterræn, snart som åbne, sterile sandsletter. Disse indsande har aldrig virket tillokkende for opdyrkning og bebyggelse, dertil var ufrugtbarheden for afskrækkende og risikoen for på ny at starte sandflugt for stor. Det største af disse indsande ml. Vindblæs, Lundby og Gundersted omfatter ca. 40 km² – et folketomt vildmarkområde af usædvanlige dimensioner i et i øvrigt kulturpræget land. Her på Oudrup hede og i Grønning sande præges landskabets farver af lyngens dystre brungrønne valører, der i blomstringstiden skifter til prangende violet. Også i nutiden er vinderosionen en fare i Himmerlands sandjordsområder, især i de forårs-tørkeperioder, der er så s. 780 ejendommelige for vort klima. Så fyger det igen over markerne, og af blæste masser af overfladejord hobes op langs markskellenes læhegn og fylder grøfterne. Denne muldflugt synes at være under tiltagen antagelig som følge af ændret landbrugsteknik. De moderne mekaniserede jordbehandlingsredskaber efterlader markoverfladen så plan og finkornet, at vinderosionen får gode vilkår, og ny rotationsfølge med udvidede vårsædarealer bevirker, at stadig større dele af markarealet ligger uden plantedække netop i de tørre forårsperioder. Ved plantering har man søgt at bryde vindens magt. Rønhøj og Oudrup nåletræsplantager dækker nu et stort indsande, Gatten, Øjesø og Sottrup plantager vidner også om, at indsandenes menneskefjendske natur har kunnet tæmmes. Helt ude vestpå ved Bjørnsholm bugt, hvor stormen ubrudt har kunnet hyle ind over klinterne ved Ertebølle, forstår man, at sandmasserne har været omlejret af Æolus’ kampstyrker. S.f. Trend, hvor den kgl. jagthytte ligger i et vildtrigt skovområde, oplever man plantørernes sejr over indsandenaturen. Men selv så langt inde i Himmerland som ved Hjedsbæk, mere end 30 km fra Himmerlands v.kyst, forekommer et indsande, nu dæmpet ved anlæg af Sekshøje plantage. Indsandene i det vestl. Himmerland vidner så tydeligt om vinderosionens farlige styrke, at de bør være et memento for mange andre egne, hvor markoverflader som følge af ny praksis i kritiske perioder eksponeres for afblæsning.

Det marine forland. De havskabte flader har i Ålborg a.s nordvestl. del en meget stor ustrækning. I Kær hrd., n.f. Limfjorden, dominerer de arealmæssigt, og det sa. gælder for Himmerlands nv.hjørne. Som en bræmme med vekslende bredde ledsager disse forlandsflader amtets kyster med undtagelse af strækningen langs Mariager fjords indre dele. Forklaringen på denne landskabsforms store udbredelse i Å. a. må søges i områdets beliggenhed i det nordl. Danmark, den del af landet, der siden stenalderen er hævet i forhold til havet, for Å. a.s vedk. ml. 4 m i de sydligste og 8 m i de nordligste områder. Herved er dele af det tidl. havareal blevet land, og sådan egl. hævet havbund udgør en stor del af amtets marine forland. På alle aflejringslokaliteter langs kysterne har den omtalte landhævning medvirket til at stabilisere de forlandsdannelser, der tidl. blev og stadig bliver opbygget af havaflejret sand, grus og strandvegetationens døde plantedele. Der er således her tale om tre forlandstyper, der såvel topografisk som med hensyn til tilblivelse er væsensforskellige: den førnævnte egl. hævede havbund, strandvoldssletterne og afspærringsforlandet.

Strandvoldssletter dannes på steder, hvor der er betingelser for aflejring af sand og grus, og hvor denne foreteelse kan gentage sig gennem lange tidsrum. Der dannes stadig ny havstokke uden for de tidl. og det derved dannede marine forland består altså af en samling strandzoner side om side, kendetegnet ved de konformt løbende lave rygge, af hvilke de yngste, sidstdannede ligger nærmest den aktuelle kyst. En sådan marin flade kan ikke betegnes som hævet havbund, da den foreliggende overflade aldrig nogen sinde har været det, men landhævningen har utvivlsomt mange steder spillet en rolle for disse fladers bevarelse. Strandvoldssletterne kan, hvor strandvoldene ligger tæt sammen, og hvor sandflugt og andre nivellerende kræfter har virket, fremtræde som plane flader. Alm. vil dannelsesmåden røbe sig i overfladeformen, idet rygge veksler med lavninger. Når dette forekommer med stor regelmæssighed, benævnes de sandede rygge for »rimmer«, s. 781 medens de tørvefyldte lavninger betegnes som »dopper«. Et sådant rimmedoppe-landskab forekommer s.f. Melholt n.f. Limfjordens indløb. Antagelig er rimmerne anlagt som fri strandvolde, ɔ: som revler ved en fladkyst. Sådanne revler vil under højvande kunne bygges så høje, at de ligger tørre ved alm. vandstand. Ved sandflugt kan der på disse barrer opbygges små klitter, støttet af opkastede tangmasser og af de strandplanter, der hurtigt invaderer den slags steder. Når barrerne ved stadig sandtilførsel er blevet landfaste, vokser klitterne yderligere, og lavningerne, de tidl. strømløb ml. barren og land, bliver til strandsøer, der efterhånden omdannes til moser. Vandløb får i strandvoldssletterne ofte et ejendommeligt løb, parallelt med kysten på lange stræk, da direkte vej til havet ikke er tilgængelig p.gr.af rimmerne. Dette er tilfældet fx. med Koldkær bæk. Strandvoldssletternes magre bund er ikke højt vurderet som landbrugsjord. De tidl. strandsøers mere humusrige bund kan derimod ofte udvikles til god agerjord. Dette forhold bevirker, at frugtbarheden er stærkt vekslende inden for små områder på denne forlandstype.

Afspærringsforland opstår, hvor et lavvandet farvandsområde afspærres fra havet ved strandvoldsdannelser, hvorefter arealet efterhånden tillander, hovedsagelig ved tilgroning. Landhævningen har i Ålborg a. yderligere støttet denne form for landdannelse. Efter det tilgroningsstadium denne forlandstype befinder sig på, er udnyttelsen meget forskellig. De unge typer, hvor rørsumpene dominerer landskabsbilledet, spiller en rolle som jagtterræn. De modne former kan være udmærket agerjord, når en vandstandsregulering er etableret ved dræning og grøftegravning, og især når faren for oversvømmelser er elimineret ved de afspærrende havaflejringers naturlige vækst el. ved menneskeskabte dæmningsanlæg. Langs Limfjordens s.kyst er det marine forland ofte en mosaik af alle tre forlandstyper. Ved Aggersund ses således en strandvoldsslette, Højrimmen, ml. afspærringsforlandet Vesterkær, n.f. Tolstrup, og den egl. hævede havbund, der træffes i de ydre fjordenge, som her bærer det betegnende navn Marsken. Stednavne som de her anførte er i sig selv karakteriserende ved deres landskabsbeskrivende led, og da navne er yderst bestandige, vil de ofte kunne henlede opmærksomheden på landskabets tilblivelse, selv længe efter at de opr. strukturer er forsvundet ved opdyrkning og jordforbedring.

De tidl. kyststrukturer træder mange steder tydeligt frem i nutidslandskabet. Nv.f. Kølby rejser bakkeknuden Marbjerg med sine nv.vendte stejlskrænter sig således abrupt over de marine forlandsflader. Morænelandskabet omkr. Skovbakke ø. derfor afgrænses af en hævet kystlinie og vidner tydeligt om den lokaltopografiske tilstand i stenalderen. Dengang var Marbjerg en ø, i hvis n.side brændingens bølger udarbejdede stejlklinter. Nu græsser køer i engene på den bund, over hvilke stenalderhavets bølger tidl. rullede ind mod Marbjergs klintefod. De to veje, der fører over fladerne ud til Marbjerg fra Fredensbjerg mod s. og Kølby Vestergård mod ø., følger rygge i landskabet, der tidl., inden dræningen var gennemført, muliggjorde tørskoet passage gennem det fugtprægede, lave forland. Disse rygge er to havskabte drag, der på stenalderhavets tid forbandt øen med hovedlandet. Dragene er som nutidens dannet på øens landvendte side, hvor det materiale, der blev nedbrudt på den mod havet eksponerede n.vendte klintekyst kunne aflejres i læ. Skt. Nicolaj Bjerg v.f. Sebbersund er en lignende tidl. ø, der nu er dragforbundet med land. Valsted-bebyggelsen en km nordligere er beliggende s. 782 på dragets landnære del, der har ydet de tørbundsbetingelser, som har været sjældne på det lave forland. De gl. kyststrukturer har således mange steder haft betydning for de kulturgeografiske udbredelsesmønstre. Et tidl. krumoddekompleks, der på typisk vis har været udbygget ved et knæk på stenalderhavets kyst ø.f. Vår skov, danner grundlaget for bebyggelsen ved Stavn og betinger hovedgadens krumning ø.på, ud i engene s.f. Hagedyb. I endnu større dimensioner gentager samme fænomen sig længere mod ø, hvor landsbyen Storvordes grundplan helt bestemmes af det strandvoldskompleks, der med krumoddeform s.fra har ligget som en halvø i stenalderhavet ud for Gudumholm-øens nø.hjørne, som en nordl. fortsættelse af denne ø’s ø.vendte udligningskyst. I allerstørste format s. 783 møder vi gl. strandtopografi med aktuelle bebyggelsesgeografiske konsekvenser nø.f. Lille Vildmose. Krydser man fra Sdr. Kongerslev mosens vældige flade forbi Vildmosegården og over den tørlagte Møllesø, har man langt udeø.på et lokkende mål i morænebakkelandet ved Dokkedal, hvis bakkeprofil trods en beskeden maksimal højde på 35 m, med moseslettens planhed som modsætning, kan virke med et forrevet højlands indtryksgivende styrke – et forhold som også afspejler sig i lokalnavnet Mulbjerge. Dette lille bakkeområde med 2 km’s længde og 600 m’s bredde på midten, smalnende ud til spidser såvel mod n. som mod s. har ligget som en ø i stenalderhavet over 5 km fra nærmeste kyst. Fra alle sider har bølgerne derfor kunnet angribe og reducere denne lille landmasse, hvilket Mulbjerges stejle sider, de tidl. kystklinter også tydeligt vidner om. Stærkest har angrebet kunnet være på ø.siden, hvor det fri stræk, havdybden og derfor også bølgekraften var størst. Ø.kysten er da også totalt udlignet, en linealkyst med retning n.-s., der nu p.gr.af landhævningen fremtræder som »død« klintekyst, bræmmet af en 2–400 m bred flade af hævet havbund. Det materiale, der har været nedbrudt i tidernes løb her fra Mulbjerges ø.kyst, er ved n.gående materialvandring langs kysten aflejret som en 5–6 km lang vifte af strandvolde, der har deres udgangspunkt i Voldbjerge, Mulbjerge-øens n.punkt, og breder sig ud n.efter i området ml. Mou og Egense, ø.f. Høstemark skov. De ældste strandvolde løber vestligst – og hele viften viser landets gradvise vækst med sa. anskuelighed som årringe i ved demonstrerer træers alder. De nævnte landsbyers lokalisering i terrænet såvel som vejforløbet er betinget af dette oddesystems rygge – et skoleeksempel på geografiske årsagssammenhænge. Det marine forland i Ålborg a. er nok ved første øjekast fladt og modsætningsløst – ved nærmere undersøgelse derimod rigt varieret – med talrige konsekvenser for opdyrkning og bebyggelse. Og det er et landområde, der først sent er taget i besiddelse. Alle kultiveringsstadier kan endnu træffes herude på fladerne fra intensivt udnyttet kulturjord til fugtlidende områder, hvor udnyttelsen endnu er på pionerstadiet.

Vildmoserne. Store og Lille Vildmose er de største sammenhængende mosestrækninger i Danmark. Af type er de begge højmoser med indtil 5 m tykke tørvelag opbygget oven på det marine forland, der udgør basis for disse mosedannelser. Når de lavtliggende flader her er blevet udsat for forsumpning, er årsagerne dertil dels den forsinkelse af regnvandets afløb, der sker p.gr.af overfladens yderst ringe hældning, dels det høje grundvandsniveau, der hindrer regnvandets nedsynken. I et nedbørsrigt klima som Danmarks nuværende betyder dette, at fladernes øvre jordlag bliver vanddrukkent, og da vandet hovedsagelig er regnvand, der kun i yderst ringe grad har nået at blandes op med grundvand, er det næringsfattigt og mangler bl.a. det indhold af kulsur kalk, der kan hindre jorden i at blive sur. Tørvemosset, sphagnum, er en af de planter, der netop trives under disse omstændigheder. Denne plantes bygning muliggør en opsugning af vand ved hårrørsvirkning over grundvandsniveauet, hvilket igen bevirker at mosplanterne kan vokse videre oven på de lag af døde plantedele, der efterhånden ophobes. Mosen vokser i højden, mest i midtpartiet, hvor den i Store Vildmose nåede en højde af 10 m o.h., mindst i randpartierne, der i sa. mose ligger i 1–3 m’s højde. Efterhånden som højden i midten tiltager, bliver det vanskeligere for mosplanterne at få tilstrækkeligt vand løftet op i mindre nedbørsrige perioder, mosens centrale dele s. 784 bliver tørre, og en lynghede-kratvegetation erobrer terrænet. Randzonen er stadig sjappende våd, man hopper fra tue til tue, og stedvis forekommer små damme, de s.k. »luner«.

Store Vildmose, der nu er under kultur for største delens vedkommende, dækkede opr. et areal på ca. 70 km². Før kultiveringen i 1920erne var den vanskelig at trænge igennem for den, der ikke var lokalkendt. Under højsommerens varmebølger, når solen strålede fra en klar, blå himmel og bagte den skyggeløse moseflade, kunne de nedre stærkt ophedede luftlags sitrende bevægelse sløre udsigten, og luftspejlinger, der ville være en ørken værdig, kunne for den, der befandt sig midt i mosen, få Tise kirke og gårdene i Biersted til at ligne skyskrabere.

Vildmose-landskabet har en højst ejendommelig tilblivelseshistorie. I oldtiden var de udstrakte flader opdyrket, efter at de første landnamsfolk havde ryddet de opr. skove. Jernalderbønderne tumlede her deres primitive plove over agerfelterne indtil år 600 efter Kr. Da klimaet gennem jernalderen var blevet koldere og mere nedbørsrigt, fik forsumpningen overtaget, højmosevæksten begyndte, og datidens landbrugsteknik formåede ikke at standse den. Mospuderne bredte sig over de gl. agre, dyrkningen måtte opgives, og højmosen erobrede det gl. kulturland, om hvis tilstedeværelse under tørvelagene der er mange vidnesbyrd, således gravhøje, der nu ligger delvis overlejret af sphagnum-tæppet. Vildmosen, som den er skildret ovenfor, var blevet til – og den holdt skansen i over 1300 år, før mennesket atter erobrede dette tabte stykke af bokredsen tilbage ved hjælp af industrikulturens udspekulerede teknik. 1921 startede store arbejdshold erobringsfelttoget, taktisk støttet af gravemaskiner og jordfræsere. Afvandingskanaler, grøfter og drænrørsystemer sikrede en passende lav grundvandsstand, tørvemassens overflade findeltes og saneredes derved strukturelt, samtidig med at der ved mergling skabtes en sund agerjord af den sure mosebund.

Resultaterne lod ikke vente længe på sig. Tørvelagene skrumpede under udtørringen, og moseoverfladen sænkedes derved på midten et par m. Nu breder græsmarker sig, hvor lyng og krat tidl. dannede vildnis, og tusinder af køer fødes af græs og hø fra de agre, der nu atter breder sig her i et niveau nogle m højere end jernalderbøndernes. Foruden græsnings-fennerne ser man også kornmarker på det tidl. moseterræn. Centralgården og de andre landbrugsbygninger tegner ny silhuetter mod v.himlen, når solen går ned over Vildmose-egnen. Veje krydser det tidl. uvejsomme vildnis, og man kan køre igennem Store Vildmose, uden at landskabsbilledet røber noget om den natur, der er årsag til navnet. Men stopper man op i Store Vildmose-områdets perifere dele og går lidt bort fra vejen, kan man i en bræmme rundt om det ny kulturland stadig træffe mosenaturen. Det er den tidl. højmoses fugtprægede randzone, man er i – og den er stadig, nu som før, sjappende våd.

Lille Vildmose er nu langt den største højmose i D., men også den er som naturlandskab under reduktion. Opr. bredte den sig over 55 km², men højmosenaturen med tørvemos og kæruld i de fugtige dele, hedelyng og klokkelyng og grå rensdyrlav i de tørre partier var ikke som i Store Vildmose eneherskende, den blev stedvis afbrudt, dels af søfladerne: Toftesø, Birkesø, Lillesø og Møllesø, dels i den sydl. del af den vildtrige Tofte skov, der dækker en forhøjning i terrænet, et lavt moræneområde, der, hvor det er højest, når op til 26 m o.h. Søerne har antagelig opr. været betinget af frembrydende grundvandskilder, hvis kalkholdige vand s. 785 tidl. har modvirket højmosevæksten, ligesom det nu er tilfældet inde under morænebakkerne, hvor frembrydende kildevand skabte kær- el. lavmoser med rørsumpens karakteristiske plantesamfund før dræningen satte ind. Lille Vildmoses søer blev allr. tørlagt i 1700t., da Vildmosegården blev bygget som et pionerforetagende i vildnisset. De tidl. søbunde blev til græsningsarealer. Ejendommeligt virker disse lave, frodigt grønne flader med deres flokke af græssende kreaturer mod de omgivende højere liggende mosepartiers lyngklædte ødemark. Lillesø er nu atter vandfyldt af hensyn til den fuglefauna, der hører med til mosens karakteristiske natur. Til gengæld er dele af højmosen, efter at tørvelaget er afgravet og en dræning er gennemført, omdannet til kulturland. Også Lille Vildmose gennemkrydses nu af flere veje.

Farvande. Kattegat-kysten er ud for Ålborg a. bræmmet af store fladvandede områder. Dybder på over 6 m træffes først 5–6 km fra kystlinien, stedvis, således på Mulbjerge grund, først 7 km ude. På Als rev er der maksimalt endog 9 km ud til steder, hvor man har 6 m vand under kølen. Dette forhold har ved at vanskeliggøre besejlingen været en hindring for udnyttelsen af de gode naturlige havnemuligheder, der findes såvel i Limfjorden som i Mariager fjord. Ud for indløbet til Mariager fjord er dette problem løst ved gravning af en 5 km lang sejlrende med 6,3 m’s dybde ml. fjordens dybe løb og en fordybning i strandplanet ø. f. Als odde. Ledet af en afmærkning med koste og et retningsfyr under natsejlads kan der navigeres over det lavvandede felt og ind i fjorden. Ved Hals Barre ud for Limfjordens østl. indløb har forekomst af flakområder haft endnu større konsekvenser, for så vidt som der her var tale om besejlingen af praktisk talt alle s. 786 Limfjord-havnene, idet effektiviteten af det vestl. indløb gennem Thyborøn kanal gennem tiderne har varieret p.gr.af tilsandingen. Den gravede rende med 7,3 m’s dybde gennem Sønderhage og Nordmandshage skaber forb. ind til Hådybet, det østligste af Limfjord-dybene. Fyr- og vagersikringen udgør her et kompliceret system, dels fordi der skal navigeres langs en bugtet linie, dels fordi dele af strandplanet, der er så lavvandede, at de er tørre ved lavvande, som fx. Korsholm, ligger umiddelbart ud til sejlrenden. Hals Barre fyr, 8 km uden for indløbet, tjener til anduvning af skibe fra Kattegat, hvorefter ledefyrene på Egensekloster pynt s.f. og Hals n.f. indløbet afløser hinanden som retningsgivere. Også længere ude i Kattegat er der lægt vand. Svitringen 8–9 km fra kysten n.f. Hals er et sådant langstrakt parti med vanddybder mindre end 6 m. 20 km ude har Lange Revle dybder på 7–8 m, hvilket dog ikke generer den alm. rute- og trampbådsejlads, men kan være farlig for vor tids store tankskibe.

Limfjordens forsk. dele er, hvad bundtopografien angår, af yderst vekslende karakter. Det smalle farvand Langerak ml. indløbet ved Hals og Ålborg har en rende med dybder indtil 16 m. Renden bugter sig i større sving end selve fjorden, og den omgives af yderst lavvandede flader med mindre end 1/2 m’s vanddækning, mod hvilke renden står med markerede skrænter. Denne mæandrerende sejlrende kræver til sin afmærkning en snes fyr af forsk. karakter. Hvor denne dybe rende svinger helt ind under land, opstår gode havnemuligheder, såfremt landet er så højt, at det er farbart. Dette er kun tilfældet enkelte steder, således ved Ålborg og Nørresundby, hvis eksistens som havne- og brobyer er betinget af dette naturgeografiske milieu. Renden fortsætter v.f. Ålborg s. om Gøl, men hvor fjorden udvider sig til Nibe bredning, er dybderne aftagende p.gr.af tilsanding. For at skaffe adgang til Nibe havn har en rende med 3,6 m’s dybde måttet etableres. Den er dog atter tilsandet, og besejling er (1960) ikke mulig. I Aggersund fremtræder rende-topografien atter, og dybder på indtil 12 m forekommer. Ved overgangen til Løgstør bredning gentager tilsandingsfænomenet sig. Grunde med vanddybder under 1 m v.f. byen, har hindret havneudviklingen i Løgstør, indtil man sikrede besejlingen ved at grave den 5 km lange Fr. VII.s kanal igennem det lave kystland s.f. byen med udmunding s.f. Løgstør grunde. Moderne graveteknik har nu muliggjort udførelse og vedligeholdelse af en 4,1 m dyb rende gennem grundene, hvorved den gl. kanal har mistet sin betydning. Den er nu ved dæmninger lukket, og kun dens yderste ender anvendes som havnebassiner. Bortset fra en lokal anvendelse til anlæg af ørreddamme har dette gl. forsøg på at betvinge fjordnaturen nu ingen praktisk betydning.

I Mariager fjords ydre del indtil Hadsund træffes den topografi, der har været skildret fra Limfjordens smalle dele i stærkt outreret form. Rendens bugtning er her langt voldsommere og renden smallere. I vældige mæandre slynger den sig gennem flakområder, der ligger delvis tørre ved lavvande. Ved Hadsund kan forholdene analogiseres med snævringen ved Ålborg. Fjordens indre dele har udstrakte bassiner, hvor de dybeste lodskud er på 29 m, flankeret af smalle flak. Ålborg amts farvande byder således på en rig variation af former med yderst vekslende kulturgeografisk betydning.

Kyster. Langs Ålborg amts 341 km lange kyststrækning veksler som overalt i Danmark stejle klinter, der abrupt hæver sig over strandbredden, med fladkyster, s. 787 hvor udstrakte kystsletter fortsætter jævnt over i havbunden på det lavvandede område, strandplanet, der overalt bræmmer disse kyster. Hertil kommer det forhold, at der siden stenalderen er sket en landhævning på ca. 8 m i amtets nordligste dele, aftagende til 4 m i de sydl. områder. Dette er forklaringen dels på fladkysternes absolutte dominans i Ålborg a., dels på dobbeltkystfænomenet, der er så typisk udviklet her. Stenalderens kystklinter er nemlig her mange steder skilt fra nutidens kystlinie ved flade strækninger af hævet havbund, der på Kattegatkysten har en gennemsnitlig bredde af 5–6 km. Stedvis kan afstanden ml. nutidens kyst og disse gamle »døde« klinter, hvor den er størst, vokse til 12–13 km, men den kan også fx. på Himmerlands v.kyst skrumpe ind til en få m bred forlandsstrækning langs klintefoden, fordi der på sådanne lokaliteter indtil sen tid har været klinter under nedbrydning. Alle stadier i klinters udvikling er således repræsenteret i Ålborg a. Ved Ertebølle, hvor landet ligger udsat for kraftige bølgepåvirkninger fra Løgstør bredning, såvel som nordligere på sa. kyst ved Næsby og sydligere ved Melbjerg Hoved ud til Hvalpsund står klinterne stejle, og landets geologiske opbygning kan studeres i de nøgne klintfacader, medens Bjørnhoved ud for Trend skov og Rønbjerg Hage er eksempler på tilskredne vegetationsklædte klinter, der adskilles fra kysten ved en smal forlandsstrækning.

Langs Limfjordens smalle dele ml. Løgstør og Nibe bredninger og videre ø.på til Hals danner strandengenes ydre tuezone og rørsump kystlinien, såvel n. som s.f. fjorden. For den, der, siddende en sommerdag, omgivet af engenes grønhed, iagttager de store skibe, der stævner mod Ålborg, ser det grangiveligt ud, som om s. 788 disse stålkolosser bevægede sig over græsmarker. Hvor det høje morænelandskab når helt ud og danner klinter til fjorden, har trafiklinier fra land mulighed for at nå helt ud til kystlinien, hvilket hindres de fleste steder i den sumpede forlandszone. På sådanne steder er overfartsstederne lokaliseret, og sa. forhold har bestemt placeringen af amtets søkøbstæder: Løgstør, Nibe, Ålborg og Nørresundby. Sidstn. to byer har kunnet forbindes ved såvel landevejsbro som jernbanebro, fordi moræneophobningerne n. og s.f. fjorden her er hinanden så nær, at afstanden, der skulle overvindes ved brobygningen, indskrænkedes til 4–500 m. Lignende forhold er forudsætningen for broforbindelserne ved Aggersund vestligere i Limfjorden og ved Hadsund i Mariager fjord.

Kattegat-kysten er en lige fladkyst, med orientering n.-s., af brudt to steder af klintekyster, nordligst ved Mulbjerge, sydligst ved Als, hvor to tidl. moræneøer i stenalderhavet nu danner denne kyststræknings stabile fikspunkter.

Kysterne langs Mariager fjord afviger på typisk vis fra amtets øvrige. Her hvor smeltevandsstrømmene i istiden har skåret deres rende dybt ned i det høje moræneområde, og hvor havet sen. er trængt ind i dalens dybeste østl. dele, er fremkommet en kyststrækning med stor landskabelig afveksling. Høje klinter, dækket af skov, hvor skråningens stejlhed ikke er en hindring, med lyng- og enebærbevoksning, hvor skrænthældningen volder planteringen vanskeligheder, præger Ålborg amts sydligste kyststrækning. Fjorddalens stejle sider er yderligere furet af dybt nedskårne erosionsdale, der forgrener sig langt ind i moræneplateauet, hvis kilometerbrede kystzone derved stedvis er blevet opdelt så stærkt, at et uoverskueligt virvar af kløfter og mellemliggende »falske« bakker er blevet resultatet. Den, der sejler på fjorden, tror at befinde sig i et skovland – en illusion, der skyldes skræntskovenes dominerende indflydelse på landskabsbilledet. Den, der flyver, opdager straks, at skoven stopper, hvor skrænten holder op, og på den højtliggende moræneflade breder agerfelterne sig – helt ud til klintkanten.

Hvad bestemmer da stejl- og fladkysternes fordelingsmønster? Det gør sammenspillet ml. landmassens opr. relief og de virkende havkræfters lokalt vekslende styrke. Ofte kan en enkelt lille kyststrækning, hvor forholdene er klart overskuelige, demonstrere nævnte sammenspils karakter.

Livøs kystudformning kan således tages som et karakteristisk eksempel på havets effektivt formende indflydelse i et morænearkipel og dermed på kystudviklingen i Limfjords-området. Denne lille ø med et areal på kun 3 km² har nemlig såvel de nedbrydnings- som de pålejringskyster, der på typisk måde viser, hvordan en landmasse, der er opbygget afløse bjergarter: grus, sand og ler, som ikke er synderlig modstandsdygtige mod brændingsangreb, kan ændre udseende totalt. Denne ø’s opr. form, der har været bestemt dels af morænelandskabets relief, dels af havets niveau, er blevet erstattet af en helt ny, hvis kystlinieretninger er ligevægtsformer tilpasset sådan, at de yder mindst mulig modstand mod de lokale havkræfters påvirkning. Livøs nordvestl. del er et bakket morænelandskab, hvis højeste punkt er 43 m o.h. Den sydøstl. del af øen er en flad slette, et marint forland opbygget af havaflejringer, der ender i den 2 km lange, smalle Liv Tap. Denne odde er den synlige del af det sandrev, der med sa. sø.retning fortsætter endnu 3 km mod sø. Om formen af den opr. moræneø har man ingen sikre vidnesbyrd, idet der af dens kystlinie kun er bevaret det korte stykke, der danner grænsen ml. morænebakkelandet og den marine flade. Grundede farvandsområder n. og s. 789 v.f. øen tyder på en tidl. større udstrækning i disse retninger. Nv.-kysten er en udlignet klintekyst, hvis retning nø.-sv. er en ligevægtsretning tilpasset de hyppige stormvinde fra nv. Da der tillige i denne retning er et frit stræk på 12 km over Løgstør bredning, bliver bølgerejsningen fra dette hjørne særdeles effektiv. Kystlinien udformes parallel med de hyppigste bølgefronter, hvorved materialvandringen langs strandbredden bliver den mindst mulige, fordi bølgerne alm., når udligningsretningen er nået, vil løbe vinkelret op på strandbredden uden at kunne bevæge strandsten og sand langs stranden, som skråt indløbende bølger har for skik. Hvor en udlignet kyststrækning ender, vil kystlinien udformes som en ligevægtsform med krumning, af bestemt, beregnelig façon. Denne krumning af kystlinien kan, hvor landet rager for langt ud, skabes ved bølgernes bortgnavning og fremtræder da som klintekyst. På steder, hvor landmassen derimod ikke når langt nok ud for enden af udligningsstrækningen, vil havet aflejre grus og sand, hvorved et marint forland med omtalte krumning opbygges. På Livø er sv.hjørnet en klint af førstnævnte type, nø.hjørnet et lavt forland af den sidstnævnte. Øens lave sø.del er en strandvoldsslette, opbygget af de materialemængder, der på nv.sidens nedbrydningskyst er transporteret omkr. hjørnerne og om på læsiden, hvor det har kunnet aflejres. Den lange odde, Liv Tap, har fået sin retliniede form, netop fordi det grus og sand, hvoraf den består, er tilført fra to sider i lige store mængder. Ensidig materialetilførsel vil nemlig alm. give anledning til dannelse af de så hyppigt forekommende krumodder. Endelig præges Livøs kystudvikling yderligere af den landhævning siden stenalderen, der er karakteristisk for hele Limfjordområdet. Derved er klintekysten hævet så meget, at den fx. på n.kysten ikke angribes af brændingen, men står som kløftfurede lyngklædte skrænter. Kun på sv.hjørnet er bølgeangrebet så voldsomt, at der her stadig er klinter under nedbrydning. Livø er således et helt skoleeksempel på norddanske kysttyper.

Havne. Amtets Kattegat-kyst er p.gr.af fladkystnaturen trafikfjendtlig. Små fiskerbåde kan landes på strandbredden, og denne opr. metode praktiseres stadig, således ud for Mulbjerge. Et moderne fiskeri med motorkuttere stiller krav om vanddybde og molebeskyttelse, som er etableret ved opførelsen af Ø. Hurups og Hous fiskerihavne. Disse er udført som ø-havne, en havnetype tilpasset kyster med stor materialvandring, der hurtigt ville tilsande udgravede bassiner i kystlinien; de er opført så langt ude på strandplanet, at deres molebeskyttede bassin ligger uden for materialvandringszonen. Forbindelsen med land sker over en pælebro, under hvilken sandvandringen langs kysten kan foregå næsten uhindret. Ø-havnen er dansk af opfindelse, den er vandbygningsteknikkens reaktion over for den udfordring, som fremsættes af fladkystnaturen i et morænearkipel, hvor store masser af sand og grus til stadighed fragtes langs kysten i havstokken.

Limfjorden, der egl. er et sund, byder i modsætning til havkysten på mange havnemuligheder, og det sa. gælder i mindre målestok for Mariager fjords vedkommende. De dybe render, der pendulerer fra side til side, giver mulighed for at få tilstrækkeligt vand under kølen selv for store skibe, og hvor renderne går ind under bredden, er betingelser for havneanlæg til stede. Den enkleste havnetype er sundhavnen, hvor selve bredden, udbygget med bolværker, danner havnekaj. De første havneanlæg, der indrettedes, efter at varebevægelsen havde nået dimensioner, der gjorde opankring på åben red og losning samt lastning ved hjælp af s. 790 lægtere utidssvarende, var flere steder af sundhavntype, således fx. i Ålborg ud for slottet, i Løgstør, på Egholm og i Nørresundby. Sundhavnen består stadig, i Nørresundby moderne udbygget med ca. 1 km kajlængde, også efter at det har været nødvendigt at udvide havnekapaciteten ved udgravning af bassiner ind i bredden og udbygning af molehavne i fjorden. Typiske molehavne forekommer foruden i storhavnen Ålborg-Nørresundby i Løgstør, Nibe og på Livø, hvor den ud over at tjene den ringe lokaltrafik har funktion som nødhavn. Ved Hals er også en havn af denne type, hvor molernes betydelige længde er betinget af nødvendigheden af at nå ud til den dybe rende. Endv. er Hvalpsund og Hadsund fiskerihavne molehavne. Anlægsbroer udbygget vinkelret på kysten og langt ud er hyppigt forekommende her, hvor et lavvandet strandplan de fleste steder skiller kyst og sejlrende. Sådanne broer findes fx. ved Als odde, Mou, Havnø, Egholm og ved Aggersund, hvor de forsk. kridt- og stenbrud stiller krav om lastemuligheder. På v.eksponerede kyststrækninger ud mod bredninger, hvor kraftige bølgevirkninger kunne forventes med stærk materialvandring til følge, har man søgt at sikre havnene ved særlige foranstaltninger, ved Nibe således ved anlæg af en kystparallel læmole som skærm, en foranstaltning, der dog ikke har kunnet hindre havnens tilsanding. Havnebehovet på denne lokalitet med gode vejforbindelser i Ålborg havns umiddelbare nærhed synes ikke stort nok til at iværksætte havnens genetablering. Kanalanlægget ved Løgstør er omtalt i afsnit: kyster.

Færgefarten er et interessant kapitel i fjordfarvandenes trafikgeografi, nu til dels et historisk afsnit, efter at broforbindelse er skabt på de steder, hvor den store vare- og persontrafik gjorde det berettiget. Over Aggersund og Sebbersund fører nu vejbroer. På Limfjordens smalleste sted, hvor morænelandskaberne n. og s.f. fjorden når tæt sammen og derved danner naturbetingelsen for storbyvæksten, er bygget såvel jernbane- som vejbro, begge med klappartier, der muliggør gennemsejling. Ved Hadsund er jernbane og vej ført over Mariager fjord på en bro med svingparti på midten. Den store hindring, som Limfjorden før i tiden og især i isvintre kunne betyde for forbindelserne ml. den nørrejyske ø og den jyske halvø, må nu siges at være elimineret; trafikalt udgør Jylland en helhed.

Litt.: V. Milthers. Det danske Istidslandskabs Terrænformer og deres Opstaaen, DGU. III. rk. nr. 28. 1928. Axel Schou. Landskabsformerne. Atlas over Danmark. Bd. 1. 1949. Sa. Det marine Forland. 1945. Viggo Hansen. Natur og Landskab, i Danmark før og nu. Jylland 1. Nordjylland. 1952. C. H. Bornebusch og K. Milthers. Jordbundskort over Danmark, DGU. III. rk. nr. 24. 1935. H. V. Clausen. Det danske Landskab. 1926. S. A. Andersen. Det danske Landskabs Historie. 1933. Det kgl. Søkort-Arkiv. Den danske Havnelods. 1958. Niels Nielsen og Axel Schou. Afsnit Landet. Trap I. 1. Louis E. Grandjean. Søkortets Stednavne. I. 1945. Viggo Hansen. Tre østhimmerlandske Sogne, Geogr. Tidsskr. Bd. 48. 1946–47. Aage H. Kampp. Landbrugsgeografiske studier over Danmark. D. K. D. G. S.’s Kulturgeografiske Skrifter. Bd. 6, 1959. Axel Jessen. Stenalderhavets Udbredelse i det nordlige Jylland, DGU. II. rk. nr. 35. 1920. Sa. Vendsyssels Geologi, DGU. V. rk. nr. 2. 2. udg. 1936. Kr. Værnfelt. Store Vildmose. 1944. E. Mikkelsen. Lille Vildmoses Stratigrafi og Vegetationshistorie, MDGF. Bd. 10. H. 3. Ed. Erslev. Jylland. 1886. Therkel Mathiassen. Karstfænomener i Himmerland. Naturens Verden. 1920. 75–81.

Skovene.

Skove: Amtet hører til de mindre skovrige, idet det med et skovareal på 24.514 ha kun har en skovprocent på 8,4 (for landet som helhed er den 10,2). Det bevoksede areal, 20.226 ha, fordeler sig til træarterne på flg. måde: bøg 2213 ha, eg 466 ha, ask 432 ha, andet løvtræ 1737 ha, rødgran, sitkagran og ædelgran 8816 ha, skovfyr og lærk 591 ha, gran og bjergfyr i blanding 2986 ha, bjergfyr 960 ha og andet nåletræ 275 ha. Hertil kommer yderligere blandede bevoksninger og krat 1750 ha. Af det samlede bevoksede areal er ca. 74% dækket med nåletræ. 6605 s. 791 ha fordeler sig til 1983 ejendomme på under 50 ha, mens 17.909 ha kan henføres til 63 større ejendomme. Staten ejer 3009 ha, kommunerne 656 ha, Det danske Hedeselskab 878 ha og private 19.971 ha. Den årlige hugst (1949/50) er 95.977 m³, hvoraf løvtræ 23.240 m³ og nåletræ 72.737 m³. Gavntræprocenten 73,9, for nåletræet alene 85,1. Hugsten pr. ha 4,7 m³ årlig.

En betydelig del af skovarealet findes i det imponerende Roldskovområde s.f. stationsbyen Skørping. Kernen her, Rold skov m.v. (50–60 km²), er et af landets største samlede skovkomplekser, hvis udstrækning dog i ældre tid var endnu betydeligere. Herom vidner dels de mange småkrat og skovholme i omegnen, dels beretninger om det store antal oldensvin, skovene kunne afgive føde til. Terrænet er højt og stærkt kuperet. Vindens uheldige indflydelse på trævæksten er åbenbar. Undergrunden er oftest sandet, men flere steder dog lerblandet og hyppigt kalkholdig. Overgrunden er overvejende morklædt, men muld forekommer. Trævæksten synes gennemgående artsfattig. Rødgranen, indført her for godt 100 år siden og nu den hyppigste træart, trives særdeles vel, hvorimod bøgens udvikling i de fleste tilfælde er mindre god. Endnu findes partier, der er bevokset med den opr. bøg, karakteristisk ved sin ofte lavstammede og forkrøblede form. Staten (el. kronen) har næppe siden dronning Margretes dage besiddet nogen del af disse skove før 1826, da ejeren af Buderupholm og Teglgård sædegårde, konferensråd C. Rothe, måtte afstå disse ejendomme til statskassen. Områdets skove er i dag delt ml. staten (Buderupholm skovdistrikt), Lindenborg gods, stiftelsen Nørlund og Villestrup gods.

Et større skovområde findes endv. i egnen omkr. Hadsund, især ø. herfor. Skovene i dette landskab ligger på gennemgående lavt og fladt terræn dækket af et forholdsvis frugtbart jordsmon, karakteristisk ved sin mangeartede trævækst. Især rødellen synes at udvikle sig godt. Nordligere, i omegnen af Solbjerg og Ll. Vildmose (Tofte skov), findes andre skovområder, og i amtets vestligere dele mærker man de ikke ubetydelige plantagepartier, der i løbet af de sidste 80–90 år er skudt op (Hjedsbæk, Rønhøj, Trend m.v.).

De største skovejendomme i amtet er: Lindenborg skovdistrikt (5497 ha, ejdv. 6979, grv. 2712), Buderupholm statsskovdistrikt (2210 ha, ejdv. 3525, grv. 1545), Nørlund skovdistrikt (1423 ha, ejdv. 2285, grv. 872), Villestrup skovdistrikt (1029 ha, ejdv. 1530, grv. 640), Rønhøj plantage (403 ha, ejdv. 138, grv. 57), Trend Storskov (359 ha, ejdv. 309, grv. 74), Visborggård skovdistrikt (289 ha, ejdv. 595, grv. 249), Trend skov (431 ha, ejdv. 265, grv. 64), Branth’s plantage (364 ha, ejdv. 364, grv. 76), Lovnkær skovdistrikt (265 ha, ejdv. 271, grv. 108), Høstemark skov (265 ha, ejdv. 177, grv. 57), Hals Nørreskov (228 ha, ejdv. 221, grv. 76), Ravnborg skovdistrikt (229 ha, ejdv. 320, grv. 140) og Hjedsbæk plantage (211 ha, ejdv. 328, grv. 122).

En betydelig del af de private og kommunale plantager er under tilsyn dels af hedeselskabets 14., dels af dets 15. distrikt. Hedeselskabet ejer selv 4 plantager i amtet. En del af de mindre skovejendomme er medlem af Småskovsforeningen for Ålborg og Thisted amter, der er stiftet 20/12 1949, og hvis konsulent er medlemmerne behjælpelige med driften.

Hvad vildtmængden angår, angives bestanden af klovbærende vildt i Ålborg a. 1/6 1960 at være ca. 1020 stk. kronvildt, ca. 77 stk. dåvildt, ca. 20 stk. sikavildt og 50 vildsvin. Råvildtet forekommer alm. udbredt overalt. Kronvildtet findes hovedsageligt s. 792 i Tofte skov-Ll. Vildmoseområdet (ca. 500 stk.) og i Roldskovområdet, hvor Danmarks største stamme af fritstående kronvildt (ca. 375 stk.) i ikke ringe grad præger trævæksten ved at skrælle og feje granerne. I Høstemark skov står en bestand på ca. 70 og i Trend Storskov ca. 75. Sikavildtet forekommer kun i Høstemark. I Rold skov er ca. 20 stk. dåvildt og i Høstemark ca. 25. Vildsvinet (50 stk.) forefindes dels i Tofte skov m.v. (ca. 35) og dels i Himmerlands øvr. skove (ca. 15).

Litt.: Chr. Christensen. Kjær Herreds Skove i gamle Dage – navnlig i det 17. Aarhundrede, Himmerl-Kjær. III. 1914. 436–67, IV. 1915. 1–55. L. A. Hauch. Danmarks Trævækst. 1919–23. Statistiske Meddelelser. Skove og Plantager. 1951. 1954. Poul Lorenzen. Rold Skov og Rebild Bakker, Danmarks Turistforenings Aarbog. 1943. 89–104. Danske Skovdistrikter. 1957. Dansk Jagttidende. 1960. 150–56.

Kulturgeografi.

I Ålborg a. lever (1955) 232.885 indb., hvilket giver en gennemsnitlig befolkningstæthed på 79,9 indb. pr. km². Af befolkningen lever 60,9% under bymæssige forhold (42,3% i købstæder, 8,2% i forstadsbebyggelser og 14,8% i bymæssige bebyggelser i øvrigt). Befolkningen er fordelt på 72.160 husstande; i bykommunerne går der gennemsnitlig 2,9 indb. på én husstand, i landkommunerne 3,5.

Befolkningens fordeling ses af befolkningskortet. Man kan her naturligt skelne ml. en landbefolkning, der bor mere el. mindre jævnt spredt el. samlet i mindre ophobninger (husgrupper el. landsbyer), og en bybefolkning, der lever i byer el. bylignende bebyggelser, der oftest er knyttet til trafikale knudepunkter. Blandt bydannelserne indtager den store bydannelse »Limfjordsbyen« en dominerende plads; denne bydannelse rummer i alt 111.726 indb. el. 48,0% af amtets befolkning på kun 3,2 % af dets areal. Administrativt deles »Limfjordsbyen« i de to bykommuner Ålborg s.f. Limfjorden og Nørresundby n.f. denne samt i de bymæssigt bebyggede landkommuner Hasseris, der opfattes som forstadsområde til Ålborg, og Sundby-Hvorup, der er forstad til Nørresundby. Set fra et geografisk og et erhvervsøkonomisk synspunkt må hele det bymæssigt bebyggede område på begge sider af den her kun 600–800 m brede Limfjord opfattes som en helhed, der i sin differentiering og sine funktioner kan betragtes som en moderne storby, og som udgør landets fjerdestørste bydannelse. I den øvr. del af amtet optræder en del helt el. næsten folketomme områder, hvoraf mange omfatter betydelige arealer. Oftest er de knyttet til moseområder (således i Lille Vildmose, Danmarks største mose, og i den sydl. del af Store Vildmose), til andre former for vandlidende områder i det marine forland (Nørrekær nø.f. Løgstør, arealerne n.f. Øland og Gøl, engene i Gerå-dalen nø.f. Ålborg o.m.a.), til større skovområder (tydeligst i Rold skov), og til indsande (hvoraf det største er beliggende sø.f. Løgstør, et andet ø.f. Trend). Andre tyndtbefolkede områder er knyttet til mindre eng- og mosestrækninger, skove, plantager, klitter, strandenge el. til godser og andre større landbrug. Den spredtboende del af landbefolkningen vil ofte af praktiske grunde vise en tendens til bosættelse, hvor de bedste transportmuligheder findes, og mange steder i a. vil man derfor finde bosættelsen særligt koncentreret langs vejene, hvor der i moderne tid er opstået flere helt el. næsten sammenhængende bebyggelser, der dog ikke kan opfattes som bydannelser i dette ords traditionelle forstand.

De fleste egl. landsbyer i a. er små og ret åbent bebyggede; de største findes, hvor der er tale om en randbebyggelse, hvorfra et ubeboet areal udnyttes, således på og n.f. Øland og Gøl, til dels omkr. Lille Vildmose o.a. Oftest repræsenterer s. 793 bydannelserne i landdistrikterne dog stationsbyer el. vejknudepunkter, ofte med en landsbykerne, el. ved kysterne fiskerlejer, hvori der dog i reglen også indgår landsbyelementer.

»Limfjordsbyens« økonomiske dominans har forhindret dannelsen af andre større byer inden for a. Hadsund, Års og købstaden Løgstør er de eneste byer i a. uden for »Limfjordsbyen«, der har over 3000 indb., mens købstaden Nibe er endnu mindre. Disse byer er dels oplandsbyer, dels industribyer, der for visse produkter har hele landet som marked. Mens erhvervslivet i Løgstør og Års er forholdsvis alsidigt, er Nibe en ret udpræget jernindustriby og Hadsund en levnedsmiddelindustriby. »Limfjordsbyen« må karakteriseres som en mangesidig industriby, hvor over halvdelen af den erhvervsaktive befolkning arbejder i industrien, men hvor ingen enkelt industrigren dominerer.

Bydannelserne er oftest knyttet til en jernbanestation, i enkelte tilfælde (Års, Åbybro, Vodskov, Svenstrup) til et jernbaneknudepunkt, og i nogle tilfælde (Løgstør, Nibe, Hvalpsund, Hadsund) desuden til en havn med lokal betydning. Erhvervslivets udvikling i 1800t.s sidste årtier skabte i landdistrikterne et behov for lokale centrer for handel og industri, og disse opstod normalt på de lokaliteter, hvor transportmulighederne var bedst, ɔ: ved jernbanestationerne. Disse stationsbyer har hovedsagelig lokal oplandshandel, håndværk og småindustri; enkelte har desuden specielle funktioner som hospitalsby (Vodskov), turistby (Skørping), skoleby (Ranum) olgn.

De fleste stationsbyer er gl. landsbyer, der som følge af anlægget af jernbanen er gået ind i en ny udviklingsfase og mere el. mindre har ændret erhvervsstruktur. I disse tilfælde indgår landsbyen som kernen i den nye stationsby. I enkelte tilfælde (Skørping, Arden) er der opstået en ny bydannelse ved jernbanestationen et stykke vej fra den gl. landsby. Noget oftere er der sket en mere el. mindre fuldstændig sammenvoksning af landsbyen og bebyggelsen ved den nærliggende jernbanestation (Storvorde, Klarup, Ulsted, Åbybro).

Ikke ved alle jernbanestationer er der opstået bydannelser, enten fordi der ikke i stationens omegn har været behov for et urbant centrum, el. fordi en nærliggende landsby el. vejby har overtaget stationsbyens funktioner, mens der ved selve stationen kun findes ringe el. ingen bebyggelse (eks. Komdrup, Sønderholm).

I de jernbaneløse egne har erhvervsudviklingens behov for lokale, urbane centrer medført, at der på andre trafikalt begunstigede steder, fx. i vejkryds, har udviklet sig bydannelser med en stationsbys erhvervsfunktioner. Af sådanne vejbyer har Terndrup, Mou, Suldrup og Ranum over 500 indb. Andre bydannelser er opstået ved havnepladser uden jernbaneforbindelse med omverdenen; af disse har Hals, Als og Hurup hver mere end 500 indb. Disse jernbaneløse havnebyer forener oftest en lokal fiskerihavns og en oplandsbys funktioner.

Sommerhusbebyggelse findes især langs Kattegatkysten og tjener overvejende som sommeropholdssteder for »Limfjordsbyen«s befolkning. Også i Hammer bakker n.f. Limfjorden og omkr. Skørping m.m. findes en del sommerhuse.

Af a.s befolkning (1950) lever 29,6% af landbrug, skovbrug, gartneri og fiskeri, 33,5% af industri, håndværk og byggeri, 12,1% af handel, 6,9% af transport, og 5,8% af administration og liberale erhverv. 10,7% er uden erhverv, hovedsagelig rentiers og pensionister.

A.s erhvervsstruktur præges af den industrielle region »Limfjordsbyen« på den ene side og af omfattende landbrugsegne på den anden side. I over 90% af a.s kommuner er landbrug hovederhvervet. De mest udprægede landbrugsdistrikter findes i det nordvestl. og sydl. Himmerland, hvor landbrug beskæftiger over 75% af den erhvervsaktive befolkning. Kun i købstæderne og disses forstæder er industri m.v. hovederhvervet, og kun i »Limfjordsbyen« beskæftiger industri m.v. over halvdelen af den erhvervsaktive befolkning.

Landbrugsarealet i a. omfatter i alt 75,6% af totalarealet (1958) el. noget mere end gennemsnittet for Danmark (se også afsnittet Statistik, s. 796 ff.). Mest opdyrket er det østl. Himmerland ml. Lille Vildmose og Rold skov, egnen sv.f. Rold skov, Løgstøregnen og dele af det sydl. Vendsyssel.

Det østl. Himmerland må henregnes til den midtjyske landbrugsregion, hvor byg er hovedkornarten, men hvor desuden en betydelig dyrkning af blandsæd, havre og rug finder sted. Vestligere er jordbunden ringere, og den vestjyske landbrugsregion, karakteriseret ved stor havre- og rugdyrkning, når mod n. til Limfjorden i det vestl. Himmerland. Kystegnene ud mod Livø bredning har bedre morænejord, og her dyrkes en del byg og hvede. Egnene i a. n.f. Limfjorden hører til den nordjyske landbrugsregion, hvor havre er den dominerende kornart. Af rodfrugterne er kålroen langt den vigtigste, men også kartoffeldyrkningen er betydelig, frem for alt omkr. Ålborg og på de sandede jorder i det vestl. Himmerland. Endv. dyrkes, hovedsagelig på bedre jord, et anseligt areal med sukkerroer til foderbrug og fodersukkerroer. Frugtdyrkningen er stort set ringe.

Inden for husdyrholdet er den sortbrogede malkerace mest udbredt, men den røde, danske malkerace ses ofte, ligesom også krydsninger forekommer udbredt. Selv om mælkeproduktionen overvejende finder anvendelse i mejeribruget til fremstilling af ost og smør, spiller leverancerne af konsummælk til »Limfjordsbyen« en betydelig rolle. Svineholdet er ligesom husdyrholdet jævnt fordelt, med en lille overvægt til de bedste jorder; som foder anvendes foruden korn og returmælk også kartofler m.v. Fåreholdet er forsvindende lille. Hønsehold er alm. udbredt, dog mest i de tættest befolkede landbrugsegne.

Langs kysterne findes bosat en fiskerbefolkning, som dog især koncentreres ved havnene. De bebyggelser, der mest har karakter af fiskerlejer, er Hurup og Als på Himmerlands Kattegatskyst, Hals ved Limfjordens østl. munding, Hou på Vendsyssels Kattegatskyst og Hvalpsund i Limfjorden. I Kattegat, hvor det største fiskeri foregår, er rødspætter, makrel, sild, torsk og industrifisk den vigtigste fangst, mens ålen er langt den vigtigste fisk for fangsten i Limfjorden.

Den vigtigste mineralproduktion i Ålborg a. er knyttet til cementindustrien i »Limfjordsbyen«, den altdominerende cementproduktions- og eksportby i Danmark. Råstofferne er skrivekridt og stenfrit ler, der brydes i store, åbne brud på begge sider af Limfjorden, mens brændselsstofferne til fremstillingsprocessen må importeres ad søvejen. I Lille Vildmose samt i ringere omfang i Store Vildmose og a.s mindre moser foregår en tørvebrydning, der normalt er landets største. Ved Suldrup, omtrent midt i Himmerland, er påvist en underjordisk salthorst (se også s. 770), der desuden indeholder en del kalisalte; en udnyttelse af denne forekomst må med ret stor sikkerhed forudses påbegyndt inden for den nærmere tid.

Industrien i a. domineres fuldstændigt af »Limfjordsbyen«, der (1950) rummer godt 2/3 af hele a.s industribefolkning. »Limfjordsbyen«s industrielle struktur er s. 795 udpræget mangesidig; vigtig er foruden den allr. omtalte cementindustri også skibsbygningsindustrien, tobaksindustrien og spritfabrikationen; endv. tekstilindustrien (bl.a. bomuldsspinderi) og en mere alsidig jern- og metalindustri. Bygningsindustrierne spiller ligeledes en meget stor rolle, og det sa. gælder levnedsmiddelindustrien (store slagterier, konserves og hermetik, margarine) og gødningsindustrien (superfosfat). I det øvr. a. er der særlig grund til at fremhæve maskinindustrien i Nibe og i Godthåb v.f. Svenstrup, slagteriindustrien i Hadsund og trævareindustrien omkr. Rold skov, vigtigst i Store Arden og ved Skørping. Teglværksindustrien arbejder i første række for markedet i »Limfjordsbyen«.

Hovedjernbanelinien Frederikshavn-Ålborg-Århus-Fredericia løber gennem a. fra n. til s. Foruden lyntogs- og hurtigtogsforbindelserne til og fra Kbh. fører denne linie de internationale togforbindelser fra Norge og Sverige over Hirtshals og Frederikshavn til Hamborg. Mens denne jernbanes betydning først og fremmest ligger i fjerntransporterne, er a.s øvr. jernbaner typiske oplandsbaner med overvejende rent lokale trafikopgaver. Jernbanen Hobro-Års-Løgstør er statsbane, mens flg. privatbanelinier helt el. delvis løber i Å. a.: Ålborg-Hadsund, Ålborg-Nibe-Års-Hvalpsund, Ålborg-Nørresundby-Sæby-Frederikshavn og Ålborg-Nørresundby-Åbybro-Fjerritslev-Thisted.

A. er gennemkrydset af et ret tæt vejnet, hvoraf følgende er hovedveje: A 10 (Skagen)-(Sæby)-Ålborg-Hobro-(Kruså-grænse); A 13 (Vejle)-(Viborg)-Ålborg; A 14 Ålborg-(Hjørring)-(Hirtshals) og A 17 Nørresundby-Åbybro; sidstn. støder i Åbybro til hovedvej A 11 (Frederikshavn-Thisted-Tønder-grænse), der på få kilometer forløber i Å. a. Hovedvej A 10 følges i a. af Europavej E 3 (Norge)-Frederikshavn-Ålborg-Kruså-grænse-(Paris-Lisboa). Vejnettets udbygning har nødvendiggjort en del større broer, således Limfjordsbroen ml. Ålborg og Nørresundby i »Limfjordsbyen«; denne bro tjener både bytrafikken og den gennemgående trafik; endv. Aggersundbroen ml. det nordvestl. Himmerland og Hanherrederne, og Hadsundbroen over Mariager Fjord. Ved Hvalpsund opretholder en bilfærgerute forbindelsen ml. det vestl. Himmerland og Salling. – En række bilruter supplerer jernbanenettet, dels som fødelinier til jernbanerne, dels som forstærkningslinier parallelt med disse.

Ålborg lufthavn er Danmarks vigtigste lufthavn næst efter Kastrup ved Kbh. Den ligger ved Rødslet ca. 11 km fra »Limfjordsbyen«s centrum, i Sundby-Hvorup kom. (se s. 945). Ålborg er i direkte, daglig flyveforbindelse med Kbh., Kristiansand og Stavanger.

Naturfredning. I Ålborg a. er foretaget fredning af ret store, sammenhængende arealer, fx. en del af Hammer bakker i Hammer so., Mulbjerge i Mou so. og af Gravlevdalen og Rebild bakker i Gravlev, Buderup og Skørping so. Desuden har man fredet nogle af de typiske gl. kystskrænter ml. Nørholm og Klithuse i Nørholm so., ved Als i Als so., ved Melbjerg Hoved i Lovns so. og s.f. Aggersund i Næsborg og Kornum so. – Af åfredninger må navnlig fremhæves Lindenborg å gennem Rold skov i Gravlev, Buderup og Skørping so. Af kilderne, der er så typiske for det østl. Himmerland, er fredet Store Blåkilde i Astrup so. og Blåhøl i Skørping so.

Adskillige af disse landskabelige fredninger har tillige biologisk værdi, selv om deres nuv. tilstand ved fuldstændig fredning antagelig vil ændres noget. I så henseende er fredningen af en del af Skindbjerglund i Skørping so. og arealerne ved Tygeslund i Vive so. samt Skivum krat og Sønderup å i Skivum so. af interesse.

En anden type af fredninger omfatter bygninger med omgivelser, kirker, herregårde m.v. samt oldtidsmindesmærker, der forefindes i stort antal i næsten alle dele af amtet med undtagelse af de marine forlande.

Statistik.

Amtets areal var 1. okt. 1955: 2914,12 km². Af det samlede areal udgør købstæderne 51,93 km² og vandarealerne 13,76 km².

Arealets udnyttelse. Af det samlede areal 1951, 291.112 ha, udgjorde landbrugsarealet 222.174 ha, gartnerier og frugtplantager 709 ha, skove og plantager (inkl. læplantninger og småplantninger) 25.936 ha, private haver 5103 ha, bebygget grund og gårdsplads 4538 ha, gader, veje, jernbaner, hegn m.v. 6808 ha, byggegrunde, sportspladser, kirkegårde m.v. 1447 ha, tørvemoser 11.382 ha, heder, klitter, sumpe, stenmarker olgn. 11.639 ha og vandarealer 1376 ha.

1960 var fordelingen af landbrugsarealet, i alt 220.080 ha, flg.: hvede 2182 ha, rug 14.019 ha, byg 44.620 ha, havre 9.755 ha, blandsæd 21.419 ha og bælgsæd 125 ha, endv. kartofler 12.191 ha, foderroer m.v. 33.219 ha, sukkerroer til fabrik 207 ha, gulerødder 40 ha, frø 996 ha, grøntsager på friland 374 ha, industriplanter (hør, sennep, raps, hamp) 526 ha, brak 92 ha, græs og grøntfoder 46.658 ha og græsarealer uden for omdriften 33.188 ha, og endelig anvendtes 400 ha græsarealer som læggeplads for tørv.

Å. amt har et forholdsmæssigt lidt større landbrugsareal end de andre nord- og vestjyske amter, men lidt mindre end de østjyske. Skovarealerne og hede- og klitarealerne og vandarealerne er relativt noget mindre end i de fleste andre jyske amter, hvorimod arealerne med tørvemoser er større end i noget andet amt.

Af landbrugsarealet var 1960 kornarealerne – navnlig hvede og byg – og rodfrugtarealerne – især kartofler og kålroer – og endelig arealer med hør, grønsager og raps relativt store.

Høstudbyttet var 1960 9,7 mill. afgrødeenheder, hvoraf 2,7 mill. kerne af korn, 0,7 mill. halm, 3,2 mill. rodfrugter (inkl. roetop) og 3,0 mill. græsmarksafgrøder.

Ved ejendomsvurderingen 1956 udgjorde den samlede ejendomsværdi i Ålborg amt 1902 mill. kr., heraf for ejendomme i købstæderne 806 mill. kr., i landdistrikterne 1096 mill. kr.

Af ejendomme i landkommunerne var 37 større landbrug på over 12 tdr. hartk. med i alt 770 tdr. hartk. (areal 9060 ha, ejendomsværdi 17,9 mill. kr.), 4772 bøndergårde på 1–12 tdr. hartk. med i alt 12.039 tdr. hartk. (areal 144.334 ha, ejendomsværdi 329,0 mill. kr.) og 8444 landbrugshuse (landejd. på 1 ha og derover med under 1 td. hartk.) med i alt 3521 tdr. hartk. (areal 88211 ha, ejendomsværdi 221,7 mill. kr.).

Blandt de øvr. ejendomme i amtets landkommuner var 13.672 ejendomme udelukkende til beboelse til en samlet ejendomsværdi på 281 mill. kr. og 1896 forretningsejendomme med el. uden beboelse med en samlet ejendomsværdi på 67,5 mill. kr., stats- og kom. ejendomme olgn. 71,1 mill. kr., fabrikker, møller, kroer, hoteller 27,5 mill. kr. og andre ejendomme 80 mill. kr. Af købstædernes ejendomsværdi faldt 535,4 mill. kr. på beboelses- og/eller forretningsejendomme (deraf 13,1 mill. kr. på kommunale beboelsesejendomme), 104,5 mill. kr. på stats- og kommunale ejendomme og andre ejendomme med fritagelse efter § 8 i øvrigt, 77,9 mill. kr. på fabrikker og lagerbygninger, 6,8 mill. kr. på landbrugsejendomme og 81,6 mill. kr. på andre vurderinger.

Husdyrhold. Af husdyr fandtes der 1960 19.351 heste, 251.201 stk. hornkvæg, deraf 104.531 malkekøer, 1821 får, 395.989 svin, 1.302.766 høns, 2717 kalkuner, 24.326 ænder og 10833 gæs.

Landbrugets arbejdskraft, maskinbestand etc. I alt 9117 landbrugsmedhjælpere var beskæftiget i amtet i juli 1960, deraf 8568 faste medhjælpere. Den i amtet i landbrugsåret 1958/59 beskæftigede arbejdskraft svarede til 9618 helårsarbejdere (hvoraf 5814 var faste fremmede medhjælpere, 2934 voksne børn og slægtninge og 870 daglejere olgn.); hertil kom indehavernes, deres ægtefællers og mindreårige børns arbejde, der svarede til 11.334 helårsarbejdere.

Malkemaskinanlæg fandtes i 1959 på 10052 ejendomme i amtet, der var i 1960 i alt 5881 traktorer og 281 mejetærskere. 6824 ejendomme havde i 1958 ensilagebeholdere og 1326 ejendomme jordkuler.

Befolkningen. Der var ved folketællingen 1/10 1955 72.160 husstande med 232.885 indb. i amtet (1801: 45.627, 1850: 65.216, 1901: 128.656, 1930: 187.280); deraf havde provinsbyerne 34.127 husstande med 98.418 indb. el. 42,3 pct. (1801: 6623, 1850: 9873, 1901: 38.907, 1930: 56.001 el. 14,5, 15,1, 30,2 og 29,9 pct.), hertil kommer i provinsbyernes forstæder 1955: 6100 husstande med 19.123 indb. og i andre bymæssige bebyggelser 11.007 husstande med 34.487 indb. I de egl. landdistrikter var der derefter 20.926 husstande med 80.857 indb. svarende til 34,7% af amtets indb.

Folkemængden i amtet var 1950 fordelt på flg. erhvervsgrupper (tallene omfatter foruden forsørgerne samtlige personer – hustruer, mindreårige børn m.v. – hvis forsørger var knyttet til det nævnte erhverv): 66.765 levede af landbrug m.v. (derunder også bl.a. fiskeri), 75.634 af håndværk og industri, 27.194 af handel og omsætning, 15.537 af transportvirksomhed, 13.159 af administration og liberale erhverv og 23.367 af aldersrente, pension, formue olgn., medens 3738 ikke havde givet oplysning om erhverv.

Ved den 1948 afholdte erhvervstælling var der i amtet 5239 håndværks- og industrivirksomheder, der i alt beskæftigede 30.657 personer, heraf 23.587 i byerne el. disses forstæder, 4141 i bymæssige bebyggelser i øvrigt i landkommunerne og 2929 i rene landdistrikter. Virksomhedernes maskinkraft var i alt 97.894 hk. Der var i amtet 492 engros el. dermed beslægtede virksomheder med i alt 2785 beskæftigede og en omsætning på 433,2 mill. kr., 2648 detailhandelsvirksomheder med 7312 beskæftigede og en omsætning på 326,6 mill. kr. og endelig 380 hotel- og restaurationsvirksomheder med 1987 beskæftigede og en omsætning på 32,1 mill. kr.

Finanser. Amtskommunens finansielle forhold 1/4 1958–31/3 1959.

Af Å. amtsrådskreds’ driftsindtægter, i alt 10.061.000 kr., var de væsentligste poster grundskyld 5.633.000 kr., ejendomsskyld 418.000 kr., statstilskud til nedsættelse af grundskyld 1.900.000 kr. og renteindtægter (netto) 994.000 kr. Af driftsudgifterne kan nævnes medicinalvæsen 4.794.000 kr., vejvæsen (efter fradrag af forskellige tilskud) 3.244.000 kr., bidrag til amtskolefonden 821.000 kr., forsorgsudgifter 232.000 kr. og administration 321.000 kr.

Amtets formue androg 31/3 1959 30,3 mill. kr., hvoraf i sygehuse 1,9 mill. kr. og andre faste ejendomme 1,0 mill. kr.; amtets gæld var 6,0 mill. kr.

Ejendomsskyldpromillen til amtskommunen var (efter statstilskud) 1958/59 14,68, 1959/60 15,08, hvilket var ca. 40, resp. ca. 30 pct. mere end gennemsnittet for samtlige amtskommuner.

Grundskyldpromillen til amtskommunen var (efter statstilskud) 1958/59 16,68, 1959/60 18,20 for landbrugsejendomme og 24,46, resp. 25,14 for andre ejendomme; promillerne var for landbrugsejendomme ca. 25 og ca. 15 pct., for andre ejendomme ca. 35 og ca. 20 pct. højere end gennemsnittet for hele landet.

Med hensyn til de finansielle forhold for sognekommunerne i Å. amt under ét kan det nævnes, at af de samlede løbende indtægter i 1957/58 – i alt 47.248.000 kr. – var skatter og afgifter 45.634.000 kr., deraf udgjorde grundskylden 8.848.000 kr., grundstigningsskylden 87.000 kr., ejendomsskylden 4.219.000 kr., opholdskommuneskatten 25.224.000 kr., erhvervskommuneskatten 120.000 kr., aktieselskabsskatten 384.000 kr., afgifter af motorkøretøjer 6.402.000 kr. og andre afgifter 240.000 kr. Af andre indtægter kan især nævnes formue- og erhvervsindtægter 1.505.000 kr., heraf indtægter af el-, gas- og vandværker 128.000 kr.

Af kommunernes vigtigste løbende udgifter, i alt 38.409.000 kr., var de sociale udgifter 16.510.000 kr., skolevæsen 5.226.000 kr., biblioteksvæsen 170.000 kr., vej- og kloakvæsen 8.001.000 kr., snekastning 1.001.000 kr., belysning af gader 134.000 kr., brandvæsen 228.000 kr., administration 3.205.000 kr. og renter af lån 2.605.000 kr.

Kommunernes samlede formue var 31/3 1958 89,3 mill. kr., hvoraf værdipapirer 34,4 mill. kr. og faste ejendomme 54,9 mill. kr.; den samlede gæld var 46,4 mill. kr.

Inddeling.

Amtet består af købstæderne Ålborg, Nørresundby, Løgstør og Nibe og herrederne Hindsted, Hellum, Gislum, Års, Slet, Hornum, Fleskum og Kær; det omfatter 66 sognekommuner.

Amtsrådet har 13 medlemmer, hvoraf ved valget i marts 1958 4 tilhørte Socialdemokratiet, 1 Det radikale Venstre, 1 Det konservative Folkeparti og 7 Venstre. M.h.t. valg til Folketinget omfatter Ålborg amtskreds 6 opstillingskredse: 1) Ålborg (vest), 2) Ålborg (øst), 3) Bælum, 4) Års, 5) Nibe og 6) Nørresundby. Amtskredsen omfatter – foruden alle kommuner i Ålborg amt – Vedsted kom. af Hjørring amt, der hører under 6. opstillingskr. (Nørresundby).

I kirkelig henseende hører amtet dels til Ålborg stift, dels til Viborg stift. Under Ålborg stift hører 4 provstier med i alt 47 pastorater, nemlig 1) Ålborg købstads provsti, 2) Kær herreds provsti, 3) Fleskum og Hornum herreders provsti og 4) Hindsted og Hellum herreders provsti og under Viborg stift 2 provstier med i alt 22 pastorater, nemlig 1) Års og Gislum herreders provsti og 2) Slet herreds provsti.

I jurisdiktionel henseende er amtet delt i flg. retskredse: 1) en del af retskr. nr. 70, Hobro med hovedtingsted i Hobro (hvorunder 7 af amtets kommuner) og bitingsted i Ålestrup (1 af a.s kom.), 2) hele retskr. nr. 71, Terndrup retskr. med hovedtingsted i Terndrup (9 kom.) og bitingsted i Hadsund (3 kom.), hele retskr. nr. 72, Løgstør, med hovedtingsted i Løgstør (9 kom.) og bitingsted i Års (5 kom.), 4) hele retskr. nr. 73, Nibe, med hovedtingsted i Nibe (14 kom.) og bitingsted i Års (4 kom.), 5) hele retskr. nr. 74, Ålborg, med tingsted i Ålborg (11 kom.) og endelig største delen af retskr nr. 75, Nørresundby med tingsted i Nørresundby (10 kom.); til denne retskr. hører også Gøl og Vedsted kom. af Hjørring amt.

Amtet omfatter flg. politikredse: 1) del af politikr. nr. 45 (Hadsund), hvorunder hører retksr. nr. 71 (foruden retskr. nr. 69, Randers amt), 2) del af politikr. nr. 46 (Hobro), der omfatter hele retskr. nr. 70 (Hobro), se ovf., 3) politikr. nr. 47 (Nibe) svarende til retskr. nr. 72 (Løgstør) og nr. 73 (Nibe), 4) politikr. nr. 48 (Ålborg) omfattende retskr. nr. 74 og endelig politikr. nr. 49 (Nørresundby) omfattende retskr. nr. 75, hvorunder også Gøl og Vedsted kom. af Hjørring amt.

Amtet udgør Ålborg amtslægekreds, der omfatter 4 lægekredse: 1) Ålborg købstad, 2) Ålborg amts nordenfjordske lægekr. (Nørresundby), 3) Ålborg amts søndenfjordske lægekr. (Ålborg) og 4) Himmerlands lægekr. (Farsø).

Amtet hører til 5. udskrivningskr. (Ålborg), der også omfatter Hjørring amt, Thisted amt, Ringkøbing amt og en del af Viborg amt samt Hobro kbst. af Randers amt. Der hører 5 civilforsvarsområder under amtet, nemlig 1) Hadsund, 2) Løgstør, 3) Nibe, 4) Nørresundby og 5) Ålborg.

Amtet udgør Ålborg amtstuedistrikt med amtstue i Ålborg. Amtet er delt i 5 skattekredse: 1) (50. skattekr.) Ålborg købstad, 2) (51. skattekr.) Nørresundby, 3) (52. skattekr.) Nibe, 4) (53. skattekr.) Løgstør og 5) (54. skattekr.) Hellum-Hindsted herreders skattekr.

M.h.t. vurdering af landets ejendomme udgør amtet Ålborg amtsskyldkreds, der er delt i 8 vurderingskredse, nemlig 1) Hindsted hrd.s omfattende 7 vurderingsdistrikter, 2) Fleskum hrd.s (14 vurd.distr.), 3) Gislum hrd.s (14 vurd.distr.), 4) Løgstør (17 vurd.distr.), 5) Nibe (8 vurd.distr.), 6) Nørresundby (4 vurd.distr.), 7) Kær hrd.s (5 vurd.distr.) og 8) Ålborg (1 vurd.distr.).

Ålborg amts politiske repræsentanter.

I. Den grundlovgivende rigsforsamling 1848–49. Godsforv. Anders Jensen Hjorth (H); sgpr. J. C. Schurmann (V); lærer Anders Jungersen (V); møller Christen Eriksen (H); herredsfoged Chr. M. Jespersen (L).

II. Repræsentanter i folketinget 1849–1918.

a) Nørresundby-kredsen: herredsfoged Fred. Ulrik Timm 1849–52 (H); sgpr. Ludv. D. Hass 1852–55 (V); sgpr., red. P. Chr. Zahle 1855–61 (V); propr. Fred. Nic. Dresing 1861 – 66 (NL); sgpr., red. P. Chr. Zahle 1866–72 (V); gdr. Jens Jensen 1872–76 (H); overretsprok. Chr. Juel 1876–87 (H, sen. V); propr. Ferdinand Tutein 1887–93 (V); sagf. J. K. Larsen 1893–95 (V); gdr. Anders Kjærsgaard Sørensen 1895–96 (V); gdr., sen. minister s. 802 Jens Jensen-Sønderup 1896–1910 (V); højskoleforst., gdr. Søren Frederiksen 1910–13 (V); højskolelærer Fred. Nørgaard 1913–18 (V).

b) Ålborg-kredsen: møller Lorens H. Ingstrup 1849–51 (V); gehejmeråd, minister F. F. Tillisch 1851–53 (H); toldkasserer S. Th. Thorbrøgger 1853 (H); departementsdir. Niels Wiborg 1853–54 (H); guvernør Peder Hansen 1854–61 (H); vinhandler Carl Fred. Krebs 1861–63 (H); prok. Anders Bentzen 1863–66 (H); finansminister, rigsgreve Wilh. Sponneck 1866–69 (H); amtmand, sen. indenrigs- og justitsminister Carl Nutzhorn 1869–70 (H); højesteretsass. Chr. Sophus Klein 1870–76 (NL); løjtn., greve Chr. Tramp 1876–79 (V); generalauditør Hans Chr. Steffensen 1879–81 (H); kaptajn L. C. Nyholm 1881–82 (H, sen. V); sagf. J. K. Larsen 1882–87 (V); propr. Henning Plesner 1887–92 (V); dir., indenrigsminister Ludv. Bramsen 1892–98 (H); red. Niels Lundager Christensen 1898–1903 (S); red. Niels Chr. Christensen 1903–18 (S).

c) Bælum-kredsen: red. Bernhard Rée 1849–52 (V); lærer Anders Jungersen 1852–55 (V); smed, bolsmand Niels Peter Hansen 1855–66 (V); gdr. Chr. Nielsen 1866 (V); gdr. Søren Pedersen-Nøtting 1866–69 (V); gårdfæster Søren Pedersen 1869–90 (V); bladudgiver Herman Bing 1890–92 (V); snedker Jens Henrik Jensen-Bælum 1892–1915 (V); gdr. Niels Gjerding 1915–18 (V).

d) Brorstrup-Års-kredsen: sgpr. Jørgen Fred. Jørgensen 1849–51 (H); gdr. Peder Christiansen 1851–52 (H); lærer Morten Andersen 1852–58 (V); husmand Anders Nielsen 1858–87 (V); gdr. J. P. K. Vestergaard 1887–92 (V); lærer, statsrevisor Anders Thomsen 1892–1912 (V); gdr. J. P. Lillelund 1912–18 (V).

e) Nibe-kredsen: sgpr. F. A. Hansen 1849–52 (H); red. Bernhard Rée 1852–54 (V); godsejer, minister Regnar Westenholz 1854–55 (V); byfoged Wilhelm Petersen 1855–58 (H); sgpr. Ludv. D. Hass 1858–61 (V); gdr. Peder Christiansen 1861–64 (H); red. Bernhard Rée 1864–66 (V); gdr. Villads Nielsen Holm 1866–90 (V); gdr. Laurs Sørensen Kvist 1890–1918 (V).

III. Repræsentanter i folketinget efter 1918. Prof. L. V. Birck 1918–20 (KF); red. Niels Chr. Christensen 1918–32 (S); gdr. Laurs Sørensen Kvist 1918–26 (V); gdr. J. P. Lillelund 1918–22 (V); husmand H. Chr. Hansen 1918–29 (RV); dommer Ole Kirk 1918–20 (V); red. Povl Drachmann 1920–24 (KF); red. Gerhard Nielsen 1920–33 (S); kaptajn R. Chr. Schiøler 1922–24 (V); red., sen. trafikminister Niels Elgaard 1924–53 (V); sekr. Harald Jensen 1924–29 (S); gdr. Henrik Jensen 1924–29 (V); lærer Anders A. Andersen 1926 (V); red., sen. udenrigsminister Ole Bjørn Kraft 1926– (KF); landsretssagf., sen. justitsminister A. L. H. Elmquist 1929–32 (V); kreditforeningsdir. Edvard Sørensen 1929–54 (V); gdr. Jens Fred. Sørensen 1930–45 (S); husmand H. Chr. Hansen 1932–35 (RV); socialminister Johan Strøm 1932–58 (S); landpostbud Th. M. Bach 1933–35 (S); husmand Christen Andersen 1935–45 (S); dir., fhv. minister J. Hassing-Jørgensen 1935–43 (RV); red. Carl Bollerup Madsen 1935–53 (S); smedemester Th. M. Andersen 1939–43 (DNSAP); gdr. Svend Nielsen 1939–43 (V, sen. Bondepartiet); højskoleforst. Robert Stærmose 1943–47 (DS); husmand Christen Andersen 1947–50 (S); gdr. Peder Christensen-Rebild 1947–50 (V); kontrolbestyrer Laurits Lynnerup Nielsen 1945–60 (K); konsulent, sen. fiskeriminister Oluf Pedersen 1950–60 (DR); bogbindermester Peter Nielsen 1950– (S); gdr. Alfred Bøgh 1953– (V); red. Peter Kristensen 1953– (S); landsretssagfører Knud Axel Nielsen 1953– (S); arbejdsmand Evald Kristensen 1953–57 (S); gdr. Peder Christensen-Rebild 1954–57 (V); gdr. Søren Jensen 1957– (V); husmand Morten Larsen 1957–60 (RV); arbejdsmand Evald Kristensen 1958– (S); arbejdsmand Chr. Madsen 1960– (SF). Redaktør N. P. Hylleberg Kristensen 1960– (S).

Åndelige rørelser.

I årene forud for 1848 sporedes ingen større folkelig aktivitet inden for amtet, og da man 1848 udpegede medlemmer til den grundlovgivende rigsforsamling, valgtes omtrent lige mange repræsentanter for Højre og Venstre. Amtets førende avis var på det tidspunkt Aalborg Stiftstidende (grl. 1767). Det redigeredes 1838–68 af den meget energiske venstrepolitiker Bernhard Rée, der fra 1844 havde været medlem af Viborg stænderforsamling.

1866 flyttede Thomas Bjørnbak sin skole i Smidstrup (Hjørring amt) til Fjellerad (Gunderup so.). Det var en udpræget rationalistisk højskole, der lagde vægt på kundskabstilegnelse, og den fik en betydelig søgning af omegnens bønderkarle. O. 1900 flyttedes den til Gudumholm s. 803 (Gudum so.), og den nedlagdes 1908. Allr. 1855 havde den sen. kendte da.-amer. præst og forf. Kr. Østergaard oprettet Støvring højskole, 1855 grundlagdes Bælum højskole, og i årene 1872–84 eksisterede en højskole i Sønderholm. Navnlig den sidste var en udpræget grundtvigsk vækkelseshøjskole. Ingen af disse skoler fik dog større betydning ud over den lokale kreds. I tilknytning til skolerne og i øvrigt pletvis spredt over amtet fandtes forsk. grundtvigske frimenigheder, fx. i Søttrup (Ulstrup so.) og i Hornum. Pastor R. Anker Møller i Hornum var en årrække den centrale skikkelse inden for amtets frimenigheder. Også Indre Mission fik fodfæste inden for amtet, og det var navnlig i Års og Gislum herreder, at bevægelsen vandt indpas.

I slutg. af 1700t. gjorde herrnhuterne et fremstød, hjulpet af pastor J. A. Wøldike, Gunderup.

Fra sogne i Østhimmerland udgik i 1880erne en stærk afholdsbevægelse. Den ledende kraft var gdr. Claus Johannsen i Vårst (Gunderup so.), og på Hadsundegnen agiterede vandrelærer Fr. Estrup. Johannsen stiftede 1881 Danmarks Totalafholdsforening.

I politisk henseende erobrede partiet Venstre i løbet af 1860erne magten i så godt som alle amtets kredse. Kun Ålborg-kredsen holdt stand til omkr. 1880. Amtets førende politiske avis var fra 1889 Aalborg Amtstidende, grl. af Herman Bing og med Vilh. Lassen som red. Bladet fulgte den hørupske linie og agiterede ivrigt for andelsbevægelsen og husmandssagen. Johan Skjoldborg var en flittig medarbejder ved bladet. Fra 1910 anlagdes bladets politiske linie af Marie Lassen, der stod Venstre og J. C. Christensen nær. De radikale synspunkter forfægtedes herefter af Aalborg Venstreblad, grl. 1911 og ledet af Gunnar Fog-Petersen. Bladet gik ind 1929. Fra beg. af 1900t. overgik Stiftstidende til familien Schiøttz-Christensen, og bladets holdning blev mere konservativt præget.

Fra midten af 1880erne begyndte den soc.dem. agitation at udfolde sig, og fra 1887 udkom Nordjyllands Socialdemokrat (fra 1945 Ny Tid) som partiets organ, opr. som aflæggerblad fra Århus, men fra 1897 et selvstændigt blad. Navnlig i Ålborg by fik det soc.dem. parti talrige tilhængere, og fra 1898 repræsenterede en socialdemokrat Ålborg-kredsen.

Ved forholdstalsvalgmådens gennemførelse 1918 blev Venstres hidtidige dominerende stilling inden for amtet brudt, og såvel det konservative parti som Det radikale Venstre blev repræsenteret. Ved folketingsvalget 1960 valgtes 4 socialdemokrater, 2 Venstre, 1 konservativ, 1 socialistisk folkeparti, medens det radikale venstre, Retsforbundet og kommunisterne mistede deres mandater.

Oldtidsbebyggelse.

Ålborg a. er rigt på oldtidsminder, både på mindesmærker og fund. Af ældre stenalders indlandskultur, gudenå-kulturen, har vi kun svage spor: Et par bopladser ved True, Vebbestrup so. Til gengæld er kystkulturen, ertebølle-kulturen, overmåde rigt repræsenteret, langs både Limfjorden og Mariager fjord, langt mindre langs den mere åbne Kattegatskyst. En række af landets største og mest kendte bopladser fra denne tid ligger i Himmerland: Ertebølle, Bjørnsholm, Sebber, Vegger bro (med hyttetomter), Gudumlund og Havnø.

Også yngre stenalder er rigt repræsenteret, navnlig ved de mange dysser og jættestuer; fremhæves skal den imponerende langdysse Troldkirken ved Sønderholm, jættestuerne Kobbelhøj i Gunderup so., Ellidshøj, Ørnhøj ved Frejlev og Store og Lille Monshøj ved Sdr. Kongerslev. Landets smukkeste stenalder-lerkar stammer fra en stengrav i Oudrup so., og et godt dyssefund har vi fra Ferslev. Også rige bopladser fra denne tid kendes, navnlig fra Lendrup, Malle so., og Signalbakken ved Ålborg. Et mærkeligt hus, antagelig et kulthus, er nylig udgravet ved Ferslev.

Stenalderens sidste afsnit, dolktiden, har de mange store hellekister, der er så karakteristiske for Himmerland; fundene viser dog, at deres anvendelse begynder allr. i sen jættestuetid, idet mange har fund fra et sent stadium af den jyske enkeltgravskultur, som også er rigt repræsenteret i Himmerland. En dolktidsboplads kendes fra Gug, Sdr. Tranders so. Det er også muligt, at den skæftede flintsegl fra Stenild hører denne tid til. Det sa. gør flintgruberne på Skolebakken ved Ålborg.

Bronzealderen har efterladt os de mængder af høje, som ses på næsten alle bakkedrag; de fleste er opført i ældre bronzealder, men har været benyttet til urnebegravelser i yngre bronzealder. Dette gælder både de mange rundhøje og de langt færre langhøje. Højene er noget ulige fordelt. I Kær herred findes de næsten kun på bakkedragene, da det lave land, der i stenalderen var oversvømmet af havet, heller næppe i bronzealderen har været videre beboeligt. Det sa. gælder store dele af Østhimmerland, hvor vi også har store, lavtliggende områder, og tilmed består en stor del af det højere land af lerjord, der ikke har virket så tiltrækkende på bronzealderfolkene s. 804 som den letmuldede, noget sandede jord, der danner jordbunden i største delen af Midt- og Vesthimmerland, hvor vi har den største højkoncentration. De ligger for en stor del her i grupper på højdedragene. Særlig skal nævnes en gruppe med 5 høje og en langhøj s.f. Sdr. Kongerslev, Frendrup Nihøje, Silshøjene s.f. Nibe, Malle høje, 10 høje ved Trend, de 8 Urhøje ved Fredbjerg, de 10 Skjoldhøje og en ualmindelig stor og velbevaret høj ved Skarp Salling.

Der er naturligvis fra de sløjfede høje fremkommet et stort antal gravfund fra ældre og yngre bronzealder, uden at nogen skal fremhæves. Interessante mosefund fra bronzealderen er fremkommet: De to bronzespande fra Siem, skjoldet fra Hyllebjerg so., de to hængekar fra Svinemosen i Giver, hårfletningerne fra Sterbygård ved Døstrup. Bopladser fra bronzealderen kendes fra Mellemholm, Nørholm so., og Fragtrup, Farsø so., helleristninger fra Vivebrogård, Truehøjgård ved Rold og Skrukhøj i Ravnkilde so.

Også Himmerlands ældre jernalder er rig; det var jo mul. herfra, at kimbrerne lidt før Kristi fødsel drog ud og truede romerriget. Fra keltisk jernalder har vi flere gravpladser med brandgrave; dernæst Borremose-fæstningen og -landsbyen, tyrehovedet fra Lille Vildmose (Åby so.) og først og fremmest Himmerlands berømteste oldtidsfund, den store sølvkedel fra Gundestrup, Års so. Det er også sandsynligt, at de to plove fra Vebbestrup og Døstrup går tilbage til denne tid, og det sa. gælder sandsynligvis nogle af de moselig med tøj, som Himmerland er så rig på: Borremose, Store Arden, Fræer m.fl.

Fra ældre romersk jernalder kendes talrige grave, for største delen af sa. svære, stenbyggede type, som kendes fra Vendsyssel; et par rige gravfund med guld- og sølvsager kendes fra Byrsted og Ravnkilde. Der er talrige bopladser fra ældre romertid; særlig skal nævnes sådanne ved Års, Tolstrup, Malle og Skørbæk; sidstn. sted, hvor en hel landsby blev udgravet, findes også de tilhørende agre. Yngre romertid er langt sparsommere repræsenteret i egnen; nævnes skal et gravfund fra Dybvadgård, Lundby so.

Fra germansk jernalder har vi gravfund fra Gudumholm og Mejlby, Brorstrup so.; en gravplads med småhøje har ligget ved Brådshave, Oudrup so. Der er ikke så få guldfund; nævnes skal de store halsringe fra Mou og Støttrup, Farsø so., de 5 halsringe fra Tustrup, Fræer so., og de 3 brakteatfund fra Års so. På Bejsebakken ved Ålborg synes der at dukke en større boplads fra denne tid frem.

Vikingetidens fund er sparsomme; der kendes kun få grave; et par sølvskatte, hovedsagelig med mønter, kendes fra Tolstrup, Års so., og Lovns. Er fundene fra vikingetiden sparsomme, har vi til gengæld fra denne periode egnens største oldtidsanlæg: Lindholm høje. Runesten fra vikingetiden er der mange af, mindst 12; gennem dem får vi navnene på adskillige himmerboer, der levede i 9.–10. årh.

I Ålborg a. findes i alt følgende antal fredede oldtidsmindesmærker: 2 køkkenmøddinger, én runddysse, 19 langdysser, 7 dyssekamme, 16 jættestuer, 15 hellekister, 2238 høje, 47 langhøje, 2 højbunde med stensætninger, 3 stenkredse, 4 helleristningssten, 4 ældre jernalders stengrave, en formentlig oldtids-hustomt, et areal med oldtidsagre, 2 arealer med hulveje, en ringvold, et areal, hvor Gundestrupkarret er fundet, Skørbæk-landsbyen med tilhørende agre og de to store anlæg Borremosefæstningen, en stensætning af uvis alder, og Lindholm høje med deres talrige grave og andre anlæg fra vikingetiden.

Bebyggelse i historisk tid.

Amtets ældste verdslige levn fra middelalderen er rester af bebyggelse fra 1000t. på Lindholm høje (Lindholm so.). Fra højmiddelalder er voldsteder af en række borge, mest anlagt i våde kær. Ældst de runde som Stubberuphus (Rold so.) og Gudumlund (Gudum so.); fra 1300t. sikkert de noget større som det mægtige Egholm (Skørping so.), Korup (Solbjerg so.), Hvarre (Vebbestrup so.) og Vilsted (Vilsted so.). Udgravet er Hedegårds tomt (Bislev so.) og en lign. borg i Nr. Kongerslev so. Nogle helt el. delvis forstyrrede tomter er ikke dateret.

Kirkerne er, med få undtagelser, fra romansk tid. En del er kullede som den meget velbevarede Fovlum kirke (Gislum hrd.), mens den unike, treskibede kirke i Skarp Salling (Slet hrd.) er meget restaureret. 16 kirker har opr. apsis, men ulige fordelt, idet Hornum hrd. har 6, Fleskum hrd. 3, Kær hrd. 2 og Hellum hrd. slet ingen. Opr. romansk tårn har Nr. Tranders (Fleskum hrd.) og Ø. Hornum (Hornum hrd.). Romanske granitskulpturer er sjældne i amtet. Vor Frue kirke i Ålborg har v.portal af eng. præg fra første halvdel af 1100t. og Volsted kirke (Fleskum hrd.) en ikke meget yngre serie portalsten. Søjleportaler i Nr. Tranders og Fovlum er bev., mens en lign. i Ø. Hornum er nedtaget i gl. tid. Prægtige døbefonte i Gunderup (Fleskum s. 805 hrd.) og Stenild (Gislum hrd.). Amtets mægtigste romanske mindesmærke er dog resterne af Vitskøl klosterkirke (Overlade so.).

Fra gotisk tid er 7–8 kirker og de fleste tårne. Omtrent halvdelen af amtets kirker har fået indbygget hvælv i gotisk tid, ligesom flere fik kalkmalerier (se især Budolfi våbenhus, Helligåndsklostrets kapitelsal, kirkerne i Biersted, Gunderup og Skørping). I de nærmeste år efter reformationen tilkom endnu en del kalkmalerier (se kirkerne i Sulsted (Kær hrd.), Gudum (Fleskum hrd.) og Sønderholm (Hornum hrd.)). De anseligste gotiske mindesmærker er Ålborg Helligåndskloster, Budolfi kirke i Ålborg og Nibe kirke. En forskel ml. amtets egne er synlig, idet kirkerne langs Limfjorden er større og rigere end i indlandet, ofte også i inventar (se altertavle og monstranshus i Nørholm kirke (Hornum hrd.)). Over en snes kirker forsvandt i sen middelalder, de fleste tomter ødelagt i ny tid, bevaret er egl. kun Tulsted kirketomt (Torup so.).

Efter reformationen kom snedkere og billedsnidere i Ålborg til at præge det nye inventar. Nogle meget tidlige prædikestole er af interesse (Sønderholm, Rostrup (dat. 1544), Årestrup, Lovns). Særprægede som gravkirker for adelsslægter er Seefeld’ernes Visborg kirke og Juel’ernes Astrup kirke (begge Hindsted hrd.). Pragtfuld altertavle af sjællænderen Lor. Jørgensen i Farstrup kirke (Slet hrd.). Mange alterkalke af Ålborgmestre er af høj kvalitet (se sål. Sulsted, Dall, Store Arden o.fl.).

Ældst af amtets renæssanceslotte er Axel Juels Villestrup (Astrup so.) fra 1542, men ombygget i sen baroktid. Pragtfuldt bevaret er Corfits Vifferts Lindenborg (Blenstrup so.) fra 1583, mens Jakob Seefelds Visborggård (Visborg so.) og Ludvig Munks Nørlund (Ravnkilde so.) er noget reducerede. Af Niels Juels Kongstedlund (Sdr. Kongerslev so.) er hovedfløjen smukt i behold. Disse slotte har grave og befæstning, mens det samtidige Randrup (Skibsted so.) er uden grave og med bindingsværks hovedbygn. Fra tiden før trediveårskrigen er også hovedfløjen på Birkelse (Åby so.). Fra ca. 1620 blev ingen herregård bygget i et årh., og de efter 1720 opførte er uden slotskarakter, trefløjede barokanlæg i parker som St. Restrup (Sønderholm so.) og Buderupholm (Buderup so.), mens Vitskøl lidt senere fik sit nuv. udseende. I sidste halvdel af 1700t. kom dertil yndefulde komplekser som Vang (Sulsted so.), Klarupgård (Klarup so.), Nøragergård (Durup so.) og Krastrup (Farstrup so.). Omtrent samtidige, men mærkelige ved deres retarderede prunkløshed er Bjørnkær (Biersted so.) og Hessel (Lovns so.), fra 1804 endelig slægten Juul-Rysensteens nyklassiske Lundbæk (Bislev so.).

Ålborg fik i årene 1550–1625 et helhedspræg af borgerlig renæssance, i hovedtrækkene bevaret til omkr. 1860, siden reduceret tid efter anden. Endnu står ved Østerå Jørgen Olufsens mægtige, firfløjede gård fra 1616 med stenhus og fritrappe og dansk renæssances betydeligste købstadbygning, Jens Bangs Stenhus, fra 1624, mens samtidige, men mindre gårde især gemmer sig i Nørregade-kvarteret. Baroktid har kun efterladt sig Budolfi spir og byens rådhus, mens fra nyklassisk tid er levnet brigadér Hallings gård på Vesterbro (nu hotel Phønix) samt nogle få empiregårde. Til disse slutter sig Bryggergården i Nørresundby og et par beskedne gårde i Nibe.

Ålborg fremtræder i dag som en moderne by fra 1900t. omkr. en gl. kerne, idet 1800t.s huse for største delen ligger uden for de egl. hovedgader. Af disse er Boulevarden helt opf. i årene 1910–12, med Ejnar Packness’ fantasifulde administrationsbygning som centrum. Østerbro er et tiår yngre og Vesterbro opf. i trediverne, et ret fast bybillede, yderligere accentueret af Ansgarkirken (1929), Aalborghallen (1952) og et højhus ved brolandingen (1958). Om Gammeltorv skabes i disse år et bycentrum af gammelt og nyt omkring bankhusene, der koncentrerer sig her sa. m. posthus, museum og rådhus, flankeret af domkirke og kloster. De nye institutioner – højere skoler især – lægges ud mod ø. og v., mens et industrikvarter samles i s. om Hobrovej til supplering af de længst udbyggede ved Kastetvej-Strandvej og ved Rørdalsvej.

Nørresundby og Sundby-Hvorup danner nu ét bylegeme, helt præget af dette årh. mens Nibe har sit senempire-udseende i behold, da alt nybyggeri lægges uden for bykernen. Løgstør har først med dette årh. fået karakter af købstad, lys, lav og åben. Mere bykarakter har egl. indlandsbyen Års og havnebyen Hadsund, begge med helt købstadmæssige hovedgader fra nyeste tid.

»Det hus til Ålborg« med byen og fogediet nævnes allr. 1340. På Chr. II.s tid bestod lenet af Års, Fleskum, Gislum, Hindsted, Hornum, Horns, Hvetbo og Kær hrdr. Hellum og Slet hrdr. var selvstændige len, men blev henh. 1516 og 1518 lagt under Ålborghus, således at hele Himmerland (ValdJb. *1231 Himbersysel, 1268 Ymbersusyl) lå under dette len, dog med undtagelse s. 806 af Rinds hrd. I den flg. tid var enkelte hrdr. nu og da selvstændige for en tid for derefter på ny at blive lagt under Ålborghus. Han hrd. kom under Ålborghus 1602, mens Gislum hrd. 1603 blev forenet med Mariager len. Ved oprettelsen af amterne blev der vistnok intet ændret i inddelingen. Horns hrd. og mul. en del af Hvetbo hrd. hørte dog allr. før 1700 under Åstrup, Børglum og Sejlstrup amter, der fra 1714 havde amtmand fælles med Ålborghus, således at hele Vendsyssel og den væsentligste del af Himmersyssel var under sa. ledelse. 4/9 1793 blev Ålborg amt opret., og hertil blev henlagt Hornum, Fleskum, Hellum, Hindsted, Års og Slet hrdr., desuden Gislum hrd. fra Mariager amt. Af de nordenfjordske hrdr. forblev kun Kær hrd. under Ålborg, mens de øvrige kom under det nyoprettede Hjørring amt.

Ligesom Ålborghus len lå i to sysler, hørte det også under to stifter. Områderne n.f. fjorden var en del af Børglum el. Vendelbo stift, mens Ålborg by og de søndenfjordske hrdr. lå til Viborg stift. I den første tid efter reformationen boede biskoppen forsk. steder, men 1553 fik han tilladelse til at »have sit værelse og bolig« i Ålborg, uanset at denne by hørte under Viborg stift. Han skulle endda have tilsyn med »skoler og lektier« i købstaden. Denne mærkelige ordning blev dog ændret allr. året efter, og Ålborg bys gejstlige blev lagt under Vendelbo stift, en betegnelse, som først henimod slutn. af 1600t. blev afløst af Ålborg stift. Lige til ny tid var det dog kun Ålborg købstads provsti, bestående af købstaden, Budolfi landsogn af Hornum hrd. samt Nørre- og Sønder Tranders so. af Fleskum hrd., der hørte til Ålborg stift. De to sidstn. var annekser til Budolfi so. Ved kgl. anordning af 15/11 1922 blev Fleskum, Hornum, Hindsted og Hellum hrdr. lagt fra Viborg stift til Ålborg stift.

Litt.: Gr. Begtrup. Beskrivelse over Agerdyrkningens Tilstand i Danmark. VI. 1810. 177–402. C. Christensen. Aalborg Amt, beskrevet efter Opfordring af Landhusholdningsselskabet. 1832. C. Hequet. Lidt om den private Træplantning paa aaben Mark og Hede i Aalborg. Aalborg og Omegn før og efter 1870. 1879. D. H. Wulff. Statistiske Bidrag til Aalborg Stifts Historie i Slutningen af det 17’ Aarhundrede. 1887–88. H. G. Hansen og L. N. Hedelund. Aalborg Amts Landboforening i 50 Aar til 6. Aug. 1894. 1894. J. P. Stenholm. Bidrag til Aalborg Bispedømmes Historie. 1904. A. Gaardboe. Himmerlands Rakkere I–II. 1904–12. Biskop Søren Lintrups Visitatsbog, ved S. Nygård. JySaml. Rk. II. 1899–1900. 68–164. J. T. Lundbye. Vejenes Udviklingshistorie i Himmersyssel. HimmerlKjær IX. 1920. 418–47. Aug. F. Schmidt. Helligkilder i Himmerland og Kjær Herred. HimmerlKjær XIII. 1924. 1–24. Johannes Vejlager. Genforeningsmindesmærker i Aa. A. HimmerlKjær XIV. 1925. 333–51. G. Østergaard. Fra Stændertiden med særlig Henblik paa Aa. A. HimmerlKjær XV. 1926. 486–507. 486–507, XVI. 1927. 181–197 og XVII. 1928. 339–61. Johannes Tholle. Haver og Havebrug i Aa. A. HimmerlKjær XVIII. 1929. 385–400. Gudmund Schütte. Himmerlandsk Hedenskab. smst. 533–53. A. C. Ertbøll-Nielsen. Skolelærerne i Aa. A. Aar 1862. HimmerlKjær XIX. 1930. 89–102. Aug. F Schmidt. Sagn og Tro knyttet til Sten i Aa. A. smst. 103–16. Thorkild Gravlund. Herredsbogen. Jylland. 1930. 189–230. Sa. Sysselbogen. 1931. 126–34. S. C. Sortfeldt. Himmerlandske Stednavne. HimmerlKjær XX. 1931. 223–56 og XXI. 1932. 567–86. Aalborg Amt. 1934 (Danske Byer og Sogne IX). Hugo Matthiessen. Limfjorden. 1936. Kjeld Galster. Den store Skolereduktion 1739 i Aa. Stift. JySaml. 5. Rk. IV. 1. 1938. 131–38. Gudmund Schütte. Kimbrernes hjemsted. HimmerlKjær XXVIII. 1939. 161–81. Salomon Frifelt og Børge Davidsen. Hvor Vejene samles. Andelssvineslagteriet for Aa. A. 1891–1941. 1941. Gudmund Schütte. Kimbrer og Teutoner. HimmerlKjær XXXI. 1942. 207–49. Turistforeningen for Danmark. Aarbog 1943. F. Elle Jensen. Kirkelige Forhold i Himmerland omkring 1870. HimmerlKjær XXXV. 1946. 250–85. Henning Paulsen. Aalborg stift besat af de svenske 1658. JySaml. 5. Rk. VII. 1946–47. 215–23. Axel Holm. Aalborg Amt. 1946. Himmerland i Kikkerten. 1946. Viggo Hansen. Tre østhimmerlandske Sogne. Geogr. Tidsskr. Bd. 49. 1948. 113–39. Johannes Tholle. Flora og folketro, især i Aa. a. HimmerlKjær XL. 1951. 88–142. Danmark før og nu I. 1952. Henning Henningsen. Kirkeskibe i Aa. a. HimmerlKjær XLII. 1953. 82–101. Aage Houken. Om Himmerlands Stednavne. HimmerlKjær XXII. 1933. 92–148 og XLV. 1956. 297–320. Hans Povlsen. Nordjylland. (Cai M. Woel. Danmark I. 1956. 5–252). Flemming Jerk. Himmerlands herrregårde og udstykningen. HimmerlKjær XLVI. 1957. 108–20. (Robert Huhle). Bogen om Himmerland 1958. Viggo Hansen. Vore landsbyers alder og struktur. Geogr. Tidsskr. Bd. 58. 1959. 66–102. Nedergaard. S.P.V. 1957–59. 78–204.