Thule kommune

Byen: Thule (Qânâq). Bygderne: Savigsivik, Moriussaq, Qeqertat, Herbert Ø, Siorapaluk. Fangstpladserne: Manson Øerne, Kangerdlugssuaq. Vejrstationen: Dundas. Uden for kommuneinddelingen: Forsvarsområdet ved Thule (Thule Air Base), Station Nord.

Thule distrikt strækker sig fra Steenstrup Gletscher i Melville Bugt til n.siden af Humboldt Gletscher, d.v.s. over en længde af ca. 700 km.

I landskabsmæssig henseende er distriktets sydl. dele omkr. Melville Bugt en fortsættelse af skærgårdsområdet i den nordl. del af Upernavik kommune (s. d.) med oftest lave øer og halvøer, der kun delvis adskiller Indlandsisens rand fra havet. Højderne tiltager mod n. i området, her kulminerende i nunatakken Haffner Bjerg (1462 m). Dog kan, selv i den sydligste del af distriktet nær Indlandsisens rand, findes enkelte isolerede høje fjelde som fx. Kûgunasuákut på 75°29’ nordl. br. (højde: 1160 m).

N. f. Melville Bugt tiltager kystbræmmen i bredde, og området mellem Pitugfik Gletscher og Inglefield Land karakteriseres væsentligt ved et 50-100 km bredt plateaulandskab, hvor udløbere fra den egl. Indlandsis kun træffes i bunden af Wolstenholme Fjord og Inglefield Bredning. Plateauerne er oftest dækkede med store lokale firner, der mod ø. er sammensmeltede med Indlandsisen. Talrige gletschertunger udsendes fra disse firner mod kysten, og bortset fra Inglefield Land er det isfri kystland derfor smalt og usammenhængende. Plateauernes overflade er beliggende ml. ca. 800 og ca. 1300 m o.h.

N.f. Inglefield Land afbrydes dette plateaulandskab af den ca. 100 km brede Humboldt Gletscher. Gletscheren er meget lidt produktiv, ligesom dybden af Kane Bassin ud for den er ringe: 20 km v.f. gletscherfronten angives havdybden kun at være ca. 100 m.

Washington Land n. f. Humboldt Gletscher synes i landskabsmæssig henseende at være en fortsættelse af plateauerne på Inglefield Land, idet højderne dog aftager fra ca. 1200 m i de østl. dele af Inglefield Land til ca. 700 m i Washington Land nærmest Humboldt Gletscher.

I geol. henseende dækker distriktet et tværsnit af overgangen ml. det sydl. prækambriske gnejsområde og det vsv.-ønø.gående nordgrønl. foldebælte, behandlet i den geol. indledning henh. s. 20 og s. 30. Skematisk udtrykt ses grundfjeldet i områdets sydligste og østligste dele. Mod n. træffes succesivt yngre aflejringer, de yngste værende af silurisk alder.

Gnejsområdet strækker sig ubrudt fra distriktets sydl. dele til området umiddelbart s. f. Pitugfik Gletscher og er en fortsættelse af grundfjeldsområdet i den nordl. del af Upernavik kommune. Foruden i den sydl. del af Thule distrikt ses gnejsen rage frem gennem yngre sedimenter i de indre dele af Inglefield Bredning og på Inglefield Land.

Hvilende på gnejsen ses på strækningen fra Pitugfik til Siorapaluk yngre ufoldede eokambriske sedimenter (Thule-gruppen) bestående af konglomerater, sandsten, skifre og dolomit, som er gennemtrængt af diabasgange. Meget ofte, som ved det kendte Dundas Fjeld (»Thule Fjeld«) ses sedimenterne – i nævnte tilfælde skifre og sandsten – beskyttet mod forvitring af diabaslag. Thulegruppens sedimenter når deres største tykkelse omkr. Dundas og tynder herfra ud mod n.

I Inglefield Land er Thule-gruppens aflejringer begrænsede til de vestligste dele, hvor de stedvis er dækkede af de yngre kambriske og ordoviciske aflejringer bestående af kalksten, sandsten og konglomerater. De kambriske og ordoviciske aflejringer genfindes n. f. Humboldt Gletscher i den sydøstl. halvdel af Washington Land, medens de mod n. følges af siluriske kalksten og skifre.

Kvartære aflejringer. Det er ukendt, hvor meget af distriktet Indlandsisen tidl. har dækket. I Melville Bugt angives på hydrografiske kort banker beliggende ca. 100 km ud for den nuv. isrand og forløbende parallelt med denne. Disse banker kan måske være israndsaflejringer fra istiderne. Istransporterede blokke på Carey Øer (ca. 76° 35’ nordl. br., 73° vestl. længde) og skurestriber på yderkysten af Inglefield Land synes ligeledes at vise, at et tidl. isdække har strakt sig ud over distriktets kystland. I tilslutning hertil må angives, at den mest udbredte kvartære aflejring er de udstrakte grundmorænedækker i den indre del af Inglefield Land, ligesom mindre grundmoræneområder ses ml. Pitugfik Gletscher og Wolstenholme Fjord nær Indlandsisens rand. Egl. israndsaflejringer i form af morænevolde ses derimod sjældent udover i umiddelbar nærhed af de nuv. gletschertunger.

Der er i en morænelignende aflejring på n.kysten af Saunders Ø fundet muslingeskaller. Kulstof-14 datering angiver skallernes alder til at være mere end 32.000 år. (se s. 41).

En landhævning siden sidste istid har givet sig udtryk i strandvolde el. terrasser, beskrevet fra flere lokaliteter i distriktet. Sådanne mårine aflejringer synes at forekomme op til ml. 80 og 105 m over det nuv. havniveau.

Selv om floraen i Thule distrikt er meget fattig, kun 150 arter blomsterplanter og bregner er kendt herfra, er den alligevel af stor interesse. Ikke få arter er fælles med floraen dels på den nærliggende Ellesmere Island, dels i Nordg. og Østg. En del af disse planter er ikke kendt i Vestg. s. f. Thule distrikt, således sabineranunkel, kirtel-fjeldsimmer, edderkop-stenbræk, gul stenbræk, arktisk hjørneklap, fjeldarve, hoved-troldurt og sabinegræs. Blandt områdets få dværgbuske må nævnes tyttebær, hvis nærmeste forekomst i Vestg. er ved Disko Bugt. Vegetationen s. 602 er de fleste steder yderst fattig. Stenede fjeldmarker med spredtstående planter er fremherskende. Det gælder især Melville Bugts nordl. kyster, hvor det isfrie land er indskrænket til halvnunatakker og småøer mellem Indlandsisen og det isfyldte hav. Stenørknernes fattige vegetation domineres her af arter som varde-frytle, arktisk rapgræs, fjeld-festgræs, arktisk pil og fjeldsyre. Hist og her er der på mindre områder heder med kantlyng, sjældnere fjeld-revling og mosebølle. En forbavsende frodighed forekommer dog under egnens mange fuglefjelde. De her ophobede mængder af fuglenes ekskrementer betinger dannelse af enorme mospuder og en meget kraftig tørvedannelse; men der er kun få blomsterplanter i disse mossamfund. Landet n. f. Parker Snow Bugt, hvor der er store isfrie områder især ved Wolstenholme Fjord og Inglefield Bredning, har en rigere vegetation. Heder med fjeldsimmer og klippe-star er her hyppige. Desuden forekommer kantlyngheder, kær med tundra-star og polar-kæruld og snelejesamfund rige på gul- og hvidblomstrede draba-arter.

Litt.: C. H. Ostenfeld i Medd. om Grønl. 33, 51, 64 og 68. – Th. Sørensen i Medd. om Grønl. 124.

Moskusoksen er tidl. forekommet fra de nordligste egne mod s. til Kap York, i hist. tid dog kun på Inglefield Land, hvor den udryddedes i 1860’erne. Renen var i midten af 1800t. meget alm., men udsattes i årene omkr. 1900 for store tab p.gr. af ustabile vintre. I 1950’erne udryddedes den i egnen omkr. Olrik Fjord. En mindre bestand findes endnu på Inglefield Land. 1967 indførtes 7 tamrener fra Itivnera til Olrik Fjord for at genoprette renbestanden her. Polarulven er en sjælden strejfgæst fra Ellesmere Island, endnu sjældnere er jærven. Hvide polarræve kommer derimod jævnligt i stort tal fra de canadiske øer, men de klarer sig dårligt i Thule distriktet, hvor lemmingen ikke findes s. f. Humboldt Gletscher. Distriktets egen polarræv, blåræven, hvis hovedføde er søkonger, er betydeligt mindre end i det sydl. G., men pelsen er finere og mere værdifuld. Den bastarderer hyppigt med de indvandrende store hvidræve. Sneharen er udbredt overalt n. f. Kap York. Den er især talrig i de græsrige søkongefjelde ml. Etah og Siorapaluk, savnes derimod helt i Melville Bugt, hvor vintersneen ligger for tæt og dyb. Isbjørnen har to vidtstrakte yngle- og tilholdssteder: egnene omkr. Kane Bassin og Melville Bugt, der begge steder ligger i randen af det altid åbne vand i Smith Sund, kaldet Nordvandet. Ringsælen er talrig overalt i fjorde og sunde; om vinteren får distriktet takket være dets talrige strømsteder med åbent vand et større tilskud af unge ringsæler fra n. og v. Remmesælen er alm., og grønlandssælen har siden 1930 udstrakt sine sommervandringer n.på over Melville Bugt til Inglefield Bredning og Smith Sund. Hvalrossen overvintrer på lave havdybder langs isranden ud mod Nordvandet i betydeligt antal, og flere kommer til fra s. om sommeren. Narhval og hvidhval er højt værdsatte sommergæster i fjordene. Tidl. var også grønlandshvalen alm. ved yderkysterne.

Berømte er distriktets milliontallige søkonger, hvis fjelde strækker sig fra Etah til Siorapaluk, over hele Northumberland Ø samt på kystlandet fra Kap Athol til Kap Melville og øerne derimellem. I perioder, hvor man ikke havde kajakken, reddede disse små alkefugle ofte befolkningen fra sultedøden i den fangstfattige sommertid. Lomvien yngler i hundredtusindvis på Saunders Ø, i mindre tal på Hakluyt Ø og ved Parker Snow Bugt. Tejsten yngler spredt langs de fleste kyster, ederfuglen har fast besøgte yngleøer mange steder langs yderkysten, hvor s. 603 æg og dun samles i begrænsede tidsrum. Snegåsen, kongeederfuglen, havlitten og rødstrubet lom yngler på spredte lokaliteter i indlandet. Af vadefugle bør fremhæves islandsk ryle. På stejle fjelde yngler enkelte par vandrefalke, jagtfalke, adskillige ravne og kolonivis gråmåge og på Saunders Ø mallemuk. Rypen forekommer ynglende, men er ikke talrig, af småfugle lægges mest mærke til snespurven. Bjerglærken er en sjælden gæst fra Canada.

Insektfaunaen er typisk højarktisk med stærk tilknytning til Nordg. og Nordøstg. og arktisk Canada. Det samme gælder visse elementer af ferskvandsfaunaen. Stikmyggen har begrænset udbredelse. I større søer er fjeldørred alm., oftest stationær, en regelmæssigt udnyttet opgangselv findes i Mac Cormick Fjord. I havet har polartorsken enorm betydning som hval-, sæl- og fugleføde. Langs kysterne lever flere arter ulke og på større dybder lycodider og liparider, spredt forekommende er hellefisken og dybvandshajen havkalen.

Den grønl. kommunalordning, som i Vestg. blev gennemført 1950, blev fra 1/1 1963 udvidet til også at omfatte Nordg. og Østg. Der blev ikke fastsat koncise geogr. grænser for Thule kommune, men ved anordning af 29/12 1962 er bestemt, at kommunen foruden byen Thule (Qânâq, hvortil hovedparten af beboerne ved det af Knud Rasmussen anlagte Thule flyttede i 1953, samtidig med at navnet Thule officielt blev overført til Qânâq) omfatter udstederne (nu bygderne) Savigsivik og Siorapaluk og de under byen og udstederne hørende bopladser (nu bygder).

Inspektøren i Thule er landshøvdingens stedlige repræsentant og er i modsætning til kæmnerne leder af såvel kæmnerinstitutionen som af KGH’s virksomhed. Endv. er der tillagt inspektøren politimyndighed, og i denne egenskab er han underlagt politimesteren.

Kommunalbestyrelsen har 5 medlemmer. Der er i kom. 4 valgkredse, nemlig Sydområdet, der omfatter Savigsivik, Midtområdet, der omfatter Moriussaq, Qeqertat, Herbert Ø, Qangerdlugssuaq og Dundas, Thule, der kun omfatter byen, og Nordområdet, der omfatter Siorapaluk. I Thule vælges 2 medlemmer, i hver af de øvrige valgkredse 1. Inspektøren er sekretær for kommunalbestyrelsen.

Thule kommune er sammenfaldende med Thule retskreds, lægedistrikt, landsrådskreds og handelsdistrikt. Den grønl. retsplejelov af 14/7 1951 blev først 1964 udvidet til også at omfatte Nordg. Til Thule præstegæld, politidistrikt og skoledistrikt hører foruden kommunen Station Nord. Kommunen hører ind under 1. opstillingskreds ved folketingsvalg.

Der var 1965 140 husstande i kommunen. 56 % af den grønlandskfødte befolkning var under 20 år og 51 % under 15 år. I 10-året 1958-67 har der blandt den grønlandskfødte befolkning været en nettofraflytning på 44 personer.

Erhvervsforhold. Befolkningen ernærer sig fortsat hovedsagelig som fangere. Foruden ringsæl, remmesæl og grønlandssæl er også hvalros, narhval, hvidhval og polarræve vigtige fangstdyr. Der drives yderligere jagt på isbjørne. Bjørnejagten foregår også på ø.siden af Ellesmere Island uden for canadisk søterritorium. Hundeslæden er befolkningens vigtigste transportmiddel og uundværlig på fangstrejser. Der findes dog også kajakker og enkelte motorbåde, der benyttes i den korte tid, fjordene og havet ikke er dækket af is. 1966 fandtes således 18 motorbåde, alle under 25 fod. Der var 72 kajakker, 133 hundeslæder og 900 slædehunde i 1959, det sidste år for hvilket oplysninger foreligger.

Befolkningens fordeling efter erhverv 1965 (i () den grønlandske befolkning): fangst 91 (90), bygge- og anlægsvirksomhed 2 (1), offentlige værker 5 (2), handel og omsætning 21 (15), transport m.v. 3 (2), vejrtjeneste m.v. 16 (3), administration, sundhedsvæsen m.v. 46 (38). 1965 var i Thule kom. samt Station Nord 213 personer el. 32,4% (149 el. 26,9%) i erhverv. Inklusive familiemedlemmer var 602 el. 91 % (497 el. 90%) afhængig af indtægter ved erhvervsudøvelse, mens 56 el. 9 % (56 el. 10 %) levede af pension, understøttelse m.v.

Derudover indhandles hvalroshuder, hvalros- og narhvaltænder og de seneste år også mátaq (hvalhud), der i byen fryses i et mindre fryseanlæg – en frysebarak – og sendes til de sydligere kom., hvor det sælges i KGH’s butikker.

En stor del af fangsten anvendes af fangerne selv el. sælges til private, hvorfor ovenstående tal for fangsten, der som anført kun vedrører, hvad der er indhandlet i KGH, er for lave. Det antages, at der skydes 15-25 isbjørne årl., men næsten alle sælges privat el. bruges af fangerne til beklædning.

Salg af fangstprodukter til KGH indbragte 1967 fangerne 0,4 mill. kr. (1966: 0,3 mill. kr., 1960: 0,2 mill. kr.). Herudover opnår befolkningen bl.a. indtægter ved lønarbejde, først og fremmest for offentlige institutioner. For løst ansatte lokale arbejdere og funktionærer under stat og kommune var lønindkomsterne 1967 0,4 mill. kr.

KGH’s omsætning inden for produktionsvirksomheden udgjorde 1967: 0,4 mill. kr. (1966: 0,5 mill. kr., 1960: 0,4 mill. kr.). KGH’s butiksomsætning var 1967: 1,9 mill. kr. (1966: 1,7 mill. kr., 1960: 1,0 mill. kr.).

Bank- og sparekassevirksomhed. Filialer af Grønlandsbanken og af Bikuben, administreret af KGH. De grønl. sparekasser, der ligeledes administreres af KGH, er under afvikling.

De offentlige udgifter. Ministeriets nettodriftsudgifter udgjorde 1967: 4,9 mill. kr. (1966: 4,2 mill. kr., 1960: 2,0 mill. kr.), deraf administration, retsvæsen m.v. 0,3 mill. kr., sundhedsvæsen 0,7 mill. kr., skolevæsen 0,5 mill. kr., GTO’s virksomhed i Thule 0,5 mill. kr. og i Dundas og Station Nord 3,0 mill. kr. Nettoudgifterne for KGH androg 1966: 0,3 mill. kr. (1960: 0,2 mill. kr.). Driftsudgifterne vedr. kirke og politi afholdes af henh. kirkeministeriet og justitsministeriet.

De kommunale driftsudgifter beløb sig til 0,5 mill. kr. 1967 (1966: 0,3 mill. kr.), hvoraf hovedparten gik til aldersrente og andre sociale udgifter, nemlig 1967 0,3 mill. kr.

1951-1967 har de statslige investeringer ekskl. bolig- og erhvervsstøtte udgjort 7,5 mill. kr., hvoraf 7,2 mill. kr. i Thule by. Desuden er 1953-1967 til boligstøttebyggeri anvendt 1,1 mill. kr. og til anskaffelser gennem erhvervslån 0,3 mill. kr.

De kommunale investeringer har 1963-1967 andraget 0,3 mill. kr.